Future og Juice WRLD dykker dybt ned i stofferne på spontant fællesalbum
Den her slags hurtige samarbejdsalbum mellem to rappere er blevet noget af et fænomen de senere år. Det er som om, hiphopverdenen er blevet mindre, og vejen fra idé til udgivelse er blevet kortere.
Bare det seneste års tid har vi fået et Metro Boomin-produceret fællesalbum af Atlanta-rapperne 21 Savage og Migos-medlemmet Offset, et samarbejde mellem Young Thug-disciplene Gunna og Lil Baby, et mixtape af Quavo og Travis Scott samt en længe ventet fællesudgivelse fra Young Thug og Future. For bare at nævne nogle af de største.
Hvor man før i tiden var nødt til at fantasere om, hvorvidt ens yndlingsrappere nogensinde ville lave et track sammen, kommer der for tiden hele fællesalbum på stribe. Det er selvfølgelig en dejlig ting. Det eneste problem er, at mange af de her album og mixtapes oftest er produktet af intense, spontane sessions og derfor tit føles mere som øvesessions end gennemarbejdede projekter.
Netop Future har brugt formen en del med blandede resultater. Thug-samarbejdet ’Super Slimey’ fik på ingen måde det optimale ud af trapmusikkens to vigtigste stilister, men hans ’What a Time To Be Alive’ med Drake fra 2015 var en ret stærk magtdemonstration, der dog ikke er et hovedværk i nogen af de to rapperes bagkataloger.
Nu har han rekrutteret emorap-kronprinsen Juice WRLD til fællesudgivelsen ’WRLD On Drugs’, hvilket (som navnet mere end antyder) er en exceptionelt druggy omgang. Det burde man måske have set komme.
For det er jo netop Future, der har lagt fundamentet for nutidens fremmedgjorte, nærmest bedøvede narko-trap, hvor strippere, stoffer og musik kun eksisterer for at drukne baggrundsstøjen af desperation.
Juice WRLD har taget dén æstetik og gjort den både mere poppet og mere dramatisk. På hans store solohits ’Lucid Dreams’ og ’All Girls Are the Same’ er kærlighedssituationen klart mere i fokus end i Futures mere mudrede univers. Og på ‘WRLD On Drugs’ mødes de lidt på midten mellem medrivende emorap og fremmedgjort narkotrap.
Og det fungerer faktisk overraskende tit. For i modsætning til autopilot-udgivelsen med Young Thug følger Future oftere sine skævere og mest melodiske indskydelser sammen med den yngre rapper. Den kun 19-årige Juice WRLD har rusket op i 34-årige Future.
’Jet Lag’, ’Fine China’ og ’Realer N Realer’ er poppet, catchy trap, der er svær at modstå. Juice WRLD er i en ret genial omkvædsstime lige nu, og Future overlader ham tit at bære den del af sangen. Okay, Juice WRLD lyder pænt meget som Swae Lee fra Rae Sremmurd på ’Fine China’, og ’Hard Work Pays Off’ er en ret tydelig Post Malone-efterligning. Men omkvædene sidder stadig, selv om han låner hist og pist.
Der er samtidig en klar lillebror/storebror-dynamik i gang her, der er sjov at følge: Futures slidte stemme kontra Juice WRLD’s drengede vokal.
Og Future virker inspireret af den yngre rappers melodiske stil. De seneste år har han nogle gange virket lige drugget nok – her er det som om, han vågner lidt og husker, at auto-tunede melodier faktisk plejede at være hans styrke. Især sidste vers på ’Realer N Realer’ er noget af det mest umiddelbart fængslende sangrap, Future har præsteret siden de melodiske dage fra ’Honest’ og ’Pluto’-albummene.
Andre steder, som på ’Oxy’, pitcher han sin vokal til helt skøre højder – ligesom på ’Black Panther’-sangen ’King’s Dead’. Og den minimalistiske ’Red Bentley’ med gæsterapperen Young Thug er rendyrket trap: Her kan ingen slå Future. Faktisk lyder Juice WRLD endda lidt på udebane, når lyden bliver helt grov.
Det er nok albummets største problem: Juice WRLD lyder nogle gange, som om han prøver at leve op til Future-idealet. Og det er lidt et problem, når en rapper, hvis stærkeste sange er kommet ud af sårbarhed, pludselig skal spille hård.
Det er heller ikke alle ideer der fungerer. Titelnummerets storladne, ret poppede følelsesudbrud er en spændende tanke: En slags all-in på narkotiserede følelser. Men det fungerer bare ikke som sang. Patosbægeret flyder over, og det store »World on drugs!«-omkvæd bliver en parodi på sig selv.
Det er altså et ujævnt album med en række højdepunkter, og det gør ‘WRLD On Drugs’ til et ret typisk eksempel på nutidens spontane fællesalbum.
Her er en del mere inspiration end på Quavo og Travis Scotts ‘Jack Huncho, Huncho Jack’ og flere stærke sange end på Future og Young Thugs ‘Super Slimey’. Men der mangler den helt gennemførte vision, som man eksempelvis kunne høre på nutidens mest hypede trap-album, ‘Drip Harder’ af Lil Baby og Gunna.
De gennemførte udgivelser er stadig undtagelsen i hiphoppens nye samarbejds-boom. Det gælder også for ‘WRLD On Drugs’.
Kort sagt:
Fællesprojektet mellem emorap-stjerneskuddet Juice WRLD og Atlantas trap-fyrste Future er et typisk eksempel på de spontane fællesalbum, vi ser så mange af på hiphopscenen for tiden. Der er en række stærke ideer, og kemien mellem de to rappere er god. Future indtager storebrorrollen og Juice WRLD står for en række stærke omkvæd. Men i sidste ende er det stadig en sløset udgivelse, der tydeligvis ikke er gennemarbejdet, men mere en slags spontant tidsbillede.
Læs interview: Juice WRLD skal løfte emorap-arven fra Lil Peep og XXXTentacion