Chinahs radikale skift er det perfekte træk

Chinahs radikale skift er det perfekte træk
Chinah.
Foto: Kavian Borhani/Soundvenue
Chinahs radikale skift er det perfekte træk - Anyone
5 6
Chinah
'Anyone'

Album, No3

Hvis du har hørt singlerne fra ‘Anyone’, har du sikkert godt kunne fornemme, at Chinah har sadlet om siden ep’erne ‘Once the Lights Are On’ (2016) og ‘Hints’ (2017).

Den melodiske og ret så radiovenlige lyd, bandet slog sig op på for et par år tilbage, er i løbet af 2018 blevet erstattet af en langt mere rå, smadret og lidt dystopisk lyd på singlerne ‘Yeah Right’, ‘Strange Is Better’ og ‘Real Thing?’, og med debutalbummet ‘Anyone’ slår Chinah for alvor fast, at piben har fået en anden lyd. En voldsom, smuk, kompromisløs, ’vi-styrer-direkte-mod-afgrunden’-agtig lyd, der på forunderlig vis formår at være smuk og ubehagelig på samme tid.

Forsanger Fine Glindvads ned-pitchede stemme er lige dele dragende og uhyggelig på sange som ‘Strange is Better’, ‘Drown Me’ og ikke mindst ‘Yeah Right’, hvor sangen modulerer et ordentligt dyk nedad i versene – dog med hendes luftige, henslængte klang intakt. Den lidt ulmende, dystre stemning, som man møder i Glindvads vokal, går igen på hele albummet, men optræder i mange forklædninger; i skrøbeligheden på ‘Simple’, i det eksplosive kaos på ‘Adrenaline’, i det sære klaver i ‘Monster-Sirens’ og ikke mindst i den urolige stemning på den synthdrevne ‘Drown Me’.

Det er virkelig bemærkelsesværdigt, hvordan det er lykkes Fine og de to gange Simon at få en stemning til at binde albummet sammen. På de to foregående ep’erne var det især den synthede, tunge poplyd, der forbandt de flotte, dog ensklingende sange, men på ‘Anyone’ er numrene virkelig alsidige og forskellige. I stedet er det den dragende uhygge, der former albummet og skaber samling på de 12 sange.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

Selv om Chinah albumdebuterer med et ret anderledes udtryk, end det de havde på deres ep’er, er det dog stadig de tunge beats, smukke akkordprogressioner og de grandiose synths, der er primus motor for trioen. På albumlukkeren ‘Nowhere’ mærker man stadig glimt af det Chinah, man kendte i forvejen, og her er tale om en virkelig smuk popsang med elegante synthbas-melodier og et stramt trommebeat.

Albummet rummer mange andre smukke momenter som den nedtonede ‘Simple’ og den drivende, drømmende ‘Everything is New’, men de største overraskelser finder man på sange som ‘Give Me Life’, der lyder som en vild blanding af Smerz og Missy Elliotts ‘Get Your Freak On’, og ‘Adrenaline’, der med høje sirener og smadrede trommer cementerer, at Chinah er færdige med at være polerede.

At kaste sig ud i et så radikalt skift virker som det perfekte træk fra Chinahs side. For deres musik var muligvis ved at opnå en lidt for sikker status som blåtonet, eftertænksom, lidt ufarlig og ekstremt vellydende pop, der var ligeså skrøbelig og fin som bandets navn. Porcelænsbutikken bliver virkelig slået i stykker på ‘Anyone’, og det næsten monstrøse udtryk, man møder på flere numre, genopfinder næsten bandets identitet på ny.

Det bliver virkelig interessant at opleve trioen live i fremtiden. For med ‘Anyone’ er de for alvor trådt ud af rollen som bandet, der var den perfekte baggrundsmusik til følsomme stunder og rødvinsaftener. Det voldsomme har fået plads, og Chinah har fået en ekspressiv, eksplosiv lyd, der er skabt til at brage ud af enorme højtalere til koncerter.


Kort sagt:
Med debutalbummet ‘Anyone’ introducerer Chinah et nyt lydunivers, der er voldsomt, flot, kompromisløst, og som på forunderlig vis formår at være smukt og lidt ubehageligt på samme tid.

Læs interview: Chinahs nye album knuser deres polerede popskal: »Der må gerne være nogen, der hader det«

Advertisement