»Du har været besat af mig i årevis«: Her er de vildeste beefs fra musikåret 2023

Hvad elsker musikere mere end udsolgte koncerter og topplaceringer på hitlister? Drama.
»Du har været besat af mig i årevis«: Her er de vildeste beefs fra musikåret 2023
Matty Healy fra The 1975. (Foto: Michael Hickey/Getty Images)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Matty Healy vs. Ice Spice

Matty Healy var musikkens nye enfant terrible i år. Han skabte konstant kaos.

Nok den største shitstorm opstod, efter Healy medvirkede i podcasten ‘The Adam Friedland Show’, hvor musikeren og de to værter diskuterede Ice Spices etnicitet, og gjorde grin med forskellige accenter på nedladende vis.

Det skabte en masse modvind – også for Taylor Swift, der datede den kontroversielle musiker.

Forbindelsen til Healy var ikke et godt look for verdens største popstjerne. Så i stedet droppede Taylor Swift ham og kørte damage control ved at hænge ud med Ice Spice.

Matty Healy har siden undskyldt over for rapperen, og fejden lød endegyldigt til at være løst, da Ice Spice i septembers udtalte: »Vi er good«.

Lizzo. (Foto: NDZ/Star Max/GC Images)

Lizzo vs. sine dansere (og Tessa)

Det er lidt paradoksalt: En hyldet kropspositivistisk kunstner bliver anklaget for at kropsudskamme.

Lizzo blev sagsøgt af tre dansere for at skabe et giftigt arbejdsmiljø, sexchikane og for at udskamme dem på grund af deres vægt.

Siden er flere nye personer stødt til med anklager, men Lizzo har konsekvent afvist anklagerne og truer med at sagsøge tilbage.

Konflikten har splittet folk, for hvad skal man synes? Skal man være Lizzo-støtte som Beyoncé, der bakkede hende op med et »jeg elsker dig«?

Eller skal man være kritiker som vores egen Tessa, der sendte en stikpille til Lizzo på årets Smukfest?

Scooter Braun. (Foto: Michael Tran/Getty Images)

Scooter Braun vs. Ariana Grande, Demi Lovato m.fl.

Har du nogensinde undret dig over, hvorfor Taylor Swift har begivet sig ud i den monstrøse opgave at indspille al sin tidlige musik påny?

Meget skyldes én person: Scooter Braun. Han er forretningsmand og manager for en række musikstjerner. Og for nogle år siden købte og videresolgte han rettighederne til hele Swifts bagkatalog uden hendes samtykke.

Men i år havde Taylor Swift endelig grund til at glæde sig. For hendes ærkefjendes musikimperie led et nederlag, da flere store artister droppede deres samarbejde med ham.

Ariana Grande, Demi Lovato, Carly Rae Jepsen og J Balvin vendte ryggen til Scooter Braun. Rygterne går på, at Justin Bieber også er på vej ud. Mon ikke Swift sidder et sted og smiler.

Kanye West vs. et italiensk bådudlejningsfirma

Hvad skal man overhovedet tænke, når man ser Kanye West sidde i bar røv på en vandtaxa i en venetiansk kanal, mens han efter alt at dømme får et blowjob?

Skal man være skuffet? Skal man være underholdt? Skal man være forarget?

Bådudlejningsfirmaet Venezia Turismo Motoscafi, der driver den pågældende vandtaxa, valgte sidstnævnte. De »tog afstand fra sådanne opførsler«, og bandlyste Ye og hans numse fra deres bådture.

Det endte faktisk også med, at Kanyes bar-røv-episode blev efterforsket af det italienske politi, der lokaliserede vandtaxaens bådfører, og afhørte ham om, hvad han havde set.

Christina Aguilera på Smukfest 2023. (Foto: Mathias Bak Larsen/Soundvenue)

Smukfest vs. Ekstra Bladet

»Nej, tak», lød det fra Smukfest i en pressemedelelse tidligere på året.

Festivalen ville ikke længere tolerere »objektgørende, tarvelige kommentarer relateret til kunstnernes alder, seksualitet, køn og udseende« fra anmeldere, og festivalen udpegede specifikt Ekstra Bladet for at kalde Christina Aguilera en »skrigeskinke« i deres optaktsdækning af årets Smukfest.

Ikke alle var glade for initiativet. Især én udtalelse fra talsmand Søren Eskildsen om, at de overvejede at inddrage mediers presseakkrediteringer som sanktion, blev af både anmeldere og eksperter tolket som en måde at give musikkritikken mundkurv på.

Ekstra Bladet endte dog med at besøge Smukfest – og kvitterede med at kalde Aguilera for »skrigeskinke« igen.

Doja Cat vs. sine egne fans

Ikke nok med at Doja Cat klippede sig skaldet og skiftede r’n’b’ ud med rap, musikeren gik også nødesløst i kødet på sine egne fans i år.

Først skrev hun på X, at hendes seneste to album blot var udgivet for pengenes skyld, og at folk var »faldet for det«. Derefter latterliggjorde hun sin fanskares kaldenavn, kittenz, og bad dem om at »få et job«.

Reaktionen var hård, Doja Cat mistede op mod en halv million Instagram-følgere. Men spurgte man musikeren, hvad hun selv syntes om det, var hendes svar simpelt: »Jeg føler mig fri«.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lana Del Rey vs. en kristen influencer

Lever vi i 1600-tallet? Nope, men det stoppede ikke en kristen influencer i at anklage Lana Del Rey for hekseri.

Instagram-personligheden Traci Coston analyserede en video af en publikumsmængde, der ud af det blå faldt til jorden under en Lana Del Rey-koncert. Og hun kom frem til, at det var, fordi sangeren var en heks.

»Please, giv dit liv til Jesus. Og for Guds skyld, lad være med at tage til disse koncerter«, lød det i en video over lyden af et spooky klokkespil.

Hun lærte dog, at Lana Del Rey ikke er en, man bare lige lægger sig ud med. »Bitch, jeg kender Bibelen vers for vers bedre, end du gør«, lød det i et modsvar.

Artister vs. koncertgængere

Året har budt på bekymrende mange episoder, hvor koncertgængere har kastet ting efter musikere.

Som da Harry Styles fik en pose slik kastet lige i øjet, og havde svært ved at åbne det resten af sin koncert. Eller da popsangeren Bebe Rexha fik en mobiltelefon i ansigtet, og måtte sys efterfølgende. Det har ikke været kønt at se.

Cardi B valgte at svare igen, da hun kylede sin mikrofon efter en tilskuer, efter vedkommende kastede en drink mod hende.

Cardi B vs. Nicki Minaj – via deres ægtemænd

Den gamle stridsøkse mellem Cardi B og Nicki Minaj blev gravet op igen, men det viste sig bare, at konflikten var muteret over i en slags proxy-beef mellem de to rapperes ægtemænd.

Cardi B’s (nu tidligere) mand, Offset, gjorde grin med en bekendt af Kenneth Petty, Nicki Minajs mand. Inden man vidste af det, var Petty og hans hold taget til gaderne i New York for at finde et hotel, som Offset og Cardi B angiveligt overnattede på.

»Offset, hvor er du henne?«, spurgte Petty i et klip. »Jeg er på vej ud af et privatfly«, svarede Offset kækt i en anden video.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Drake vs. Joe Budden

Åh, ja, årets Drake-beef. Den canadiske stjernerapper har efterhånden været i konflikt med alle fra rap-kollegaen Pusha T til musikanmelderen Anthony Fantano.

I år var turen kommet til radioværter. Først beefede han med Charlamagne Tha God, som han mente har været »besat af ham i årevis«. Dernæst beefede han med Joe Budden, der ikke var fan af Drakes seneste album, ‘For All the Dogs’.

I et afsnit af ‘The Joe Budden Podcast’ kritiserede Budden Drake for at »rappe til børnene« og opfordrede ham til at »stoppe med at knalde de her 25-årige«.

Men Drake er en erfaren disser, så han gravede op i Buddens egen tid som rapper: »De rapsange, du skrev, fik 450 mænd til at dukke op til dine koncerter i forældede Enyce-jeans for at være helt væk til ‘Mood Muzik 29’ og lade som om, du er the goat«.

Av.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af