’Taylor Tomlinson: Have It All’: Når Netflix-aktuel komiker er bedst, føler man sig klædt af til skindet
I bedste teenagerockstjerne stil indtager Taylor Tomlinson scenen til Peaches’ ’Boys Wanna Be Her’ ved at blive kørt op fra gulvet. Men derefter punkterer hun prompte den storslåede sceneindtræden ved at sammenligne sig selv med en Jonas Brother, mens hun vedkender, at den fjollede idé var hendes egen.
’Have It All’s er Tomlinsons tredje og største Netflix-special. Og sidste måned havde hun sin værtsdebut som arvtager på CBS’ gameshow ’After Midnight’.
Det peaker på karrierefronten for Tomlinson. Men ligesom for en anden Miss Taylor er det ikke livet som megastjerne, som vi bliver draget af. Det handler om det, vi kan relatere os til: alderskriser, præstationsangst, hjertesorger og venskaber, der kurerer dem.
Det første forsøg på at besvare det nagende spørgsmål om, hvorvidt man kan have det hele, tager os tilbage til folkeskolen, hvor Tomlinson får en veninde, der er kvik, smuk og har personlighed. Noget hun ikke tænkte var muligt, for i hendes øjne havde man enten udseendet eller personligheden. Og i det moment mistede hun troen på gud.
Hun understreger, hvordan vores kultur er besat af at vise, hvor frygteligt et liv Marilyn Monroe havde. Så kan vi helt almindelige dødelige mennesker nemlig sidde og være lidt selvtilfredse og sige: »Ja, pyha. Der er ingen, der kan have det hele jo«.
Den falske dikotomi, der ligger i sondringen ’personlighed eller udseende’, minder om en aktuel dansk folkestemning, hvor skadefryden over afsløringer af menneskers fejlbarlighed ingen ende vil tage.
At være fejlbarlig er Tomlinsons levebrød. Hun er mest elskværdig, når hun deler erfaringer med at tage på skadestuen, fordi hun er overbevist om, at hun har slugt sin AirPod. Hun er skarpest, når hun tillader sig selv at levere stilfærdige punchlines uden at pille dem ned igen, hvilket hun på ærgerlig vis gør af flere omgange.
I ’Have It All’ undersøges den spændende (og til tider udfordrende) overgang fra 20’erne til 30’erne. Tomlinson behandler sit forhold til sine gifte venner, single venner, familie eller sin terapeut, og det er, når hun går planken ud og tør være dyster, at hun fremstår mest som en superstjerne.
Mindeværdig er den del af showet, hvor Tomlinson forklarer, hvordan hun vil gå grimme vidder i sin søgen efter at få besvaret, om hun er sin terapeuts yndlingsklient. Det føles grumt og lækkert på samme tid at få adgang til Tomlinsons tvangstanker.
Jeg fik samme følelse af at være nøgen, som når jeg har set ’Big Mouth’. Og komikeren John Mulaney, der lægger stemme til den onanielskende Andrew Glouberman i Netflix’ animationsserie, er uden tvivl også en tydelig inspiration for Tomlinson.
Både Tomlinson og Mulaney formår at virkeliggøre følelsen af at gå i skole uden bukser på. Blot står vi her alle uden bukser på, pinlige og menneskelige.
’Have It All’ er Tomlinsons bredest favnende special. Der er skruet op for voksne karriereovervejelser og ned for den eksistentielle angst. Derudover er der en drønirriterende sekvens, hvor hun beder publikum om mærkelige råd til at kurere søvnløshed. Her bliver det for hastigt, for quirky og forfaldende til den stride 2010’er-meme-humor.
Kort sagt:
I sit tredje og største Netflix-show er Taylor Tomlinson bedst, når hun deler generøst ud af sine intime tvangstanker, så man selv føler sig klædt af til skindet.