1. ‘The White Lotus’ sæson 3
Det mest konsekvente ved tredje sæson af HBO-hittet var alt det, der ikke var: Ingen klassisk titelsang og i stedet en mere bedøvet fullmoon party-vibe.
Men de manglende jungletrommer skulle vise sig at blive det mindste problem.
Værre stod det til med Parker Poseys mareridtsvisioner om en »tsuunaaami«, der ebbede ud i uforløst spænding.
For ikke at nævne den feje slutning på Ratliff-brødrenes incest-historie, konsekvenserne af daddy Ratliffs pengesvindel, det afværgede proteinshake-drab og »Piper nooo«s beslutning om at droppe sit år med den buddhistiske guru. »Your sister has no thesis«, skreg sydstatsmoren, mens vi vrantne gik rundt og tænkte, at ‘The White Lotus’ også skulle have haft strammet sin problemformulering.
Vi fik vores skudregn henover luksuspoolen til sidst, men det meste af tiden gik med Midaldrende Mænd Stirrer Tomt Ud I Luften-handling.
Skaberen Mike White mente, at kritikerne var utaknemmelige modtagere af hans dramaturgiske edging. Hvilket man altså ikke kan komme og sige bagefter, når man har lovet folk »længere, større, vildere«.
Undskyld os, at vi håbede, at en af de mest rowdy serieskabere på markedet ville tage røven på os.
2. ’Alien: Earth’
Man mærkede til at begynde med en vis sitrende glæde i mødet med Noah Hawleys ventede take på den klassiske rumuhyre-historie. Hawley har trods alt leveret tårnhøj kvalitet med ’Fargo’-serien og X-Men-spinoffen ’Legion’, så om nogen ville han formå at puste nyt liv i den ellers hårdt mærkede franchise.
Første afsnit lovede da også noget af den visuelle panage og pirrende storytelling, som Hawley er så dygtig til, men ret hurtigt gik det op for de fleste, at serien også bare var … kedelig.
Man var ikke i tvivl om, at Hawley kan sin ’Alien’-lore – og generelt sin sci-fi – til fingerspidserne med historien om, hvordan de blodtørstige xenomorphs kommer til Jorden med et forulykket rumskib, mens den onde Weyland-Yutani-virksomhed eksperimenterer med at skabe evigt liv.
Men det var alligevel mærkværdigt, hvor meget mere serien havde tilfælles med ’Blade Runner’ end med ’Alien’, og selve rumhorror-delen føltes nærmest som et akavet appendiks til det virkelige ærinde, som så bare heller ikke var mere spændende end som så.
Hypen omkring ’Alien: Earth’ forsvandt som dug for solen, som afsnittene skred frem. Vil man have good shit fra Weyland-Yutani-verse, skal man hellere se den forrygende ‘Predator Badlands’.
3. ’Monster: The Ed Gein Story’
I løbet af første afsnit af tredje ombæring af ’Monster: The Ed Gein Story’ ser vi den ækle titelmorder lure på teenagepiger, kvælningsonanere på en skammel i dameundertøj, savle over nazi-porno, hallucinere et møde med den famøse nazist Ilse Koch, dræbe sin bror, brænde laden ned, dræbe sin mor, begrave sin mor OG grave hendes lig op igen for at kneppe det.
Does that sound like fun to you?, som Lily Allen synger det i sangen ’Dallas Major’. Nej vel? It sounds pisseulækkert.
Men takket være Netflix-massernes kollektive tørst efter slibrig true crime er det næppe det sidste, vi har set til Ryan Murphys efterhånden meningsløse lommepsykologiske portrætter af sindssyge mordere spillet af virkelig lækre Hollywood-stjerner, der lyder, som om de går rundt med helium i en lommelærke.
Der skal være plads til at udforske ondskaben på kreativ vis, som Murphy før har leget med i den foregående sæson om Menendez-brødrene, som udover at udklække en beklagelig ny fanskare for morderne i det mindste var mere vellykket.
Denne gang var det noget nær umuligt at få øje på pointen med at skulle slæbes gennem et yassified portræt af Ed Gein. Den engang progressive og provokerende serieskaber bag fænomener som ’Pose’ og ’American Crime Story’ har opøvet en fuck jer-attitude a la ’Game of Thrones’ Geoffrey Lannister, og projekterne er efterhånden lige så umulige at holde af som den psykopatiske barnekonge.
Det vildeste var selvfølgelig, at det ikke engang endte med at blive det værste, Ryan Murphy bidragede med til verden i år. Mere om det senere.
4. ’The Last of Us’ sæson 2
Første sæson af den melankolske, rørende og queer svampezombieserie ’The Last of Us’ gav indtryk af at være et af de moderne stykker seriekunst, der havde fattet, hvordan man skruer noget ægte eminent sammen. Det kunne vel for helvede ikke gå galt i sæson to?
Men det, der mødte os i foråret, kan jeg bedst beskrive med uforglemmelige ord, jeg læste i en Yelp-anmeldelse af en diner i Brooklyn engang i 2016: »Jeg skulle have vidst bedre end at have forventninger, for så bliver man bare skuffet«.
Det var ikke, fordi sæson to var decideret elendig eller uden rørende højdepunkter. ‘The Last of Us’ del to startede faktisk nogenlunde. Det var bare meget sigende, at den ellers kun syv afsnit lange sæson føltes cirka dobbelt så lang som den første.
Det var svært ikke at sige, at ‘The Last of Us’-gejsten døde med Pedro Pascal … i afsnit tre. For herefter blev det virkelig svært at mønstre samme begejstring for Ellie og hendes både latterlige, dumme og vildt irriterende hævntogt, wack guitarspil såvel som påklistrede forhold til den ellers ret skønne Dina.
Holdt vi virkelig mest med den kedelige goodguy-cowboy Jesse af mangel på bedre? Er jeg et dårligt menneske, fordi jeg var ekstremt uinvesteret i Dina og Ellies gigakliché af en kommende baby ved verdens ende?
»En blandet landhandel af det fabelagtige og det kedelige«, lød den præcise dom fra Soundvenues Mikkel Medom. Hvilket på ingen måde er tilfredsstillende for en serie af ’The Last of Us’s kaliber.
Som det sidste chok, forlod spillets skaber Neil Druckmann processen pludseligt forud for sæson tre. Og med de indre linjer i uro er det svært helt at håbe, at tredje sæson vender tilbage til etterens højder.
5. ’Black Mirror’ sæson 7
Man håber jo hver gang, at Charlie Brooker og Annabel Jones når tidligere tiders højder, når en ny ’Black Mirror’-sæson annonceres. Men efterhånden må vi måske bare vænne os til, at den techdystopiske serie har toppet for længst, måske fordi Brooker & co. bare er løbet tør for spændende ideer, måske fordi den teknologiske virkelighed efterhånden er mere skræmmende end de scenarier, der udtænkes i dette sorte Netflix-spejl.
Selv de bedste af afsnittene i sæson 7 mindede om noget, vi havde set før, som i ’Common People’, hvor et menneske holdes i live gennem et abonnement, og ’Eulogy’, hvor en ensom mand rejser ind i gamle fotografier.
’USS Callister’-opfølgeren havde heller ikke rigtigt nye tanker at bringe til fadet, og ’Bandersnatch’-spinoffen ’Plaything’ strandede i ingenting.
Det virker ikke til, at ’Black Mirror’ har tænkt sig at stoppe foreløbigt, men man ser efterhånden med nostalgi tilbage på den tid, hvor de første afsnit landede på Channel 4 med tre omhyggeligt udførte afsnit per sæson. Nu synes serien at være blevet opslugt af den Netflix-maskine og de markedsmekanismer, den så ofte kritiserer.
6. ’It: Welcome to Derry’
Vi var nogle, der allerede var klar til at stå af efter det første kvarter af den ellers så ventede ‘It: Welcome to Derry’, hvor en ensom dreng ender i en stationcar med en ulækker spøgelsesfamilie og overværer rædselsfødslen af en flyvende djævlebaby.
Det fede ved Stephen King-klassikeren ’It’ er mystikken, der opstår omkring den ikoniske dræberklovn Pennywise, og hvordan det påvirker en hel bys børn. Den konstante frygt han spreder i Derry, fordi han kan dukke op hvor som helst. Som om de små selv fremkalder ham ved at være bange.
Der var ikke meget mystik over at starte med en rablende klovnebus af levende døde, der senere fortsatte i samme parade af mærkelige pickle-monstre.
På papiret var der bestemt potentiale i at udvide Kings murstensroman til et serieunivers. For vi vil jo egentlig alle sammen gerne vide, hvordan det kan være, at den forbandede ondskab, der hjemsøger den amerikanske lilleputby, endte med at materialisere sig i en mareridtsklovn?
Det var ’It: Welcome to Derry’ desværre bare ikke i stand til at give et interessant svar på.
7. ’All’s Fair’
Havde vi forventet, at Kim Kardashian ville springe ud som et uforudset skuespiltalent i en Ryan Murphy-serie? Nok ikke.
Men hvor lidt overbevisende kendissen alligevel var i en rolle, der lå så forholdsvis tæt op af hendes egen personlighed, var alligevel ret imponerende.
‘All’s Fair’ følger en gruppe chikanerede kvindelige advokaters kamp for retfærdighed med deres eget firma. Og Kim Kardashian, der i de seneste år har uddannet sig til advokat, har også været juridisk konsulent på serien, som udover at få en imponerende elendig modtagelse også blot var en af de ting, Kim Kardashian dumpede i år.
Kort efter bestod hun nemlig ikke sin prøve som advokatfuldmægtig …
Hvad skal man også med en skuespilkarriere, når man er så god til at designe g-strenge med indbygget kønsbehåring og Hannibal Lecter-lignende masker mod dobbelthager i virkeligheden?
Hvis man synes, Skims-opfindelserne lyder meningsløse, bliver det svært at forstå, at ‘All’s Fair’ faktisk er endnu værre. Men den første sigende replik i serien er helt seriøst »oh my god, I can’t believe that just happened«.
»De er ligeglade, de tager ikke skilsmisseret eller kvinder seriøst«, lød det også fra Skims-milliardæren i serien. Men det gjorde ‘All’s fair’ desværre heller ikke.
Mens nogle internationale anmeldere valgte at kvittere med nul stjerner, sneg vores sig op på en enkelt gavmild én til det »24-karats privilegieblinde klamphuggeri«.
8. ’And Just Like That’ sæson 3
Hvor skal man overhovedet begynde?
Måske med the cancellation of Richard Burton, som er Charlottes hund?
Der var så absurd mange latterlige plotspor på spil i tredje ombæring af ’And Just Like That’, at det ville være endnu mere spild af alles tid at gentage dem for jer.
Lad os i stedet starte med den fejeste beslutning af dem alle. At hive Aidan Shaw ind i manegen igen blot for at begå karaktermord på ham for noget nær tredje gang i seriens historie. Pludselig var den forstående møbelsnedker på et splitsekund forvandlet til en følelsesmæssigt utilgængelig, utro, vanvittigt irriterende bonderøv og bad texter.
Før vi kunne få lov til at vinke farvel til manden, som serien aldrig nogensinde har syntes, Carrie skulle ende med, fik vi lige lov at tilbringe noget tid i et VR-spillerum med hans fucking irriterende børn. Det var dog ikke helt så kedeligt som at høre Carrie skrive sin elendige roman om »the woman«, der af uransagelige årsager begejstrede hendes britiske biografistunderbo.
I hvert fald nok til at knalde the woman i kød og blod til sidst.
Som altid var ‘And Just Like That’-sætningen også afslørende for den evige russiske roulette af ‘gad vide hvilken bikarakterers bikarakter, der får voldsomme mængder skærmtid i denne uge’.
Hvem kan glemme de mange musicalnumre opført af LTW’s søn? Den sure tutor til Charlottes datter? Charlottes FaceTime-clairvoyant? Anthonys hotte unge italienske digterkærestes vanvittige mor (Patti LuPone!)? Mødet med Mirandas søn Bradys gravide engangsknalds venner? Begravelsen for LTWs far, der døde for anden gang i serien? Ikke mig. Desværre.
Den sidste ’And Just Like That’-sæson startede dårligt. Så blev det en lille smule bedre. Til sidst kulminerede den med lort over det hele.