Mew

Ingen over og ingen ved siden af. Og ingen under, for den sags skyld. Mew eksisterer – til stadighed – i en sfære for sig.

Fra de flaksende og forkvaklede guitar-modhager på den fabelagtige ‘Introducing Palace Players’ til ‘Hawaii’s blide mandskor og calypso-rytmer manifesterer  Mew sig som bandet, der umærkeligt rummer modsatrettede udtryk indenfor det, der med lidt god vilje kan kaldes pop.

 

I et nummer som ‘Cartoons and Macramé Wounds’ er Mew sådan set med på, at en sang skal have en start, klimaks og afslutning. Spændingskurven er bare ikke helt givet på forhånd, når gruppen her omkalkerer de mest vante popskabeloner og sang-dramaturgier. Mestereksemplet er ‘Sometimes Life Isn’t Easy’, en flere-i-én-sang hvor Jonas Bjerre i anslaget næsten (men også kun næsten) utåleligt og urkomisk skaber sig som en hystade over en prætentiøs saxofon, indtil sangen glider fra kakofoni til harmoni i kraft af de mest ukomplicerede guitar-bidder, Bo Madsen har spillet i sit liv, og bandets måske mest åbenbart appellerende omkvæd ever.

 

Spændvidden er stor på ‘No More Stories…’. Men Mew sætter sig aldrig mellem to stole, de bygger i endnu højere grad end tidligere fornemt bro mellem abstrakt eksperimentlyst og fast forankrede melodier. Resultatet er, at man ikke bliver træt af albummet, der er knapt så buldrende og formørket svulstigt som forgængeren og nok rummer færre oplagte hits.  Men det er ikke en svaghed i mine ører: Mew har lavet deres mest varierede og fuldendte plade til dato.