’The Art Life’: David Lynch er mere mand end myte i portrætfilm for viderekomne
En større myte end David Lynch findes næppe blandt nulevende filmmagere.
Det har dels at gøre med hans egen sælsomme, alienagtige fremtoning, men først og fremmest skyldes det hans film, der er så fremmedartede og foruroligende fascinerende i deres drømmeagtige billedsymbolik og nonsens-narrativer, at de har afledt deres eget adjektiv: Det lynchske.
Hvad dette flydende begreb dækker over, er svært at forklare, og derfor gøres der klogeligt ingen forsøg herpå i den halvdanske portrætfilm ’The Art Life’, som snarere er et forsøg på at afmystificere end at afkode den ikoniske filmskaber.
Efter alt at dømme er Lynch nemlig ikke blot en af de mest mytiske skikkelser inden for sit fag, men også en af de mest misforståede.
Det er en nærliggende freudiansk følgeslutning for os jordiske, at en mand, hvis kunst er så hjemsøgt af dæmoni og perversioner, også selv må rumme et afgrundsdybt mørke inde i sig. Et ulmende id, som samfundets sæder kun akkurat holder i skak. Som Lynchs far erklærer, efter at hans søn har vist ham sin gyserfilmsagtige kælder fyldt med spindelvæv, fordærvet frugt og døde fugle:
»Dave, jeg tror ikke, du nogensinde bør få børn«.
Men David Lynch fremstår ikke som en ulv i fåreklæder i dette intime portræt, hvor han er mere mand end myte. En mand fuld af varme, kærlighed, taknemmelighed og beskedenhed, som tilfældigvis bare mærker verden på en måde, som er meget få forundt.
I denne sensibilitet ligger kimen til hans kunst, men at det også kan være ensomt at se verden på en måde, som de færreste, mindst af alt Lynchs egen familie, forstår, bliver efterhånden klart. I en af flere fascinerende anekdoter fortæller Lynch om de to uger, hvor han kun rejste sig fra sin stol for at spise eller tisse, imens han lyttede til en transistorradio, indtil batterierne døde. »Der er altid en nervøsitet forbundet med at gå ud«, siger han.
David Lynch er kendt for sin notorisk luftige måde at udtrykke sig på, men han er mere klar og konkret i mælet end tidligere set, når han fortæller små, fragmentariske historier fra barn- og ungdommen med et diskret, lidt forblommet lyddesign som akkompagnement.
Og det er stort set, hvad filmen, der er lige så meget videoinstallation som dokumentarfilm, består af. David Lynch, der snakker i halvanden time, som regel afkoblet fra den suggestive billedside, som viser David Lynch, der ryger smøger. David Lynch, der leger med sin nuttede yngste datter. David Lynch, der laver kunst – og så en række gamle hjemmeoptagelser og en masse tableauer af Lynchs groteske malerier, som byder portrætteringen af den milde, vennesæle ældre mand trods.
Anekdoterne er interessante uden ligefrem at være øjenåbnende, og tilsammen former de som små penselstrøg det mindst abstrakte billede endnu malet af mennesket David Lynch og de oplevelser og erfaringer, som har formgivet hans kunst.
Eksempelvis ved vi nu, at det uafrystelige billede af en nøgen og forslået Isabella Rossellini i ’Blue Velvet’ – et motiv, som siden er gået igen i blandt andet ’Twin Peaks’ – stammer fra en helt konkret oplevelse, Lynch havde som dreng.
I øvrigt skal man dog ikke forvente at få meget nyt at vide om Lynchs film. ’The Art Life’ skildrer de formative år – fra barndommen i Missoula, Montana, hvor hans verden var to gader stor, over den første, stormfulde forelskelse i malerkunsten og til årene som kunststuderende i »underlige, ondskabsfulde« Philadelphia. Og den slutter, så snart filmkarrieren skal til at begynde.
Filmen henvender sig derfor primært til hardcore fans, som finder David Lynch så fascinerende, at de hellere end gerne vil høre ham fortælle historier fra sit liv i halvanden time uden ret meget til at binde historierne sammen. Og dem er der jo heldigvis en del af.
Kort sagt:
Man skal være stor David Lynch-fan for rigtigt at værdsætte den intime portrætfilm ’The Art Life’. Men hvem er ikke det?
Læs også: Få første glimt af Special Agent Dale Cooper anno 2017 i ny ‘Twin Peaks’-teaser