’Congo’: Vild historie om fængslede norske lejesoldater blegner i længden
I 2009 kom to nordmænd i en gevaldig klemme i Congo. Mistænkt for at have dræbt deres chauffør blev Joshua French og Tjostolv Moland anholdt og smidt i fængsel. Først otte år senere lykkedes det den norske stat at få French løsladt og sendt tilbage til hjemlandet. I mellemtiden var Moland blevet fundet død i deres celle.
Undervejs fyldte de dramatiske begivenheder naturligvis meget i især de norske nyhedsmedier, som forsøgte at finde hoved og hale i, hvordan de to mænd, der erklærede sig uskyldige, var endt med en død chauffør på forsædet midt i den østcongolesiske jungle. Flere norske bøger og et teaterstykke er allerede kommet ud om sagen, og nu også filmen ’Congo’, som inden premieren i hjemlandet sidste år skabte overskrifter på grund af interne stridigheder i produktionen.
Inden Moland døde i 2013, besøgte forfatter Nikolaj Frobenius i al hemmelighed mændene i fængslet for at researche til projektet og høre deres version af sagen. Samme Frobenius sprang imidlertid fra under manuskriptskrivningen, fordi han mente, at fremstillingen af de to norske ekssoldater var på vej i en ukritisk og heroisk klingende retning, har han fortalt til NRK.
For selvom de uden tvivl måtte udholde uhyrlige forhold i fængslet, og selvom de muligvis blev uskyldigt dømt for chaufførens død, var de efter alt at dømme ikke Guds bedste og lovlydigste børn. Om de overhovedet havde fortalt ham sandheden, var han heller ikke så sikker på.
Selvom den færdige film afviger fra Frobenius’ originale vision i en sådan grad, at han har fået sit navn fjernet fra den, forfalder den dog ikke ligefrem til en sukkersød heltefortælling. Fra start fremstår Joshua French nemlig som en forskruet person. Iført en turkis fangedragt forklarer han, at han er en »voldsmand«, men for ham er ordet positivt ladet. Han har et romantisk syn på vold og mener, at mennesket er skabt til at gå i krig.
Med sådan en åbningsmonolog fanger filmen med det samme éns opmærksomhed, og den fastholder grebet de følgende 20 minutter, mens French og Moland er på en lyssky mission for en ugandisk oprørsgruppe, der vil vælte den siddende præsident i Congo. Billederne er skarpe og kontrastfyldte, og en stærkt ildevarslende stemning forstærkes ved, at man jo godt ved, at de to mænd ender i saksen inden alt for længe.
Efter den lovende start går ’Congo’ dog lidt i stå. Det er selvfølgelig klart, at den trættende og retningsløse følelse ved det langvarige fængselsophold ikke skal oversættes til actionfyldte spilopper, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men med en spilletid, der passerer de to timer, kunne man nok godt have skåret noget fra.
De norske stjerner Aksel Hennie og Tobias Santelmann er ellers overbevisende, og især sidstnævnte stjæler showet i sit portræt af en mand, der langsomt mister forstanden i en mørk celle. Deres fine præstationer ændrer dog ikke på, at man keder sig i deres selskab. Udover filmens længde skyldes det nok også, at man aldrig når at føle sympati for hovedkaraktererne, der indtil fængslingen har ageret irriterende lejesoldater på afveje.
Når følelserne nu ikke vækkes synderligt, savner man, at filmen i stedet spiller mere på mændenes (u)troværdighed.
I en interessant scene ser man potentialet: French får besøg af en norsk advokat, der forsøger at få en tilståelse ud af ham, da det vil gøre hans hjemsendelse nemmere. Da Frenchs egen forklaring på den blodige hændelse ikke hænger sammen, kommer advokaten med forslag til, hvad han i stedet kan sige. Snart sidder de og forhandler en hypotetisk tilståelse, og man bliver lidt i tvivl om, hvorvidt noget af det måske passer, mens filmen på Errol Morris-manér rekonstruerer de forskellige udgaver af hændelsen.
Flere af den slags scener havde gjort ’Congo’ til et interessant tankespil. I sin nuværende form føles filmen dog en anelse unødvendig og uvedkommende, og det er vel næsten det værste, et autentisk drama kan være.
Kort sagt:
Trods flotte billeder og godt skuespil ender småkedelige ’Congo’ med at blegne noget i forhold til den vilde historie, filmen er baseret på.
Læs også: Er Hollywoods nye voldsmester en plat provokatør eller en genial genreauteur?