Tilbage til nutiden: Nøj, hvor jeg glæder mig til at tysse på dig i biografen

Biografsalene verden over ligger tomme hen, men hvilken type film vil møde os i mørket, når Hollywood atter slår dørene op efter krisen? For en gangs skyld kan historien ikke lære os noget, skriver Lise Ulrich.
Tilbage til nutiden: Nøj, hvor jeg glæder mig til at tysse på dig i biografen
Daniel Craig som James Bond.

Leo iført pyjamas hjemme i stuen instrueret af Nolan på en Skype-forbindelse, der hakker under vægten af millioner af Netflix Party-brugeres simultane overbelastning af nettet qua bingewatching af ’Love Is Blind’, mens Blanchett spiller Lady Macbeth live på Youtube.

Kan det blive Hollywoods fremtid, hvis den corona-inducerede lockdown strækker sig længere ud i fremtiden, end nogen af os tør tænke på?

I skrivende stund fosser milliarderne som bekendt ud af branchen, idet optagelser sættes på hold på ubestemt tid, al biografaktivitet er lukket ned, festivaler aflyses, superstjerner tester positive for covid-19, og spritnye titler sendes direkte på streaming.

Og uagtet at det lykkes animationsproduktioner som Netflix-serien ’Big Mouth’ at køre videre med virtuelle manuskriptgennemlæsninger – ifølge Netflix’ indholdsdirektør Ted Sarandos på CNN – står spillefilmen over for en af de største kriser, siden den spanske syge i 1918 fik Hollywood-studier og amerikanske biografer til at gå konkurs på stribe.

»Ikke flere film før influenzaen er ovre«, lød en overskrift i Times dengang.

Karantænekreativitet

Derfor skulle det også undre meget, om ikke adskillige producenter, forfattere og instruktører lige nu er i fuld feberhed gang med at stable alternative projekter på benene med kreativ skelen til eksempelvis iranske Jafar Panahis ’This Is Not A Film’ – optaget på iPhone, mens den systemkritiske instruktør sad i husarrest i hjemlandet – og Aneesh Chagantys thriller ’Searching’, hvori historien om en far, der forsøger at finde sin forsvundne datter, udelukkende udspiller sig igennem computer- og smartphone-skærme.

‘Searching’ fra 2018.

Inden vi stimler sammen til ’No Time To Die’ i november, vil vi således givetvis allerede have set en del eksempler på streamingtilgængelige ’corona-film’, hvis tematikker spejler pandemiens følgevirkninger af isolation, utryghed og konspirationsteorier.

Akkurat ligesom verdenskrigene, Vietnamkrigen og 9/11 projekterede samfundsrefleksive fortællinger på lærredet gennemsyret af alt fra patospatriotisme til sviende satire – afhængigt af ophavsfolkenes kunstneriske ståsteder.

Men hvilken slags film vil Hollywood byde os efter corona?

Den filmklassiske krise-cocktail

Ret firkantet sagt er voldsomme globale tragedier historisk set gerne blevet fulgt af den ene ud af to mulige filmgenrecocktails:

Musicalkomedier eller krigsfilm + horror.

Efter først børskrakket i 1929 og siden Anden Verdenskrig blændede drømmefabrikken op for Fred Astaires dansegulv, sing-a-long-eskapisme a la ’Singin’ in the Rain’ og Marilyn Monroe-divadyrkelse, mens Vietnam og 9/11 til gengæld mere eller mindre indirekte fostrede et væld af (anti)krigsfilm og afstumpet bodyhorror, der kunne give de sjælelige frustrationer frit løb, fra ’Apocalypse Now’ til ’Texas Chain Saw Massacre’, ’Hostel’ og ’The Hurt Locker’.

‘Singin’ in the Rain’ fra 1952.

Post-corona har jeg imidlertid lige så svært ved at se den klassiske musicalkomedie få en dominerende revival som motorsavsmassakrer.

Førstnævnte til dels fordi informationstidsalderen gør det vanskeligt for pastelfarvet, pacificerende eskapisme at lokke publikums øjne væk fra smartphonens nyhedsstrøm længe nok til at skabe en la la land-illusion om, at alt er a-okay, så længe musikken spiller – well, og fordi ’Cats’ gav os akut musicalallergi til at vare årtiet ud.

Sidstnævnte fordi vi efter smittefaren er drevet over, måske i højere grad vil få lyst til at løbe i vidt fremmede personers arme end væk fra dem, eftersom det, der mest effektivt vil blæse karantænekulleren bort, når lockdown letter, og faren er drevet helt og aldeles over, er det samme som biograferne vil hungre allermest efter:

At stuve så mange mennesker sammen som muligt, så hurtigt som muligt.

Indelukket i Imperial

Vi får brug for film, der fremmer genkendelsen og fællesskabsfølelsen i mørket, når vi i månedsvis har slået os til tåls med Netflix Party og filmaftener på Twitter.

Vi får brug for at flokkes for flokkens skyld. For at mærke den indelukkede luft i Imperial blive tyk af at dele noget, vi på forhånd ved smager sødest, når vi er sammen om det.

Det vil uden et gran af tvivl komme særligt franchiseprodukterne og hjertevarmefabrikken Pixar endnu mere til gode i det kommende år, og på den konto er nærliggende at satse på, at ’No Time To Die’ går hen og bliver en af 2020’ernes bedst indtjenende film overhovedet. Hvorvidt den så også kvalitetsmæssigt bliver hypen værd, er den historiske værdi underordnet.

Indtil for tre uger siden bankede mit eget filmhjerte ikke synderligt euforisk over hverken Bond, Disneys live-action ’Mulan’ eller Marvels ’Black Widow’, men for pokker, hvor jeg nu pludselig glæder mig som et lille barn til at gnaske popcorn i kor i salen til en hvilken som helst af dem. Til at høre sidemanden slubre sin cola lidt for højt og mærke møgungen bagved sparke i ryglænet.

Pixar-filmen ‘Soul’.

Senere får vi sikkert tonalt gritty, graverjournalistiskinspirerede Oliver Stone’ske og Steven Soderbergh’ske dramaer, der vil dykke ned i den politiske corona-mudderkastning mellem eksempelvis Washington og Beijing, backstage-kaosset i Det Hvide Hus og konsekvenserne af den økonomiske depression, der meget vel kan være på trapperne. Såvel som et par home alone-gys eller tre.

Men i modsætning til krig og Wall Street-fuskerier kan coronakrisen ikke helt så redeligt gøres op i skyttegravsfjendebilleder.

Superskurken er den samme for alle og savnet efter normalitet universelt, hvorfor man forsigtigt kunne håbe på noget så fuldstændigt ukarakteristisk uncool i det metasatiriske 21. århundrede som en bølge af – cue eyeroll – livsbekræftende, solidaritetsfremmende og grænsenedbrydende hverdagsfilm i blockbusterformat, fri for symbolsk zombiepest og regeringsparanoia, til at kæle for samfundssindet.

Virkeligheden har toppet fiktionen. Nu må fiktionen godt give os virkeligheden tilbage.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af