Menneskeheden har aldrig streamet så meget som i disse isolationstider, og heldigvis er der rigeligt med kvalitetsindhold at vælge imellem på de store amerikanske streamingtjenester.
Når man storfrekventerer Netflix, HBO, Apple og Amazon er risikoen dog samtidig, at den i forvejen tunge amerikanerdominans på dansk kultur udvikler sig til noget nær monopol. Samtidig har de mere arthouseorienterede film desværre en tendens til at drukne i det store mainstreamhav.
Derfor er det på sin plads at anbefale en række uudslettelige filmoplevelser fra andre hjørner af verden end Hollywood.
Og til dette formål kommer en relativt nyfødt streamingtjeneste som sendt fra himlen. Den hedder Grand Hjemmebio, er den københavnske biograf Grand Teatrets aflægger i onlineuniverset og står som den sidste bastion i den knopskydning af små streamingtjenester, der har fundet sted de seneste år, hvoraf Filmlounge desværre åndede ud, mens Filmperler blev lagt ind under Blockbuster.
For tiden er Grand Hjemmebio sammen med Filmstriben de bedste steder at søge hen, hvis ens interesse går i retning af den slags titler, der normalt (hold nu fast hvor vi savner ’normalt’!) kører i biografer som, well, Grand. Og søger man et velgørende motiv bag sine streamingvalg – eller at reducere sin dårlige samvittighed over bingekulturens betragtelige Co2-aftryk – kan man jo så glæde sig over, at man med sin filmleje støtter det danske og internationale arthousemiljø i en tid, hvor det har brug for al den støtte, det kan få.
Man kan dog også bare dykke ned i kataloget for sin egen vindings skyld, for det er virkelig et slaraffenland af stor filmkunst fra det meste af kloden, der møder én på Grand Hjemmebio.
Der er naturligvis også en række stærke amerikanske titler, fra ’Knives Out’ til ’Hereditary’, men i denne udvælgelse er benspændet altså anbefalinger på andre sprog end engelsk.
Og selv efter dette dogme er det svært at indsnævre udvalget. Jeg går derfor uden om nogle af de allerstørste arthouse-titler fra de seneste år, hvoraf flere er Oscar-vindere og -nominerede. ’Toni Erdmann’, ’Son of Saul’, ’Pain & Glory’, Ruben Östlunds ’Force Majeure’ og ‘The Square’, Pavel Pawlikowskis ‘Ida’ og ‘Cold War’, ‘Kapernaum’, den sønderjyske perle fra sidste år, ’Onkel’.
Har man ikke allerede set denne perlerække, kan det selvfølgelig kun gå for langsomt, men alle er de blevet så nådigt overdynget med omtale, at mange filmelskere nok for længst har tjekket ind. Og nedenstående udvalg er således fundet en lille tand længere off the beaten track.
1. ’120 slag i minuttet’
Slet og ret en af de bedste film om aidskrisen, pulserende, gribende, hjerteskærende. Den franske film følger en flok unge mennesker omkring den parisiske aktivistgruppe Act Up, der kæmper for at få medicinalindustrien til at bruge ressourcer på at stoppe epidemien i 80’erne. Som vores anmelder skrev: »Det er ikke kun på aktualitets- og minoritetsbarometeret, at ‘120 slag i minuttet’ stråler. Filmen er også en visuel og poetisk tour de force, der stilsikkert balancerer henført ekstase og feberdrømmens mørke på en knivsæg«.
2. ‘Loveless’
Russiske Andrej Zvyagintsev er en af de største instruktører i Europa, og både hans coming of age-film ’The Return’ og den ambitiøse ’Leviathan’ (også på Grand Hjemmebio) er moderne hovedværker. Men den af hans film, der stadig sidder tungest i kroppen på mig, er den nådesløse ’Loveless’ om et dybt usympatisk forældrepar, der leder mere og mere desperat efter deres forsvundne, 12-årige søn. For så vidt en klassisk krimihistorie – men forløst med umanerligt stilsikker hånd, iskold vinterstemning og besk socialkritik af de sjældne.
3. ’Grænse’
Man har aldrig set en film som danskuddannede Ali Abbasis Cannes-hit om en aparte grænsevagt med en overnaturligt god lugtesans og hendes møde en mystisk fremmed. Den blander fantasy, thriller, horror, eventyr, romance og skandinavisk folklore og byder på scener (troldesex!), der får en til at tabe kæben. Krydret med ømhed og tør humor, der letter trykket, når det hele er ved at blive lidt for bizart.
4. ’Dogman’
Hvor man dog mærker den underkuede lille frisør og smalltime-drugdealer Marcellos klaustrofobi i italienske Matteo Garrones nervepirrende ’Dogman’. Den klaustrofobiske følelse kommer fra hans forhold til landsbyens temperamentsfulde bølle Simone, der forpester lokalmiljøet, ikke mindst Marcello, som han får en ubehagelig klemme på. Det bygger op mod en altomfattende eksplosion.
5. ’Climax’
Gasper Noé har i flere årtier været en af klodens mest provokerende og særegne filmskabere med titler som ’Irréversible’, ’Enter the Void’ og den pornografiske ’Love’ på cv’et. ’Climax’ handler om en dansetrup, der forenes i et hedonistisk trip, da nogen forsøder festsangriaen med LSD. Vores anmelder skrev:» Det hele minder mig på en måde om én lang, afsindigt velkoreograferet og temmelig syret musikvideo. Oplevelsen er flot, vild, djævelsk (u)lækker og lejlighedsvist lidt sjov«.
6. ’The Handmaiden’
Manden bag ’Oldboy’, koreanske Park Chan-wook, er i absolut topform med den erotiske thriller ’The Handmaiden’, et konstant twistende trekantsdrama mellem en falsk greve, en fattig tjenestepige og en fin overklassefrue, der bedrager hinanden, så man bliver rundtosset. »Én af de senere års mest erotisk æggende og visuelt intelligent fortalte film«, skrev vores anmelder.
7. ‘I morgen danser vi’
Denne svensk-georgiske perle handler om en ung ambitiøs danser, der forelsker sig i en kollega/konkurrent på danseakademiet, hvilket kan true begge deres drømme om at komme på ‘landsholdet’ inden for georgisk dans, der skal være maskulint og stringent usexet. Levan Gelbakhiani og Bachi Valishvili er utrolige i hovedrollerne i en på én gang underspillet og dybt musikalsk film, en spraglet, stemningsfuld fortælling om ungdom, eufori, drømme, skrøbelighed og, mest af alt, om at turde stå ved sig selv. Den blev et fortjent ungdomsfænomen i sit hjemland.
8. ’Timbuktu’
Det er ikke så tit, at vi får en mauretansk film til Danmark, men det skete med Abderrahmane Sissakos Cannes-vindende film om en gruppe jihadisters indtog i en lille landsby, og hvordan deres nye livsfjendske verdenssyn får voldsomme konsekvenser for områdets helt almindelige mennesker. Vores anmelder uddelte topkarakter ved biografpremieren og skrev: »Et svimlende smukt og gennemmusikalsk klageskrig, der gør ondt helt ind i sjælen«.
9. ‘White God’
Kornél Mundruczós ungarske genrehybrid om hunden Hagen, der bliver offer for menneskets ondskab, kun for at mobilisere en glubsk hævnmission, er sprængfyldt med overvældende enkeltscener. Et mageløst filmisk gadekryds af horror, socialrealisme, coming of age og politisk allegori – med et ensemble af firbenede stjerneskuespillere. ‘White God’ er et viltert unikum, der gaber over alt for meget. Men slipper af sted med det.
10. ’Shoplifters’
Den japanske mester Hirokazu Koreeda vandt Guldpalmen for ’Shoplifters’om en ludfattig familie, der hutler sig igennem via butikstyveri iscenesat af faren og udført af børnene. Da de en dag render ind i en lille forladt pige, tager de hende ind i deres fællesskab – og just som man tror, man ved, hvor filmen er på vej hen, blotter Koreeda den sande historie om familien, der er både urovækkende og grum.
11. ’Kaptajnen’
I dette nådesløse tyske krigsdrama følger vi den unge soldat Willi, som i Anden Verdenskrigs kaotiske sidste uger overtager en afdød nazistisk kaptajns identitet – og langsomt vokser ind i rollen. I smuk sorthvid og med en foruroligende lydside er ’Kaptajnen’ »en hjemsøgende film om menneskets moralske kompas, der desperat viser direkte ned i slugternes endeløse helvede, om rædsler og subjektets forfald i en nådesløs verden«, som vores anmelder formulerede det.
12. ’Klanen’
Pablo Traperos argentinske kidnapningsdrama blev et stort hit for fire-fem år siden med sin historie om en på overladen helt almindeligt middelklassefamilie, der… gemmer et gidsel på badeværelset. Familien lever af at kidnappe velstående bekendte og afkræve løsesum med patriarken Arguímedes i spidsen – en mand, der kun kender til vold og ondskab, bakket op af systemet, også selvom han tager sin egen familie med i faldet. »Stilsikkert og med stærke skuespilpræstationer forfærder og underholder ’Klanen’«, mente vores anmelder og gav fem stjerner.
13. ’Vådområder’
En af de mest grænseoverskridende film i nyere tid er tyske David Wnendts fortælling om 18-årige Helen, hvis hobbyer er at knalde, undersøge sin fisseflora og dyrke avocadoplanter i små potter, og som øjner muligheden for at føre sine forældre sammen igen, da hun ryger på hospitalet med en ondartet hæmoride. »Vi får for eksempel – for første gang på film? – en onaniscene med en avocadosten, der sekundet senere spirer i kvindens våde skød. Man ved ikke, om man skal dø af grin eller bruge sit popcornbæger som brækpose«, lød det fra vores anmelder, der konkluderede, at ’Vådområder’ er »et visuelt sprudlende, kvalmeinducerende stykke tysk kuriosa om en sexbesat piges fysiske og psykiske deroute«.
14. ’Prøven’
Den store rumænske instruktør Cristian Mungiu (’4 måneder, 3 uger, 2 dage’) begik i 2017 med ’Prøven’ et noget nær perfekt orkestreret familiedrama, der kaster et kritisk blik på det rumænske system. Den midaldrende læge og familiefar Romeo har nøje planlagt sin datters lyse fremtid i udlandet, så hun ikke ender som ham – en ærlig mand fanget i et korrupt land. Men da datteren bliver overfaldet få dage inden sine afgørende eksaminer, bliver hans egen moral udfordret, når han er nødt til at forlade den regelrette sti, så hans datter ikke mister sit stipendium. Det moralske forfald sker ikke over night, men gennem lange, sjælegranskende indstillinger, der tager os så tæt på farens pinsler, at det gør ægte og alvorligt ondt.
15. ’Your Name’
Makoto Shinkai er blevet kaldt Miyazakis arvtager, og hans både poetiske og udsyrede ’Your Name’ blev den tredje mest sete film i biografen i Japan nogensinde. Filmen handler om to teenagere – en dreng i højteknologiske Tokyo og en pige i en lille bjergby – der bytter krop, hvilket både fører til stor forvirring og dybt venskab. »Da man som publikum bilder sig selv ind at have lagt alle brikkerne og forstået, hvordan den surrealistiske situation hænger sammen, skubbes puslespillet på gulvet igen«, skrev vores anmelder og kvitterede med fem stjerner.