’Raised by Wolves’: Amanda Collin er den store attraktion i Ridley Scotts sci-fi-serie

Jeg tager de rødhvide briller på og bliver nærmest blændet af strålerne fra Amanda Collin. For lidt siden var hun ’En frygtelig kvinde’ og en frygtelig kollega i ’Undtagelsen’, nu er hun den funklende stjerne og klare attraktion i den internationale science fiction-serie ’Raised by Wolves’ med instruktion af genrens filmiske bedstefar, Sir Ridley Scott.

Scott har håndplukket Collin. Godt spottet. Hun løfter fornemt arven fra hans filmografi af stærke kvindekarakterer, fra Ripley i ’Alien’-sagaen til ’Thelma & Louise’ og ’G.I. Jane’. Ja, faktisk kan man anskue Collins rolle som androiden Mother som Ridley Scotts ultimative påfund – også selvom serien er skrevet af Aaron Guzikowski (’Prisoners’).

For da Mother og den anden androide, Father (Abubakar Salim), er landet på den golde planet Kepler-22b og med en bunke menneskefostre skal påbegynde dannelsen af en ny ateistisk civilisation, er det med Collin som fascinerende gestalter af genkendelige træk fra den ikoniske instruktørs bagkatalog. Det agile androgyne look og den gådefulde, determinerede og destruktive adfærd fra ’Blade Runner’ møder den handlekraftige og omsorgsfulde beskytter fra ’Alien’. Og som androide flyder der selvfølgelig mælkehvide væsker ud af hende.

Amanda Collin skaber dog sin egen tvetydige figur med lige dele moderlighed og monstrøsitet. Og med sin accent kunne Mother meget vel være blevet programmeret af en dansker, dengang religionskrigen brød ud og gjorde planeten Jorden ubeboelig. Det er selvfølgelig blot fiktion…

Med et par guddommelige tricks i sit åleglatte spandexærme folder Mother sig langsomt ud som en størrelse, vi – måske med undtagelse af ’Prometheus’ – ikke tidligere har set hos Ridley Scott.

Alting optræder pludselig farvedrænet, køligt, knastørt og stillestående, der klippes til skybanker i hastig bevægelse, og så dukker Travis Fimmel (’Vikings’) og en gruppe mennesker op på kolonialistisk korstog, der vil udbrede religionen Mithraic på Kepler-22B. Mumlende Fimmel med mullet har aldrig været tutti frutti på en skærm, men denne gang fremstår han godt nok som et postulat for en selvtænkende homo sapiens. Er han og resten af de religiøse fanatikere, der tilbeder solguden Sol, mon de sande androider? Er der nogen forskel? Har Ridley Scott været der før?

Konflikten i ’Raised by Wolves’ ligger umiddelbart ikke i det eksistentielle spørgsmål om menneskets væren. Det handler om tro og de systemer – kunstig intelligens, ateisme eller religion – vi bygger vores samfund op omkring, når vi engang (eller om lidt) starter forfra. Seriens bibelske referencer er til at føle på. Tematikken kunne ikke være en mere ømtålelig lækkerbisken. Hvis bare eksekveringen havde været der.

Den sært gådefulde dvælen og dyrkelsen af det bare landskab, som serien lægger for land med i de første par afsnit med Ridley Scott ved roret, går i tomgang. Mothers ambivalens mellem at være en ny verdens Eva og dødsengel på himlen i én og samme person og de mange sidsteminuts redningsaktioner af børnene og den ubehjælpsomme Father bliver triviel. For mange informationer og flashbacks bliver ubetonet og forvirrende kastet ind fra siden.

Den største svaghed ved denne på mange måder besynderlige serie er imidlertid, hvor tomme de forskellige trosmarkører, og hvor skitsepræget det ideologiske spil står efter seks afsnit. Det eneste, der brænder sig nogenlunde fast på nethinden, er Amanda Collin. Med eller uden de rød-hvide briller.

---

Kort sagt:
Amanda Collin er som Mother en fin tilføjelse til Ridley Scotts katalog af androider og replikanter, mens resten af ’Raised by Wolves’ har noget underligt ufuldendt og ufokuseret over sig.