’The Boogeyman’: Ny gyser mishandler Stephen King-forlæg
Instruktøren bag den nye gyser ’The Boogeyman’, Rob Savage, har selv kaldt den for den mest »nervepirrende uhyggelige« Stephen King-film nogensinde.
Jeg ved ikke, hvor mange King-film Savage har set. Men ’The Boogeyman’ er hverken blandt de bedste, mest nervepirrende eller uhyggelige.
Efter den første scene sad jeg ellers med en godfornemmelse. Kameraet kredser om en lille pige, der grædende ligger i sin seng, mens man mærker The Boogeyman liste sig ind på hende. Man ser monsterets hånd lægge sig på sengekanten, og uden nåde hører man det brække halsen på den lille pige, mens et par bloddråber rammer et familiebillede ved siden af sengen.
Pigen er datter af Lester Billings, hvis anden datter et år forinden tilsyneladende mistede livet til vuggedød. Da han senere dukker op hos psykiateren Will Harper viser det sig, at han har mistet endnu en datter på mystisk vis – i alt tre døde børn.
Harper bor i en stor villa med sine to døtre Sadie og Sawyer. Her er den lille familie også i sorg over tabet af deres mor og kone, der for nylig er omkommet i et trafikuheld.
Der er med andre ord meget sorg i ’The Boogeyman’. Og som både Billings og Harper forklarer, er det sorgen hos de sårbare, der gør dem til et let offer for The Boogeyman. Som publikum mærker man den bare aldrig.
I Kings ånd er det et monster, der mæsker sig i sårbare børns skrøbelighed. Det har vi blandt andet set i vellykkede King-adaptioner som ’Salem’s Lot’, ’It’ og ’The Outsider’. Der er altså rigeligt med King-inspiration derude, som Savage har kunnet trække på til sin filmatisering.
Han kunne også bare have forholdt sig til Kings glimrende bogforlæg fra novellesamlingen ’Night Shift’ fra 1978, en kort sag på omkring 20 sider. Her lykkes det på mesterlig vis King at trække læseren ind i hovedpersonen Lester Billings mørke sind, hvor tabet af hans tre børn beskrives på en måde, så man aldrig er helt sikker på, om det er ham selv eller et monster, der står bag.
Men Savage reducerer Kings eminente karakterarbejde til en kort samtale mellem Harper og Billings, der ender med et noget umotiveret selvmord. Det varer cirka fem minutter, og herefter er der intet tilbage af den oprindelige historie, som er erstattet med slidte gyserklichéer.
’The Boogeyman’ ender som en samlebåndsgyser på niveau med blandt andre den mislykkede King-film ’Pet Sematary’ (2019), true-crime-gyseren ’The Slenderman’ (2018) og Jomfru Maria-katastrofen ’The Unholy’ (2021), som også mangler fokus på karakterarbejdet.
Bygges der op til klicheerne, kan de fungere glimrende i gyserfilm. Men tages de i brug uden tanke for, om det er realistisk i forhold til fortællingens præmis, ender det som her både anstrengende og tåkrummende.
Savage bruger også meget lidt tid på at etablere uhyggen. Efter selv at have stiftet bekendtskab med The Boogeyman er Harpers yngste datter, Sawyer, naturligvis rædselsslagen. Hun kommer derfor i terapi hos psykiateren Dr. Weller, der får den geniale ide at udføre lysterapi på Sawyer. Den terapi går i al sin enkel- (og dum-)hed ud på at sætte et stort lys midt i et mørkt lokale og lade det blinke meget intenst for på den måde at lade Sawyer vænne sig til det.
Lyset når da også kun at blinke en enkelt gang, før vi ser et par øjne, der nærmer sig, hver gang lyset blinker. Det efterlader ikke overraskende Sawyer mere rædselsslagen, end da hun ankom hos Dr. Weller.
Alt skal desuden foregå i unødvendigt mørke. Der er tilsyneladende ingen lamper, der virker ordentligt i Harpers ellers store og dyre villa. Hver gang Sawyer træder ind i et mørk rum og tænder en lampe, er lyskilden så svag, at den kun lige lyser omkring selve lampen. Og hver gang Sawyer tænder et lys i et mørkt rum, går der få sekunder, før man enten ser et monsteransigt eller et par gule øjne.
Heller ikke Stephen Kings coming of age-tema formår Savage at etablere tilfredsstillende. Harpers teenagedatter Sadie er naturligvis påvirket af morens død, og midt i sorgen forsøger hun at hente trøst hos sine veninder, der tidligt i filmen viser sig at være nogle røvhuller, man under ingen omstændigheder har lyst til at invitere hjem til sig som en del af en sorgbearbejdelse.
Det gør Sadie ikke desto mindre, og det ender med, at veninderne som en joke spærrer Sadie inde i det rum, hvor Billings tidligere begik selvmord. Hvorefter monstret selvfølgelig dukker op.
Mere end hovedpersonerne er det dog Stephen King, der bliver mishandlet i ’The Boogeyman’.
Kort sagt:
Potentialet fra Stephen Kings skarpe novelle reduceres til en samlebåndsgyser af slidte klicheer.