DE UNDERKENDTE. John Hawkes er en skuespiller, der privat gebærder sig så lige så velsmurt og sagte som lukkemekanismen på krydderiskuffen i et nyrenoveret samtalekøkken.
Hans barndom var uspektakulær. Lille Hawkes gik op i wrestling og tog kun dramaklassen i highschool, fordi hans søster gik der, og fordi det tilsyneladende var den nemmeste vej til at undslippe de rigtige fag.
Men da klassen blev stoppet ind i en bus og kørt til det nærmeste teater for at se en rendering af forestillingen ’The Crucible’ af den amerikanske dramatiker Arthur Miller, faldt han pladask for skuespillet. Efter noget tid trak dramalæreren ham til side.
»Du er en sælsom kombination af at være både genert og ekstrovert«.
Hans råd til Hawkes var at forfølge dramaet.
»Han fortalte mig muligvis bare, at jeg var akkurat forstyrret nok til at gøre det«, erindrer Hawkes.
I college fortsatte han med teateret, og for at bekæmpe sin rastløse søvnløshed brugte han en strategi til at få tankerne på plads: at recitere manuskriptet på de stykker, han medvirkede i, fra ende til anden.
Hawkes kendte dem udenad. Men de færreste kender John Hawkes, og på det seneste er han nærmest forsvundet fra Hollywood. Hans sidste krediterede rolle er fra 2022, hvor han medvirkede i en podcast-fortælling om marvelskurken Doctor Doom.
Men lad os starte med at se på, hvor han har været, ved at liste de tre bedste roller fra det oversete stortalent. Vi starter med en Oscar-nominering.
1. Teardrop i ’Winters Bone’
Jennifer Lawrences udbryderrolle havde mere end blot den dengang kun 20-årige, vordende superstjerne på listen over pragtpræstationer i Debra Graniks vindbidte mesterværk om en ung kvindes jagt på sin forsvundne far i Ozark-bjergenes uforsonlige hillbilly-brutalitet.
Toprolle nummer to: Den bortkomne faders onkel – en varmblodet sociopat og frygtet kriminel ved navn Teardrop, spillet af John Hawkes i absolut storform. En rolle, som retmæssigt gav ham en Oscar-nominering for bedste mandlige birolle.
I nutidens mistrøstige genbrugstid kan man med længsel kigge tilbage på starten af 10’erne og notere sig, hvordan de originale Hollywood-produktioner stod i kø. Desværre for Hawkes betød det, at trofæet for bedste mandlige birolle var omsværmet af pragtpræstationer, herunder Geoffrey Rush for ’Kongens store tale’, Jeremy Renner i ’The Town’ og Christian Bale for ’The Fighter’, hvoraf sidstnævnte løb fortjent med statuetten.
Men Teardrop fortjener mere anerkendelse, end han tilranede sig, for Hawkes betræder utilregnelighedens forkrøblede balance perfekt. Skærmen sitrer, når han er indenfor rammen, fordi man ser på en karakter, der kan finde på hvad som helst, når som helst, hvor som helst.
I én scene er han tilbagelænet alfaderlig, mens han spiller på sin brors gamle banjo for Lawrences små søskende, og i en anden fremstår han iskold bag rattet på en bil, stoppet af politiet, mens han nidstirrer landbetjenten gennem bakspejlet, med geværet hævet over brystet.
»Is this our time?«
‘Teardrop’ er en af de underspillede præstationer, der arbejder sig ind under huden som et glasskår.
2. Sol Star i ’Deadwood’
På den modsatte side af uudgrundeligt vanvid står Sol Star og smiler i Amerikas civiliserende voldsmagt.
David Milchs magnum opus, den rettelig hæderkronede og unfair aflyste ’Deadwood’, simrer med bemærkelsesværdige karakterer. Har man set serien, husker man med garanti den evigt eksploderende Seth Bullock (Timothy Olyphant), den selvdestruktivt stoiske Wild Bild Hickock (Keith Carradine) eller den næsten ubegribeligt ondskabsfulde Cy Tolliver (Powers Booth). Alle overstrålet af Ian McShanes eminente Al Swearengen.
Imens glemmer de fleste John Hawkes og hans fantastiske personificering af 1870’er-flækkens omtrent eneste renhjertede resident: den jødiske købmand Sol Star, der bare ønsker at drive en hæderlig forretning og leve et almindeligt liv med kvinden, han elsker – der desværre er Swearengens favorit-prostituerede, købt og betalt for guld og blod.
Selvom han ikke stikker ud som den frække dreng i klassen, er Hawkes på mange måder fortællingens hjertekule. Bag facaden er Milchs ’Deadwood’ et dybt Kierkegaard’sk perspektiv på forudsætningen for menneskelig civilisation, og ingen indebærer etikeren bedre end Sol Stars mådeholdne skikkelse.
Hawkes har engang sagt, at det er svært at være rebel, når alle andre er cool, og hans rolle som Sol er et eksempel på, at man vanskeligt kan markere sig, når man står parkeret i balance. Men hvis man – som mig – er ’Deadwood’-fanatisk nok til at have set serien mere end fem gange, sætter man tiltagende pris på Hawkes’ jordbundne underspil, der skaber en ro i de scener, som ellers kunne tangere det teatralske.
Desuden virker Hawkes – ganske som Ian McShane – til at være blandt de få skuespillere, som kan levere Milchs komplicerede dialog med en poetisk sikkerhed, der indikerer, at skuespilleren mærker replikkernes underlæggende betydning.
3. John Hawkes i … virkeligheden
Jeg overvejede at slutte af med enten rollen som Dough Jones i ’Everest’ fra 2015 eller Duncan i ’Peanut Butter Falcon’ fra 2019, eller noget helt tredje, men her er en fjerde: John Hawkes spiller kun skuespil, når han er på arbejde. Resten af tiden er han sig selv.
Hvis kolde sten skal blive opsigtsvækkende himmellegemer, må de skinne lysere end bagtæppet, bevares. Men ekspositionen er blevet en varemærke-økonomi. De maskuline superhelte/actionmænd sælger parfumer og fitness-supplementer, mens de tager steroider som kampfasaner.
Omvendt udvider de introverte superstjerner deres indvortes brystkasse ved et overdrevent fokus på seksualitet og identitet, som jeg personligt synes er trættende for en skuespilbranche, der burde hædres for det transformative og fortolkende og ikke for fortællingen om en personlig kerne.
Det er ikke, fordi piss and vinegar ikke kan kombineres med mod og maskefald. Det kan det. Emma Sehested Høeg er et perfekt eksempel. Argumentet er heller ikke, at skuespillere skal holde kæft og se godt ud, gøre deres arbejde og holde deres personlige overbevisninger for sig selv.
Men i en tid, hvor forudsætningen for succes er at brande sig selv, filme sig selv, sælge sig selv og generelt spille sig selv, som man vil ses af andre, er det forfriskende, at Hawkes bare lader være. Han hverken demonstrativt nægter eller protesterer. Han gør bare sit arbejde. Stille og roligt. Og befinder sig tydeligvis bedst uden for rampelyset.
Effekten er en velsignelse: Når han optræder som andre, tror man på rollen, fordi navnet, han låner, er større end hans eget. Det gør historierne bedre. Og i sidste end er det historierne, det handler om.