KOMMENTAR. »Kanye. Elon. Trump«, lød det i et tweet fra den officielle konto for Det Republikanske Partis medlemmer af Repræsentanternes Hus i starten af oktober.
Opslaget kom kort tid efter, at Kanye West havde antændt lunten på en karrieresmadrende bombe ved at bære sin kontroversielle white lives matter-trøje under Paris Fashion Week.
De tre navne var en klar indikation af det konservative partis støtte til trioen af ikke-politisk korrekte stemmer, som de nu fremstillede som deres tre største stjerner.
Men hvor både verdens rigeste mand og den tidligere amerikanske præsident ikke får mange til at løfte et øjenbryn over sammenkædningen med den amerikanske højrefløj, så er det en anden sag med Ye, der engang så famøst udtalte, at »George Bush doesn’t care about black people«. Eller er det?
For at dømme ud fra Kanye Wests handlinger i år, så er han på en antisemitisk envejstur, som ikke stopper ved de konservative republikanere og deres opbakning, men fortsætter direkte ind i hjertet af højrefløjens mere ekstreme miljø, hvor hadtale og ekstreme ideologier får frit løb fra selv de største personligheder, og hvor skandaler anses som æresmærker.
Spørgsmålet er bare, om Ye har en fremtid i enten de konservative cirkler eller hos den betændte yderste højrefløj – og om de overhovedet vil have ham eller blot udnytter hans berømmelse?
Et nyt fællesskab
Efter han har brændt alle broer og er blevet droppet af samtlige samarbejdspartnere, er det ikke overraskende, at Kanye West prøver at finde et nyt tilhørsforhold.
Det er heller ikke overraskende, at han søger mod den yderste højrefløj, for det er efterhånden det eneste miljø, som er villigt til at tage imod ham uden at frygte at risikere eget omdømme.
Intet sker dog bare, og der er da også en meget specifik grund til, at det højreorienterede miljø – fra konservative profiler som Tucker Carlson (som agerede mikrofonholder for West under et omstridt interview) til de mere radikale som podcastværten Tim Pool (som West forlod under protest midt i en optagelse) – står klar til at give Ye taletid som en af deres egne: Han er nu, efter adskillige runder i den offentlige kontroversmanege, officielt cancelled.
På den yderste amerikanske højrefløj (der især føres an af kontroversielle figurer som InfoWars-vært Alex Jones, den republikanske politiker Laura Loomer og provokatøren Milo Yiannopoulos, som alle er bandlyst fra de fleste sociale medier) er mainstream-samfundets afvisning blevet det vigtigste statussymbol, og her anses Kanye Wests mange giftige udfald som styrker, der taler til hans fordel.
Netop derfor giver det god mening, at West gør kur til de mest ultrakonservative typer – som da han namedroppede buzz-værdige navne som Nick Fuentes og de dømte protestanter fra stormløbet på Kongressen (der går under betegnelsen J6’erne) i en video på Twitter – for de kan være det bagland og den støtte, som han mangler, imens de kan nyde godt af hans talent for at trække overskrifter.
Uoriginal karriere
Umiddelbart kunne det ligne et match made in heaven for både Kanye West og højrefløjen, efter de nu endelig har fundet hinanden, for yderst til højre er der penge, potentiale og ikke mindst prestige i at indtage det (ofte af gode grunde) ledige standpunkt, især når det sker online.
Vi har set det før. Milo Yannopoulos, Wests (nu tidligere) kampagnechef, markerede sig som en af internettets mest toneangivende stemmer, efter han med sin involvering i GamerGate var med til at skrive drejebogen for den kvindehadske, fremmedfjendske og transfobiske chikane og hadkultur, som trives online nu til dags.
Det samme gælder radioværten Alex Jones, der ved at lade konspirationsteorier få frit løb på det ekstreme højrefløjsmedie InfoWars (hvilket han i november blev idømt en milliarderstatning for) har cementeret sig som den ultimative forkæmper for ytringsfrihed.
Selv Joe Rogan så sit snit til at indtage en ledig plads på højrefløjen med sin podcast ved at give frit lejde og en mere renskuret platform til kontroversielle personligheder, imens værten selv sender misinformation direkte ud i æteren til Spotifys lyttere.
Og så må vi ikke glemme Wests nye bedste ven, den 24-årige selverklærede incel Nick Fuentes, der startede som youtuber og nu anses af mange som højrefløjens allerstørste talent takket være sine ekstremistiske holdninger (Fuentes er Holocaust-benægter, har tidligere rost Hitler, og så er han imod kvinders ret til at stemme).
På den yderste højrefløj kan man altså skabe sig et navn for sig selv, hvis man rammer ind i en målgruppe af mennesker, som søger anerkendelse online, frem for at føle sig malplacerede og udskammede i et samfund med voksende wokeness og – hvad de betragter som – korrupte medier.
Dette publikum tørster efter profiler, der tør sige alt det, andre ikke engang vover at hviske om. Og brager man først igennem støjen ved at overtræde én eller flere grænser, som andre ikke har turde nærme sig, kan man være på raketfart mod højrefløjssfærens øverste lag.
Flakkende provokatør
Der er altså ikke meget, der burde stå mellem Kanye West og en lovende fremtid på den yderste amerikanske højrefløj, for han mere end opfylder kravene for sensationalistisk og grænseoverskridende adfærd.
Alligevel kan man ikke lade være med at tænke, at Ye – som så ofte før – blot er drevet af en nærmest manisk impuls til at lave ravage. At hans uhørte angreb serveret i viralvenlige bidder tjener intet dybere formål end at sætte sociale medier i brand.
Som da han i et forrykt interview hos Alex Jones hyldede nazister og udtalte, at »der er meget, jeg elsker ved Hitler« med et så overdrevet tryk på Hitlers navn, at det ikke kunne høres som andet end en slags ’hør lige, hvad jeg er villig til at sige’-stunt.
Eller da Twitter i sidste uge suspenderede hans konto, hvorefter han tog til genmæle med en bizar, konspiratorisk påstand, om at Elon Musk er halv kinesisk.
Sandheden kunne meget vel være, at Ye ingen loyalitet føler over for højrefløjen, og imens miljøets mere ekstreme stemmer har ilet til for at lukrere på hans monumentale berømmelse (Nick Fuentes er blevet en del af hans præsidentkampagne, og Alex Jones kom tilbage i spotlyset med sit interview), tøver de tungere og mere afgørende stemmer.
Donald Trump har allerede afskrevet Ye og hans præsidentplaner som »spild af tid«, og den fremherskende konservative mediepersonlighed Ben Shapiro har stemplet Wests spirende højrefløjskarriere som en katastrofe: »Du saboterede dig selv«, skrev han på Twitter. »Det var ikke mig. Det var ikke jøderne. Det var bare dig selv.«
Mest sigende er det dog, at Det Republikanske Partis Twitter-konto, som ellers indledningsvist blåstemplede Kanye West og dermed ansporede feberdrømmen om den yderste højrefløjs store håb, har trukket i land.
Man har slettet det oprindelige tweet og på symbolsk vis knust forhåbningerne om en ny stjerne – der er ikke længere noget »Kanye. Elon. Trump«.