‘Far Cry Primal’: Vellykket stenalder-stammekrig blandt sabeltigere og heksedoktorer

Der kan ikke siges meget om ‘Far Cry Primal’, som ikke allerede er blevet sagt om seriens efterhånden bugnende katalog af udspil. Faktisk er denne anmeldelse allerede skrevet flere gange før, for ‘Far Cry Primal’ er et typisk ‘Far Cry’-spil. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Men lad os starte der, hvor der faktisk er noget nyt at hente, nemlig omgivelserne. ‘Far Cry Primal’ er langt fra Himalaya-omgivelserne, som vi sidst så ‘Far Cry 4’ udspille sig i. Den frodige natur fra tidligere ‘Far Cry’-spil er der gudskelov stadig, men derimod handlingen.

Men lad os starte der, hvor der faktisk er noget nyt at sige, nemlig omgivelserne. ‘Far Cry Primal’ er langt fra Himalaya-omgivelserne, som vi sidst så ‘Far Cry 4’ i. Der er ikke så stor forskel i den frodige natur (den er der gudskelov stadig), men derimod tidsalderen.

Det hele foregår denne gang 10.000 år før vor tidsregning. Som jægeren Takkar strander man i landet Oros, hvor man ender med at skulle samle sin stamme, de såkaldte Wenja, der er drevet på flugt og spredt i hele Oros. Det er ikke en videre sindsoprivende historie, hvis man skal være helt ærlig. Faktisk er det nok den tammeste historie, som serien har budt på i de seneste år, da den efterlader en følelse af ligegyldighed.

Historien er der bare til at agere drivværk og sætte benspænd for ens videre færd, så man ikke har et komplet åbent spil fra start. Du tvinges taktfast igennem missioner, hvor du møder nye personer, som derefter giver dig nye våben eller evner. Det er set så mange gange før, og med ‘Far Cry Primal’ ville man faktisk ønske, at spillet bare lå vidt åben fra starten af.

Stenalder rimer på overlevelsestrang

På trods af et narrativ, der kunne være skrevet i den lokale børnehave, så gemmer ‘Far Cry Primal’ med Oros for ens fødder på mekanismer, der alligevel gør spillet særdeles underholdende. Det hjælpes ikke mindst på vej af tidsalderen, som spillet befinder sig i, for tilbage i stenalderen havde man hverken smarte pistoler, biler eller moderne teknologi. Det kan være svært at forestille sig, I know, men stenalderen havde altså andre fordele.

De fordele tæller blandt andet ens trofaste bue, for man har aldrig oplevet et ægte ‘Far Cry’-spil, hvis man ikke jagter både mennesker og dyr med bue og pil. Det er her, hvor ‘Far Cry Primal’ for alvor skinner, for selvom det minder om tidligere spil, hvor man skal indsamle ressourcer, så er der altså bare et eller andet i kombinationen af stenalderen og ens trang til overlevelse, som bare klikker.

Det virker helt naturligt, at man skal samle brænde til at kunne tænde bål og jagte yakokser for deres pels, når sneen nærmer sig fra nord. Og det virker endnu mere naturligt at ligge gemt i et krat med en spændt bue, fordi man jagter en jaguar på anden time (undskyld, dyreelskere, jeg har altså dårlig samvittighed).

Det er naturligvis ikke noget nyt for ‘Far Cry’-serien, men glæden ved at bruge seriøst mange timer på at samle ressourcer, fordi man kun kan finde én slags træ i det sydlige Oros, og derefter må bevæge sig hele vejen op til nord for at finde én bestemt slags ler, så man kan bygge en speciel hytte i sin lejr, er altså overraskende stor. Faktisk har glæden ikke været så overvældende sidens seriens ubestridte mesterværk, ‘Far Cry 3’, fra 2012.

Ren Ace Ventura-dyrekontakt

Hvad, der dog er nyt i ‘Far Cry Primal’, er to små tilføjelser, som gør en verden til forskel, nemlig evnen til at tæmme dyr samt muligheden for at rekognoscere områder via en ugle. For selvom man jager dyr i spillet for ren overlevelse, så opbygges der langsomt et stærkt og symbiotisk bånd mellem én selv og dyrene.

Hvis du gerne vil vide, hvorfor Stark-børnene for eksempel er så glade for deres ulve i ‘Game of Thrones’, så skal du bare tæmme en hvid ulv. Eller en bjørn. Eller en jaguar. Uanset hvad dit spirit animal er, er der gode chancer for at du kan få det til at følge dig i ‘Far Cry Primal’, og ja, du er grædefærdig, første gang dit dyr dør.

Det lyder som en billig gimmick, og i starten er det måske heller ikke helt overbevisende, men det er kun, indtil man lærer forskellen på dyrearterne og hvad de kan bruges til. Ulve er de naturlige vogtere, når man vandrer rundt, fordi de afskrækker andre rovdyr. Bjørne er derimod dyrerigets udgave af tanks, og kattefamiliens afarter gør sig fortrinligt, når man sniger sig rundt og spotter potentielle fjender.

Det samme gør sig gældende for ens trofaste ugler, som man kan hidkalde, når man vil have det store overblik. På få sekunder er man pludselig oppe i luften og ser alt gennem uglens øjne. Man kan markere fjender, se landskabets farer og sågar lade uglen dykke ned og dræbe ens bytte – mænd som dyr. Det er et simpelt virkemiddel, men det er bundet så effektivt sammen med spillets ånd, at det hurtigt bliver et af ens foretrukne redskaber.

Instagram-smuk natur

At det hele samtidig udspiller sig i en verden, der ser hamrende flot ud, er blot en bonus. Det er ikke specielt sexet at snakke om grafik i computerspil, men når man vandrer op ad et bjerg og blændes af en Instagram-værdig solopgang, så er det som om, at man lige pludselig er på det bjerg. Indlevelsen er i top, og med muligheden for at fjerne det såkaldte HUD – alle de generende tal og målere på skærmen – er der altså rig mulighed for komplet immersion, hvis bare ens fantasi tillader det.

Og det er netop derfor, at ‘Far Cry Primal’ faktisk er et bundsolidt spil. Man spiller jo ikke ‘Far Cry’ for historien (hvis man gjorde, vil man brænde nallerne på dette spil), men til gengæld gemmer det på timevis af fortabelse i det gudeskønne Oros. I tro ånd mod serien betyder det, at man laver meget af det samme, men af en eller anden årsag bliver det aldrig kedeligt – og netop det faktum gør ‘Far Cry Primal’ til en perfekt omend mættende appetitvækker, indtil ‘Far Cry 5’ bliver en realitet.

 

---

Godt

+ ‘Far Cry’-opskriften lever i bedste velgående
+ At tæmme dyr og spejde med en ugle bliver aldrig kedeligt
+ Ens øjne gør ondt af at glo på så vanvittigt flotte omgivelser

 

Skidt

– Er man ikke glad for at lave de samme ting om og om igen, keder man sig hurtigt
– Var der en historie i spillet? Nå ja, det var der desværre…
– Det er et typisk ‘Far Cry’-monotont spil