UPDATE 27.06.20: Kanye fortsatte med at tweete i går, og nu står det klart, at Yeezy har lavet et ti års samarbejde med Gap om at lave tøj til mænd, kvinder og børn til »overkommelige« priser. Den første kollektion forventes i handlen næste år, både fysisk og online.
Kanye afslørede desuden, at det bliver den engelske designer Mowalola Ogunlesi, der skal være chefdesigner for YZY x GAP-samarbejdet. Og så brugte han blandt andet også #westdayever til at annoncere, at hans gummisandaler Yeezy Foam Runner nu kan købes i USA.
Ud over at han spytter Yeezy-sneakers ud i et imponerende tempo og efterhånden har fået penge på kontoen, så lader det til, at han er klar med at gøre comeback på den tøjfront, som Yeezy-brandet aldrig helt har fået grebet om trods opsigtsvækkende modeshows.
I sit første tweet i næsten tre måneder har Kanye i hvert fald lige teaset, hvad der kunne være et større samarbejde med den amerikanske tøjkæde Gap.
På det farverige billede ses en person med en taske, hvor der er påtrykt: ‘YZY GAP DEVELOPED BY YEEZY AND GAP IN CODY WY 062520’. Det ville være meget ulig Kanye, hvis det ikke betyder, at han går sammen med Gap for at give sit tøjmærke ny luft under vingerne, ligesom vi har set Beyoncé gøre noget lignende med Topshop, indtil ejeren Philip Green blev for betændt en person at associere sig med.
Samarbejdet med Gap er en sjov krølle på halen om Kanyes tøjfascination, da han eftersigende havde sit første job hos brandet. For to år siden ansatte han så en højtstående medarbejder fra Gap, da han hyrede Deborah Palmer Keiser som Yeezys Chief Supply Chain Officer.
Spørgsmålet er så, om alt det her har noget at gøre med den video og det album, som der går rygter om. Vi bliver forhåbentlig meget klogere snart.