KOMMENTAR. Få ting i livet er mere frustrerende end ikke at vide, hvad man egentlig vil med sin eksistens. Altså ikke de små valg, som hvad aftensmaden skal bestå af, eller om man vil have mælk i kaffen.
Nej, her taler vi om det helt store billede og de helt store beslutninger. Ægteskab, børn og alt det, der hører til. Hvad man vil med livet og ikke mindst, hvad man vil have ud af livet.
Det bliver ikke bedre, hvis man er i slutningen af 20’erne eller starten af 30’erne. Her starter presset for alvor, når uret begynder at tikke. For vi kan ikke bevæge os rundt i samfundet uden at blive dynget til med meninger og holdninger om, hvordan vores liv bør se ud.
Forventningerne ligger altid i luften, og ubevidst minder omgivelserne os altid om dem. »Skal I snart giftes«, lyder spørgsmålet altid til familiefesterne. Og vinderen af dem alle, når man er kvinde, uanset om man er til familiefest eller upassende jobsamtale: »Du skal vel også snart til at have nogle børn?«
Netop alle disse spørgsmål står Vincent overfor i det japanske spil ’Catherine: Full Body’. Hans kæreste, Katherine (hold tungen lige i munden, for der er mange udgaver af det navn i spillet), har styr på karrieren, hendes forældre presser på med ægteskab, og inden længe smækkes prikken over i’et på plads: Katherine er gravid.
Imens driver Vincent hvileløst rundt i sit eget liv. Hans job fører ikke rigtig til noget, og hver aften hænger han ud med vennerne. Og så har han rodet sig ud i en affære med en Catherine. Med andre ord er Vincent og Katherine på to vidt forskellige kurser i deres liv, som på ingen måde harmonerer.
Du kan nok nikke genkendende til et af scenarierne, især hvis du er i et længevarende forhold. For ’Catherine’ er – ud over at være et lige dele bizart og meget japansk spil – en fremragende kommentar på, hvordan samfundets forventninger bliver til pålagte idealer, der stråler som pejlemærker i både privatliv og parforhold.
Med en forfriskende ærlighed og brutal direkthed skildrer ’Catherine’ (der oprindeligt udkom i 2011, men blev relanceret i år med undertitlen ‘Catherine: Full Body’), hvordan kærlighed til et andet menneske kan være limen i vores liv – eller giften, der langsomt forpester alt omkring os, indtil vi mister os selv i kaosset.
Når vi spejler os i romantiske komedier, præsenteres vi for idéen om, at den lykkelige slutning altid er en mulighed. Uanset hvad der sker, skal det hele nok gå. En dagdriver kan godt blive lykkelig med en stræber. Og en stræber kan godt finde sig til rette med en taber uden at gå på kompromis med sig selv.
Eller, hvis man ikke er i det sukkersøde hjørne, kan man dyrke den rebelske ungdomskådhed og endda køre den helt ud i det ekstreme, hvis man er over 30. På film er der altid plads til, at vi ødelægger alt for os selv for så at lime skårene sammen til noget, der ligner et liv.
Faktisk er det lidt af en trend i popkultur, at skildringen af fuck-ups – især i de ellers så lykkelige forhold – er noget, vi sluger råt. Måske for at vi kan have det bedre med os selv (eller bare more os på andres bekostning).
Men det er sjældent, at spil som genre griber så kontant fat i dilemmaer som dit livs kærlighed, utroskab og den romantiserede idé om villa, Volvo og vovse. Og når de endelig gør, er det endnu sjældnere, at de rammer så præcist, som ’Catherine’ formår.
Når Vincent falder for fristelsen hos en anden kvinde end sit livs udkårne, må man tage stilling til det ene dilemma efter det andet. Imens spillets kattepiner hober sig op, bliver man løbende udspurgt af spillet, indtil hele ens eget liv tages op til genovervejelse: »Vil du kende til din partners dybeste hemmeligheder?«, »er udseende eller personlighed vigtigst?« og »starter eller slutter livet med ægteskab?«
Det kan godt være, at man svarer på de første par spørgsmål ud fra Vincents perspektiv, men lige pludselig er det ikke længere hans liv, man konstant spekulerer på. Det er ens eget. I et slags meta-twist bliver man selv involveret i stedet for blot at følge med i, hvordan eskapaderne udfolder sig på skærmen.
Det er også derfor, at det på forunderlig vis giver genklang, når Vincent overvejer at købe en rejse ud i rummet for 50.000 dollars for at slippe væk fra alting. For hvem af os kender ikke de situationer, hvor man er så presset, at vanvittige løsninger pludselig virker rimelige?
Når Vincent ignorerer sin nagende samvittighed og kaster sig ud en tåbelig affære, er det dit valg med rod i dit moralske system. Du reagerer ikke kun på det, der sker på skærmen. Du handler på det, forårsager det. Du er afspejlingen, som ’Catherine’ stiller op.
Hvor film og serier minder os om, hvordan livet kan køre af sporet i et øjebliks uopmærksomhed, formår ’Catherine’ at få os til at mærke det hele på egen krop. Vi er ikke bare et publikum. Vi er deltagere, og det er ikke kun Vincents liv, der er på spil – det er vores eget moralske kompas.