The Reptones

Fem danskere og en nordmand udgør The Reptones, som med ingen ringere end Grant Lee Buffalos Paul Kimble som producer har kreeret en én gang nærværende og finurligt sammensat rockplade.

»How was your day? / How was your day?». Sådan, kærligt og omsorgsfuldt spørgende, begynder pladen med beroligende lyse klavertoner og dybe langsomme basakkorder. Paul Kimble spiller sin karakteristiske bas på mange af numrene, og sammen med sangskrivningen, der trækker på både country, folk og rock’n’roll, skaber det en tryg og velkendt stemning.

Sanger og sangskriver Bo Bech agerer umiddelbar frontfigur i The Reptones, der ellers udmærker sig ved at have tre vokaler. Ligesom bandet også er flere om at skrive de sange, der i den grad indskriver bandet i americana-tradition a la Bruce Springsteen, hvilket høres på ‘I’d Give My Soul’, hvor den rockede vokal arbejder sig højere i takt til støjguitarer. Det samme gælder ‘Apathy’s catchy og melodiske guitarriff med det høje country-inspirerede »Heeeyyy«-hyl.

Falsettorock leges der også med på flere numre, én af Kimbles specialiteter, og blandt andet på førstesinglen ‘Check the Beat’ høres den høje vibrerende stemme i harmoni med hvinende rock. Men de høje toner opvejes ligeværdigt med dyb slowness, der giver pladen netop den behagelige balance mellem ro og spektakel, og albummet er i det hele taget meget afvejet. På godt og ondt skiller ingen numre sig bemærkelsesværdigt ud, men albummet som helhed er kreativt og nyt på sin egen måde.

The Reptones. 'Ingrid, it's Only a Movie'. Album. Target.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af