Tindersticks

Det er svært helt at afkode bevæggrundene bag Tindersticks ’nye’ album, der består af genindspilninger (i selveste Abbey Road Studios) af bandets egen sangskat. Vidner albummet om en form for identitetskrise eller er det tværtimod udtryk for en komplet fortrolighed med egne virkemidler, der har foranlediget det stilige ensemble til at genbesøge fortidens pejlemærker?

Det er for eksempel uforståeligt, hvorfor ’A Night In’, ’Sleepy Song’ og ’She’s Gone’ fra gruppens mesterlige, selvbetitlede andet album fra 1995 skal fortolkes, eftersom de for enhver fan må opleves som definitive i originalversionerne. Nyindspilningerne finpudser originalerne med lidt ekstra strygergarniture, hvilket næppe i sig selv kan siges at være nogen tungtvejende kunstnerisk grund.

Læs anmeldelse: Tindersticks ‘The Something Rain’

Samme indvending kan for så vidt bruges mod albummet som helhed, men da flere af bidragene tilhører den mindre belyste del af gruppens produktion (heriblandt dens soundtrackarbejde), fungerer det eklektiske sangvalg som en art alternativ indføring i bagkataloget. Ukendte perler som ’Marseilles Sunshine’ og ’What Are You Fighting For?’ hentes frem fra gemmerne og udgør værdige tilføjelser til tidligere tideres stjernestunder, mens skæringer fra mere oversete album som ’Can Our Love…’ og ’Simple Pleasure’ gives en ny chance for at skinne.

’Across Six Leap Years’ markerer tyveåret for bandets debut, og som sådan er det en rettidig påmindelse om bandets gloriøse historie. Men da albummet hverken er en gængs greatest hits eller et reelt nyt kapitel i sagaen om Nottinghams blåtonede romantikere, er det nærmest definitionen på et samlerobjekt for allerede overbeviste fans – og ret overflødigt for alle andre.