Højdepunkt nr. 1: S!vas reddede hiphop-programmet
En maveforgiftning var skyld i, at Earl Sweatshirt aflyste sin koncert fredag eftermiddag, og pludselig havde NorthSide mistet 33,3 procent af dette års hiphop-program. Seks Wu-Tang Clan-medlemmer var heller ingen åbenbaring fredag aften, og så var det altså op til S!vas at redde æren for rap-traditionen.
Det gjorde han så, og selv om tidspunktet (lørdag kl. 15.15) var alt andet end primetime, gav rapperen fra Brøndby Strand en lektion i tung hiphop, som rungede af meget mere. S!vas’ koncerter føles allerede som greatest hits-parader, og med en veloplagt Reza som sidekick var det en perfekt blanding af fest, show og tirader mod ’systemet’.
NorthSide har udtalt, at de booker hiphop-navne, når disse føles ’rigtige for festivalen’. Det gjorde S!vas, og forhåbentligt kan succesoplevelsen danne lidt præcedens for, at rappen kan vinde en smule mere indpas i Ådalen end tre ud af 40 navne.
En sidste bemærkning: Jeg ved, at Earl aflyste i sidste, sidste øjeblik, men hvorfor ikke hive noget ung, dansk hiphop ind som erstatning? Der er i disse tider er mere end rigeligt at vælge imellem. Hvorfor ikke Ukendt Kunstner? Hans Philip var der jo lørdag som gæst til ’Stein Bagger’ i S!vas-koncerten. Ja ja, der er logistiske foranstaltninger, og Ukendt Kunstner har sikkert en klausul med Roskilde Festival, men nu er budskabet i hvert fald ude. CW
Læs om flere højdepunkter på de følgende sider.
Højdepunkt nr. 2: Den elektroniske fest brændte igennem
Nej, NorthSide er ikke en rockfestival per se, men man kan ikke komme udenom, at guitarmusikken alligevel fylder mest. Hiphoppen havde som beskrevet trænge kår, men lørdag fik de få elektroniske navne NorthSide til at svæve.
Ja, det er nogenlunde muligt at holde en fest til Placebo (ikke at festen overhovedet skal være en forudsætning), men islandske GusGus kl. 21.45 og de britiske rave-legender i Underworld kl. 01.00 var en slagkraftig og ekstremt sprængfarlig cocktail til dem, der gerne ville skrue lidt mere op for tempoet. Det var godt set af NorthSide, og fulgte man det elektroniske brødkrummespor fik energien et ekstra boost opad. Det er vigtigt for stemningen, hvis man anskuer festivalen ud fra et kollektivt udgangspunkt, og fællesskabet i de senere timer bliver bare noget andet end under for eksempel Lana Del Reys aftenkoncert sidste år. CW
Højdepunkt nr. 3: Mø beviste, at det er okay at spille NorthSide tre år i træk
Det kan et eller andet sted virke uopfindsomt, når en festival booker det samme navn for tredje år i træk, og som publikum vil man derfor godt føle, at man enten får noget nyt serveret eller som minimum et brag af et show.
Møs NorthSide-koncert var ikke som at besøge et fremmed land for første gang, men mere som at køre ned til den samme franske havneby, som de sidste ti år har resulteret i fremragende sommerferier. Med andre ord: Intet nyt under solen, men Mø vokser og vokser som performer og resultatet var en optursfyldt koncertoplevelse, der virkelig var pop i deluxe-format med både indlevelse og hits for hver en krone. Selv balladerne var stærke, vuggende øjeblikke, der på ingen måde tog luften af live-ballonen, og det er altså en seriøs kvalitet at have, når man laver pop.
For lige at slutte af har man jo ikke nødvendigvis lyst til at spise sin yndlingsret hver dag, og selv om traditioner er sjove, må NorthSide gerne lige vente til den anden side af et nyt album, før de hiver Mø til Ådalen igen. CW
Højdepunkt nr. 4: Headlineren over dem alle skuffede ikke
De rå, bluesinficerede garagerockere i The Black Keys var ovenpå tung regndans og et par aflysninger omsider navnet, der holdt NorthSides fane som en af landets største og bedste festivaler helt i vejret.
Dan Auerbachs gnistrende guitar og Patrick Carneys tunge tønder hamrede simpelthen sejren eftertrykkeligt hjem med et sæt, der burde få kollegaer til at skule misundeligt fra sidelinjen, og som tændte publikum som ingen anden på den aarhusianske festival. Rock, som vor mor ville lave den. AC
Højdepunkt nr. 5: Masser af plads – og andre praktiske ting
NorthSide er en taknemlig festival at være på. Alle partout-billetter var blevet solgt, men alligevel kunne man til de fleste koncerter krybe sig næsten helt forrest (godt nok i siden) – selv efter showstart. Her er bare god plads, men ikke for meget af det, for det skulle jo nødigt føles tomt – hvilket det godt lidt kunne til de tidlige eftermiddagskoncerter med mindre navne. Men det er nu værd at ofre.
Nu vi er ved de praktiske ting er der også manglen på overlap i koncerter, og udover en programplacering af Alt-J og FKA Twigs samtidig var der ikke rigtigt nogle nævneværdige overlap mellem koncerter på henholdsvis Blå og Grøn scene og den mindre P6 Beat-scene, der havde sit eget liv.
Nu vi stadig er ved de praktiske ting skal der dog også være plads til lidt konstruktiv kritik, for flere koncerter på P6 Beat-scenen var meget korte – vi snakker 40-50 minutter – og det er ganske enkelt for nærigt.
Et sidste ønske er måske lidt flere overdækkede områder. Da regnen silede ned en stor del af lørdag aften var jeg for eksempel ikke den eneste, der valfartede til P6 Beat-scenens overdækkede centrum, der et par times føltes som en metro i myldretid. Til gengæld fik Wolf Alice af den grund spillet for et fuldstændig fyldt telt – og det var de jo selvfølgelig glade for. CW
Højdepunkt nr. 6: Performeren FKA Twigs
Som live-kunstner kan man ikke rigtigt gøre så meget ved lydmanden udover at give ham et gok i nøden efterfølgende, hvis tingene ikke bare har spillet.
FKA Twigs var ganske retmæssigt blevet placeret på den mindre og lidt mere intime P6 Beat Stage (her var masser af plads), men lyden gjorde desværre ikke britiske Tahliah Barnett og hendes detaljerige, elektroniske r’n’b retfærdighed hele vejen igennem.
Det var dog blot én side af sagen, og så snart de skrattende tendenser blev elimineret kunne man fuldt ud fokusere på Twigs og undervejs erkende, hvor unikt et indspark hun er på den nutidige popscene. Fra påklædning til hendes kropslige udfoldelser var der tale om en performer – en direkte antitese til de musikere, der ‘bare’ stiller sig op og sterilt fremfører sin musik. FKA Twigs’ musik er måske ikke umiddelbart skræddersyet til en festival i åbne forhold, men Barnett gjorde sit for at tryllebinde publikum. CW
Højdepunkt nr. 7: Gamle travere og genhørets glæde
Det er ikke nødvendigvis de navne, der vækker allerstørst begejstring ved tilføjelse til plakaten, men de gamle travere hører hjemme på en festival som NorthSide, der altid har haft ligeså stort fokus på nostalgi som på at fremvise morgendagens stjerneskud.
Og ja, bundsolide koncerter blev det bestemt heller ikke til hele vejen igennem, men der et eller andet usvigeligt festivalagtigt over at få de her små øjeblikke af genhørets glæde, der vækker så usandsynligt mange minder. Incubus’ ‘Drive’, Placebos ‘Bitter End’, alle numrene fra Interpols debutplade, Dizzy Mizz Lizzys ‘Love Is a Loser’s Game’, The Jesus and Mary Chains støjende jubilæumsfremførsel og hele Underworld-festen var bare nogle af de momenter, der gjorde NorthSide personlig – for mig vel at mærke, i sådan en retrospektiv ungdomsglæde. Men det er altså også en kvalitet, og sådan er der sikkert mange, der har følt det hist og her til forskellige koncerter med de mere afdankede/erfarne bands – vælg selv, hvilket tillægsord, du vil bruge.
Højdepunkt nr. 8: The Minds of 99 i absolut storform
Der er sandelig sket meget på det år, som er gået siden kvintetten indtog NorthSides P6 Beat-scene i 2014 med et dugfrisk debutalbum. Fortjent opgraderet til en af de to hovedscener viste The Minds of 99, at de er vokset eksponentielt – ikke mindst som liveband.
Flere af sangene foldede sig ud i udvidede versioner, hvilket gav Niels Brandt rige muligheder til at interagere med publikum og demonstrere total crowd control. Med andre ord: The Minds of 99 har i den grad formatet til at spille de store scener op nu, og gruppen er i storform til at indtage Orange Scene om et par uger. MG
Nedturen: Wu-Tang Clan i amputeret opstilling
Rygterne var kommet NorthSide i forkøbet, og desværre viste de sig at holde stik. Wu-Tang Clan mødte op seks mand høj, og tre af hiphop-kollektivets vigtigste medlemmer i form af RZA, Method Man og Raekwon var altså missing in action.
At noget mangler gør jo ikke en koncert decideret dårlig, og de fremmødte Shaolin-rappere gjorde deres for at lave en fest – hvilket de lykkedes nogenlunde med i en blanding af solide og mere rodede momenter.
Trioen af manglende medlemmer skinnede dog flere steder ved deres fravær, og med den fuldtallige, ret så geniale og to år gamle Vanguard-koncert i baghovedet var det svært ikke at tænke over, hvad der kunne have været. I de mindste aflyste de ikke ligesom Earl Sweatshirt, og rent konceptuelt fungerede en stor hiphop-koncert fredag aften altså fortrinligt. Bare lige for at complete the circle og vende tilbage til pointen om, at NorthSide burde kigge lidt dybere i rap-brønden i fremtiden. CW
Læs også: NorthSide: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser