Døden kastede sit månelys over musikåret 2016

Musikåret startede mørkt og smukt med David Bowies svanesang, ’Blackstar’. Det er oplagt at trække en linje mellem det album og Nick Caves sorgbearbejdende ’Skeleton Tree’ fra september og Leonard Cohens 14. og sidste album, ’You Want it Darker’. Kan man overhovedet undgå at høre de tre legenders storroste album som ekkoer af hinanden?
Døden kastede sit månelys over musikåret 2016
Bowie.

KOMMENTAR Der er gået 11 måneder, siden det skete.

Som fan af David Bowie har jeg gennemlevet mine egne personlige sorgfaser: Chok, vantro og fortvivlelse transformerede sig og blev til forundring, taknemmelighed og dermed trøst.

Et sted i processen – mellem fortvivlelsen og forundringen, måske – registrerede jeg en basal skamfuldhed: Hvorfor sørger jeg over en person, som jeg ikke kendte personligt? Gør denne fortvivlelse mig et hak bedre end de teenagepiger, der ringede til en i hast oprettet kriselinje og fablede om at tage deres eget liv, da Robbie forlod Take That?

Bowie – eller rettere: Min idé om Bowie – udgør en intim forbindelseslinje til de ting, jeg sætter pris på i kunsten: Det grænseoverskridende, det mangfoldige, det transformative, hjernen, kroppen og forestillingsevnen som et uudtømmeligt reservoir af kreativitet.

Taknemligheden begyndte at tage form i det øjeblik, jeg begyndte at indse, at det at sørge over Bowie i samme bevægelse er at fejre de kvaliteter, som han inkarnerede mere end nogen anden kunstner, jeg kan komme i tanke om (Prince, musikårets andet dramatisk uventede dødsfald, kan passende snuppe andenpladsen i det regnskab).

Fællestræk: Før og efter

Der er et tydeligt før og efter i mit forhold til ’Blackstar’, der udkom bare to dage før Bowies død den 10. januar. Det har ikke så meget med værkets kvalitet at gøre. Jeg syntes, det var rigtigt godt før Bowie døde (jeg havde som anmelder af albummet mulighed for at høre det en uges tid i forvejen), og jeg syntes det var rigtig godt lige efter. Her 11 måneder senere synes jeg fortsat, det er strålende.

Men karakteren af værket har forskubbet sig. Hvad der virkede gådefuldt, mørkt og kryptisk før den 10. januar, slog mig siden som et sårbart, men også modigt og på sin egen måde mere lyst og livsbekræftende værk, end det værk jeg hørte før den mandag morgen, hvor nyheden om Bowies død kaprede den globale nyhedsdagsorden i (mindst) 48 timer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Nick Caves album ’Skeleton Tree’ udkom 9. september, dagen efter at den fremragende dokumentarfilm om skabelsen af selvsamme album, ’One More Time with Feeling’, blev vist i biografer verden over.

I tilfældet ’Skeleton Tree’ knytter oplevelsen af et før og efter sig til fortællingen bag albummets tilblivelse: Vi er som lyttere medvidende om, at Arthur Cave, Nicks 15-årige søn, i juli 2015 omkom efter et fald fra en klippe nær hjemmet i Brighton. I Caves tilfælde er det hans samlede værk, der kan siges at blive erfaret i en anderledes optik i lyset af en konkret hændelse. Der er et før og efter ’Skeleton Tree’.

Leonard Cohens ’You Want it Darker’ udkom 21. oktober, og blev straks fortolket af en næsten samlet anmelderstand som den 82-årige mesters afskedsbrev til livet og kunsten. På den måde peger albummet hen på et før og efter, der på såvel forudsigelig som chokerende vis materialiserede sig fuldt ud ved nyheden om Cohens død den 7. november.

Jeg er ret sikker på, at alle tre album – Bowies og Cohens sidste inden dødens indtrædelse og Caves første efter den værst tænkelige tragedie overgik ham – vil placere sig højt på de årslister, der inden længe vil vælte ud over alle os, der går op i den slags.

Det er i det hele taget svært ikke at høre de tre album i forlængelse af hinanden:

De er alle forholdsvis korte værker (henholdsvis 41, 36 og 39 minutter), og de indledes hver især med en meget stærk sang (og førstesingle) – ’Blackstar’, ’You Want it Darker’ og ’Jesus Alone’ – der sætter scenen for resten af albummet og som kaster sit besættende månelys (og mørke skygger) over de resterende sange, der udgør værket.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selvmytologiseringen og dens begrænsninger

Bowies død vil for altid definere, overskygge eller berige (alt efter temperament) ’Blackstar’ som værk. Forbindelsen til ’Skeleton Tree’ er i den forstand åbenlys. Det er umuligt at lytte til Caves album uafhængigt af ens medviden om omstændighederne bag det. Måske vil den musik Cave fremover udsender endda uundgåeligt blive hørt i lyset af ’Skeleton Tree’. Mange vil også lytte til ældre hovedværker som ’Tender Prey’, ’Let Love In’ og ’The Boatman’s Call’ i lyset heraf. Både fortid og fremtid tager på den måde del i en skelsættende begivenhed i privatpersonen Nick Caves liv.

Cohens ’You Want it Darker’ er den canadiske legendes kunstneriske testamente, hans sidste vilje sat på toner og vers. I den optik markerer albummet altså et sidste suk før døden, og alt der kommer efter, er så den store tavshed.

Det kan virke underligt, ligefrem forkert, at sætte store kunstneres værk ind i en eller anden narrativ ramme, der organiserer dem i en efterrationaliseringsoptik. Men sagen er den, at Caves, Bowies og Cohens værker kan siges at invitere til den form for læsninger – Bowies i kraft af de selvmytologiserende og stærkt dødstematiserende videoer (til titelsangen og ’Lazarus’), der forvarslede udgivelsen af ’Blackstar’, Caves i kraft af den føromtalte dokumentarfilm, der integrerer den kreative proces med sorgbearbejdelsen, og Cohens i forbindelse med et meget omtalt interview med The New Yorker op til udgivelsen, hvor han taler om, at han ’gør sit bo op’ og er ’klar til at dø’, samt det brev han skrev til sin gamle muse, norske Marianne Ihlen, forud for dennes død i sommers. I brevet, som blev lidt af en viral sensation, skriver Cohen blandt andet, at han tror han snart vil følge efter hende (det vil sige snart vil dø). Det viste sig at holde stik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Modtagelsen og fortolkningen af de omtalte værker er dog delvist ude af hænderne på de aktivt selvmytologiserende kunstnere selv:

Cave kan ikke stille meget op i forhold til, at hans fans fremover vil lytte til ’Let Love In’ (1994) – med sit mere mytisk-bibelsk-ekspressionistiske smerteunivers – og afveje den i lyset af den konkrete, mere nedbarberede og private smerte, der kendetegner ’Skeleton Tree’. På lignende vis vil Bowies egentlige comebackalbum (efter ti års albumeksil), 2013’s tilforladeligt rockende ’The Next Day’ blive hørt som et nærmest sorgløst forvarsel om den sygdom, der på paradoksal vis fik ham til at genfinde en mere dybtgående og visionær kreativitet på kanten af livet: Resulterende i de smukke, forrevne sange på den jazz-avantgarde-inspirerede ’Blackstar’.

Cohens album blev allerede før hans død modtaget som et testamente. På sin vis er det en fordel for Cohen, at han rent faktisk døde kort tid efter, set i forhold til receptionen af hans alderdomsværk. Det havde næsten været at skuffe sine fans og kulturkommentatorklassen, hvis han havde fortsat med at sige farvel til livet over en hel kæde af tematisk sammenflikkede album!

Pointen er, at vi – lytterne – river kunstnernes værker ud af hænderne på dem, og skaber projektioner af dem, som de ikke selv har kontrol over og som de måske endda ikke selv kan genkende.

Cohen har været vant til den slags i særlig høj grad. Han blev hurtigt i slut-60’erne døbt som ’The Godfather of Gloom’ og ’The Bard of Melancholy’. På trods af, at få sangskrivere er mere humoristisk begavede end Cohen, har det været mere end svært for ham at undslippe den depressivitetens tunge kappe, som publikum har forsøgt at lægge ned over hans ryg.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mørket er kun mørke i kraft af lyset

Både ’Skeleton Tree’, ’Blackstar’ og ’You Want it Darker’ synes indkapslet i en dialektisk brydning mellem sorg og skønhed, lys og mørke, depression og humor.

Album, der omhandler døden, er mere dramatisk dragende og indeholder et større skønhedspotentiale end album, der for eksempel fejrer ungdom, fest og jagten på det næste fix.

Men det er interessant, at Cave på mange måder har lavet mere konsekvent mørke album end ’Skeleton Tree’. Jo mere historiefortællende en rolle Cave tillægger sig, jo mere morderisk, mørk og nådesløs kan han være. Des mere man fornemmer privatpersonen Nick – fremfor mytomanen Cave – des mere forundring, nåde og lys siver der ind, selv om bevæggrundene for disse værker – et smertefuldt brud på ’The Boatman’s Call’, sønnens død på ’Skeleton Tree’ – er opstået på baggrund af en akut krisebevidsthed hos privatpersonen Nick Cave.

Det er den samme skønhed og taknemmelighed over livet, der pibler frem gennem sprækkerne af de nedlukkede gardiner på ’Blackstar’, en omstændighed der blev desto klarere i det øjeblik – post-10. januar – hvor vi blev bevidst om årsagen til det mørke, der mest markant slog én i mødet med ’Blackstar’. De kryptiske allusioner til Bowies egen karriere (blandt andet til Major Tom-figuren i videoen til titelnummeret), undergangssyner og hedenske ritualer (i selvsamme video) og sygdom og død (i videoen til ’Lazarus’) var – vurderet i bagklogskabens lys – rammer Bowie skabte med tanke på dels at beskytte sig selv i den kreative proces (og i interaktionen med de relevante samarbejdspartnere) og i forhold til sangenes i første omgang uformidlede møde med et publikum.

Tekstuniverset er som et prisme af et det lys og de skygger, der udgår fra et helt menneske: Bowie hejser på tærsklen til dødens endegyldige aflukke stolt og trodsigt et flag for livskræfterne i sit eget snart kraftforladte legeme. Læg for eksempel mærke til den seksuelle understrøm, der løber gennem flere af sangene, der kan høres som Bowies måde at sige et vitalt ’fuck dig’ til døden på. Lidenskaben og viljen til at leve er en del af menneskenaturen til det sidste. Det sobre, reflekterede og elegiske er blot en af dødsprocessens masker, den er langtfra den eneste.

Til sammenligning er Cohens libido til gengæld afgjort for nedadgående på hans tre alderdomsværker siden comebacket som turnerende musiker sidst i 00’erne. Den skælmske humor, glimtet i øjet, er med ham hele vejen – også på ’You Want it Darker’. Alene albumtitlen er en slags humoristisk metakommentar i forhold til hans publikums forventninger til, hvad et Cohen-album fem minutter i tæppefald indeholder eller ’bør’ indeholde. Humoren siver frem fra selv de mørkeste kilder på albummet. Cohen har altid været tvetydighedens og den ironiske dobbelttydigheds mester. Hans underfundighed er som et indbrud af lys på en baggrund af begsort mørke. Men indrømmet: Der er mere resignation – og mindre begær efter at leve – på ’You Want it Darker’ end tidligere set fra den kant.

Coachella Valley Music & Arts Festival 2009 - Day 1
Cohen på Coachella i 2009. Foto: Paul Butterfield/Getty Images.

Bowies død dikterer oplevelsen af ’Blackstar’

Der har været spekuleret meget i, hvor planlagt ’Blackstar’ var fra Bowies side. Om han selv var bevidst om, at han ville dø kort efter udgivelsen. Og om han på en eller anden måde i løbet af processen indså, at værket ville blive fuldendt i kraft af hans egen død.

Uanset hvad: Dét at alle disse spekulationer er sat i gang, understreger egentlig bare, at uanset hvor ’meddigtende’ Bowie var også i den del af værkets fuldførelse, så er der et format og et vingefang over hans sortie, der er meget typisk Bowie. Planlagt eller ej: Der er noget overmenneskeligt, nærmest monstrøst, over at gøre et ’værk’ ud af sin egen død. Vi almindelige dødelige kunne umuligt have regnet ud, hvad han pønsede på. Også i sin død var Bowie et skridt foran. Det indledende ’Hvad pokker er det han prøver at fortælle?’ blev med et trylleslag vendt til et ’Åh, jamen, selvfølgelig!’, da kalenderbladet viste 11. januar.

Hvis Bowie tænkte sin forestående død ind i sin kunst, og gjorde den til en del af den, kan værket siges at have en smukt splintrende effekt (heri ligger det performative ved Bowies sidste kraftanstrengelse): Han var ganske sikkert bevidst om, at en modtagelse af værket og en værdsættelse af det, i kraft af, at vi endnu ikke forstod hvad det betød, ville blive efterfulgt af en ny og anderledes reaktion, idet han selv i kraft af sin død, ville forlade samtalen, så at sige. I den optik orkestrerede Bowie modtagelsen af ’Blackstar’ – også på den anden side af sin død. Hans død bestemmer oplevelsen og filtreringen af værket. Det er på mangfoldige måder en typisk Bowie-gestus, ja, den ultimative Bowie-gestus.

Spørgsmålet er, hvor stor betydning for oplevelsen af værket det har, om der var tale om en bevidst gestus?

BowieLazarus
Bowie i videoen til ‘Lazarus’.

Taknemlighed og trøst

Hvis Bowies død, som jeg var inde på indledningsvist, for mange – mig selv inklusive – kan beskrives som det at gennemleve sorgfaser, så er jeg for længst nået frem til en taknemmelighed over det liv og det værk, Bowie skabte, samtidig med en dyb forundring over ’Blackstar’, den gave, han efterlod os. Jeg mærker desuden en glædesmættet forventning om, at jeg engang vil komme til at se og værdsætte forundringen i mine sønners øjne, når de en dag forstår, mærker og føler noget af det samme, som jeg har gjort i mødet med Bowies værk. Det er faktisk en trøst. David Bowie er død, men ’David Bowie’ dør aldrig!

Med Leonard Cohen forholder det sig lidt anderledes. Hans død var mere ventet, og derfor mindre abrupt indgribende i forhold til min – og formoder jeg, andres – følelse af mental ligevægt. Cohen havde – på selvironisk vis – gjort det til en pointe på sine tre alderdomsværker, at han var blevet til en gammel mand, der var tættere døden end resterne af ungdommens livskraft.

Det er dog ironisk, at han døde inden for samme døgn som Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg. Lidt ligesom der ikke var plads til den kosmopolitiske forfatter Stefan Zweig i mellemkrigstidens nazificerede Østrig, er det svært at se en plads til Cohens vise humanisme og stoiske livsholdning i en tid, der hylder typer som Trump.

Vi kan heldigvis lytte til Cohens 23 år gamle dommedagsprædiken ’The Future’, hvis vi ønsker at høre lyden af vores egen nutid. »I’ve seen the future, baby, it is murder«…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Jeg tror ikke det er trøst i egentlig forstand, Cave har været på udkig efter i arbejdet med ’Skeleton Tree’. Cave er for bevidst om forholdet mellem sin mytologisk selvbevidste kunstnervirksomhed og sin mere ydmyge rolle som et menneske af kød og blod til at tro på den form for forløsning.

Cave står nu – og for altid – fanget mellem to verdener. Denne verden, hans og vores verden, og den næste. Han rækker en hånd tilbage til den kvinde han elsker og den søn, han endnu har, for at støtte dem og for at lade dem samle ham op, og han strækker fingrene ud (frem?) mod Arthur. Hans udstrakte fingre er som konturerne af det afpillede træ, albumtitlen beskriver. Nok er Arthur død, men værket i slagskyggen fra hans død, lever videre. Om det er til Caves kunstneriske fordel på sigt, skal jeg lade være usagt. Det er med dét som med livet: Enhver risiko bærer en mulighed i sig, og enhver mulighed en risiko.

’Blackstar’, ’Skeleton Tree’ og ’You Want it Darker’ opridser mere end nogen andre udgivelser i 2016 forholdet mellem skønhed og sorg, mørke og lys.

Det er mit håb (min forventning?), at de i fremtiden vil leve i kraft af ikke bare deres kvaliteter som selvstændige værker, men også i kraft af det forhold, de står i til hinanden – den større ’samtale’, de – ved skæbnes lunefulde indgriben – tager del i.

Læs nekrolog: Leonard Cohen fortjener værelset helt øverst oppe i ’The Tower of Song’

Læs nekrolog:
David Bowies død er ubegribelig og logisk på samme tid

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af