KOMMENTAR. Alt var måske en smule mere simpelt i gamle dage. Førhen skulle en rapper bare skære relativt klart igennem på mikrofonen og have et setup, der bestod af en hypeman og en dj. Så kunne vi alle sammen smide vores arm op i vejret, mens seancen gik sin vante gang.
Men hvis 2019 har vist én ting, er det, at hiphopkoncerter er en exceptionelt variabel størrelse. Og på årets Roskilde Festival kunne man nærmest bevidne genren forvandle koncertformatet i realtid.
Én del af det er selvfølgelig moshpit-kulturen. Jeg har før skrevet her på sitet, at det er en tiltrængt dosis adrenalin til de førhen så mekaniske hiphopshows, men at det også kan tage overhånd, når hele koncerter bliver domineret af kaos i stedet for musik, som det var tilfældet til Skepta på Arena.
Men moshpitten er faktisk kun ét udtryk for det dybere skift i hiphoppens koncerttilgang, for genren prøver netop nu at genskrive reglerne for, hvad en koncert skal gøre.
Hvor det før primært handlede om vokalpræstation, har kunstnere som Travis Scott gentænkt selve kernen i det at give en (hiphop)koncert. Da han indtog Orange Scene til en spektakulær fest torsdag nat, var effekter, pyroteknik og visuals ligeså dominerende som rapperens eget flow.
Stedvis var koncertens hovedfokus på moshpits og ildebrand – ikke på klassiske dyder som flow og levering. Det var noget nyt. Og det var første gang, Orange Scene bevidnede hiphoppens nye koncertkultur.
Travis Scott var ikke den eneste. Denzel Currys højenergiske Florida-hiphop smadrede Apollo på fortrinlig vis, Sheck Wes kompenserede for manglende vokal med høj energi, og Octavian samt Skepta mindede alle om, at moshpitten har dybe rødder i grime. Og så var der Cardi B, der selvfølgelig leverede en virkelig stærk vokalpræstation, men også skabte en speciel koncert ved at trække meget på dansere og selvsikre twerk-indslag.
Alle de optrædener levede mindst lige så meget af et højenergisk publikum og en nærmest utømmelig mængde energi som af deres hovedpersoners præstation. Hiphoppens fokus har rykket sig fra statisk fremførelse til dynamisk synergi mellem publikum og artist.
For de nævnte koncerter – og mange flere – viste, hvordan hiphop- og grimeartister lige nu ændrer reglerne for, hvordan et liveshow skal se ud. Og det er især spændende, fordi de gør det på Roskilde Festival.
For det har jo netop været her, at mange rappere ikke kunne finde plads, fordi der er ret strikse krav til, hvor længe man skal spille, og hvor meget man skal kunne levere live. Da vi interviewede Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén tidligere i år, fortalte han netop, at festivalen fravalgte at booke mange danske rappere, fordi de ikke havde materiale eller erfaring nok til at kunne spille et timelangt show på en af de større scener.
Men dén måde at argumentere på synes at være ved at blive forældet, når man ser på, hvordan unge, fandenivoldske rappere har sat deres præg på Roskilde Festival anno 2019. Der er blevet plads til flere kunstnere, der ikke passer ind i de vante kasser.
Og apropos kassetænkning: Årets hiphopprogram på Roskilde Festival imponerede også i form af alsidighed. Der var både plads til et eksperimenterende og eftertænksomt kollektiv som Brockhampton, en kompromisløst rowdy sexrapper som Cupcakke og en global hiphopsensation ved navn Cardi B (som blot spillede 45 minutter på Orange, dén var også ny).
Eller man kunne vende snuden mod Jpegmafias eksperimenterende set, Hans Philips magiske transformation fra rapper til r’n’b-sanger eller tage til Joey Purrps stærke show, der fik os til at glemme (næsten) alt om Chance the Rappers aflysning.
For nå ja: Chance aflyste jo. Igen. Den triste fordom om, at rappere altid aflyser, viste sig at være meget sand igen i år, især fordi Chance så blev erstattet af Wu-Tang Clan, der dukkede op uden medlemmerne Method Man og Raekwon og gav et søvnigt show.
Den uengagerede Wu-koncert på Orange var et sidste symbol på, hvordan hiphoppen har ændret sig. For det gamle New York-kollektiv magtede ikke at skabe så meget som en brøkdel af den stemning, trap-stjernen Travis Scott havde skabt samme sted natten før.
De gamle guder var faldet. Og de nye stjerner skinnede stærkt. Det virkede som året, hvor en ny hiphopperiode startede.
Læs også: Roskilde-højdepunkter: 12 magiske øjeblikke, der har brændt sig fast i hukommelsen
Læs også: Hvis publikum kunne bestemme: Ønsker til Roskilde Festival 2020