KOMMENTAR. I et kontroversielt Los Angeles Times-interview sidste uge hævdede den 53-årige Gorillaz-frontmand Damon Albarn, at Taylor Swift ikke skriver sine egne sange.
Udtalelserne var en del af et større argument angående manglende kvalitet i ‘moderne musik‘, som Albarn kom ind på grundet sine nyeste koncerter, hvor han genfortolker sine sange på klaver:
»Du kan ikke gemme dig bag noget (når du spiller sange på klaver, red.). Du lærer, om sangene overhovedet er gode, eller om de blev populære på grund af deres sound og attitude (…) Det er ærlig talt noget, meget moderne musik ikke kan holde til«.
Los Angeles Times-journalisten gik Albarns kommentar på klingen og indskød derudover, at Taylor Swift også co-writede nogle af sine sange. Til dette svarede Albarn, at han ikke anså co-writing (det at skrive sange med andre) som at være på samme tekniske niveau som selvstændig sangskrivning.
Swift var på ingen måde glad for Albarns udtalelser, og hun svarede prompte tilbage på Twitter: »Jeg skriver ALLE mine sange. Dit hot take er fuldstændig falskt og meget ødelæggende. Du behøver ikke at kunne lide mine sange, men det er virkelig fucked up at forsøge at miskreditere min sangskrivning. WOW«.
Taylor Swifts respons skabte ringe i vandet ude i Twittersfæren, hvor både tidligere samarbejdspartnere og andre kvindelige musikere gav deres ord med i debatten og bakkede op om hendes evner som sangskriver.
Damon Albarn gav senere en halvhjertet undskyldning og snakkede kort om situationen til en af sine seneste koncerter. I begge tilfælde blev der lagt vægt på hans oplevelse af at blive cancelled for noget, han selv mente var blevet serveret som clickbait.
Der har været relativt stille siden da, og den lunkne undskyldning ser også ud til at være godtaget. Men situationen er endnu et eksempel på et gentagende systemisk problem i musikbranchen.
Nemlig affejningen, underbevidst eller ej, af kvindelige artisters håndværk.
Kvinden som artist, ikke som sangskriver
I takt med, at diskussionen om ligestilling i musikbranchen såvel som andre steder er blomstret op, er der blevet delt mange tanker og følelser om netop denne situation, som mange kvindelige artister kan nikke genkendende til.
En diskurs, hvor de anses som værende ansigtet, kroppen og stemmen i deres musik, men ikke på samme måde bliver anerkendt for deres håndværk, når det kommer til sangskrivning og produktion – især når udgivelserne er opstået i samarbejde med mænd.
Ser vi mod industrien i udlandet, har den britiske artist Charli XCX gentagne gange kommenteret på den sexistiske dobbeltmoral, hun møder i sit arbejde:
»Der er stadig den opfattelse af kvindelige artister, at vi blot er objekter, der går på scenen og synger andres sange (…) Det kunne ikke være mere forkert i disse tider, og sådan har det også været i lang, lang tid. Hvis det er sådan de kvindelige frontpersoner i industrien bliver behandlet, hvad så med de aspirerende (kvindelige, red.) producere, mixere, pladeselskabschefer?«, har hun udtalt til Complex i 2020.
I en Twittertråd fra året før uddybede hun yderligere det konkrete problem: »Kvinder i denne industri bliver konstant betvivlet for deres validitet. ‘Har hun RENT FAKTISK skrevet det her?’ ‘Kan hun EGENTLIG producere?’ (…) Jeg ser det hele tiden«.
Her i Danmark er diskussionen på ingen måde mindre genkendelig.
I The Voice-podcasten ’Dronning’ har Jada detaljeret og ærligt delt sine oplevelser om de kønnede fordomme, der opstår i mødet med hendes værker, når hun har lavet dem sammen med andre:
»Det er bare sindssygt svært at få credit for sit arbejde som kvinde stadig i musikbranchen (…) Jeg udgiver en ny sang, og så spørger de manden ved siden af mig: Ej, hvordan fandt I på det dér beat? Du ved da ikke, om det var mig, der fandt på det beat. Det er røvirriterende«.
Co-writing og pop-smagsdommeri
Man kan forsøge at lade tvivlen komme Albarn til gode. For mig, der som musiker har fundet stor inspiration i ham og hans værker, håber jeg da, at hans udtalelser ikke udsprang fra en hyggesexistisk agenda.
Problemet er bare, at Damon Albarn formår at modsige sig selv i sådan en grad, at hans argumenter ikke kan ses som andet end uigennemtænkte.
Er Albarns pointe blot, at co-writing for ham er mindre fint end at skrive selvstændigt, kan det undre, at han i interviewet som et positivt eksempel indenfor mainstreammusik nævner Billie Eilish. Eilish er jo netop meget åben om sit samarbejde med broren Finneas, og at disse skriver sammen er en grundsten for hendes diskografi.
Jeg skulle i øvrigt hilse og sige, det ikke længere er særlig retorisk velset at sætte to kvinder op mod hinanden for at bevise noget om den enes kvalitet og den andens mangler. Både Swift og Eilish er enormt talentfulde og dominerer popindustrien på hver sin vis, så det føles irrelevant at sammenligne dem på denne måde.
Hvis Albarn ikke kan lide Swifts musik, er det en fair sag. Men det er ret så pinligt, at han potentielt har forsøgt at rygdække sin personlige holdning med hullede argumenter.
Som Swift selv nævner, er hun krediteret som sangskriver på alle sine udgivelser, og albummet ‘Speak Now’ fra 2010 har hun endda skrevet helt alene. Kommer det til co-writing kan og skal hendes bidrag til de enkelte værker ikke benægtes, blot fordi hun haft andre (mænd) med i processen. Det gælder lige så meget for hende som for alle i sangskriverbranchen.
Hovedsageligt klør jeg mig dog gevaldigt i hovedet over, hvordan det er Damon Albarn af alle mennesker, der har udtalt sig så konservativt om co-writing.
Han er med sine mange brogede projekter såsom Gorillaz, The Good, The Band & The Queen samt Rocketjuice & the Moon da om nogen en kunstner, der ser potentialet i et fælles musikalsk samarbejde. Men co-writing er måske noget helt andet, når det foregår hos Albarn og hans mandlige kollegaer imellem?
Kunne man forestille sig at bruge samme afvisninger af bidrag til co-writing mod artister som Iggy Pop, David Bowie eller Brian Eno, der alle tre indgik i mange forskellige samarbejder med hinanden?
Thank God for Taylor
Situationen er ikke ny. Mange kvinder i musikindustrien har delt deres oplevelser om situationer, der minder om denne. At der imidlertid har været så stor kollegial opbakning i netop denne sag er ikke noget, jeg mindes at have set i sådan en grad tidligere.
Det viser forhåbentlig, at musikkulturen er i forandring. Men det skyldes nok også, at Damon Albarn valgte den forkerte kunstner at fucke med.
Taylor Swift har gennem sin lange karriere bevist, at hun er en af de største nulevende mastodonter inden for sangskrivningsfaget. Efter coronaudgivelserne ‘Folklore‘ og ‘Evermore‘ har selv de groveste popkynikere omfavnet og anerkendt hendes evner.
Derudover har Swift også altid været en artist, der har råbt højt, hvis hun har følt sig trådt på – ligemeget hvem det er, der har udfordret hende. Og ser man på de tidligere modstandere som Kanye West og Spotify, synes Albarn at blive en lille en af slagsen.
Det niver lidt i maven, når man tænker på, hvorvidt udfaldet havde været det samme, hvis Albarn var gået efter en anden kvindelig artist, der ikke havde samme høje status eller samme vilje til at sige fra.
Dog må man trøste sig med, at beefen mellem de to kunstnere, der startede som endnu et ærgerligt eksempel på, hvor langt vi har igen, endte med at blive et udtryk for, hvor langt vi potentielt er nået.
Måske er vi godt på vej til at skabe en kultur i musikindustrien, der ikke automatisk negligerer kvindelige artisters håndværk. Hvor man ikke længere kan slynge hyggesexistiske udtalelser ud uden at blive kaldt ud for det.
For de kvindelige frontfigurer, vi har i musikindustrien lige nu, er ikke blot sangere, trendsettere eller sexsymboler. De er musikere, sangskrivere og producere i ét – og jeg tør godt vædde på, at deres sange lyder lige så fede spillet på klaver som dine, Albarn!