1. Sonic Girl ved, hvordan man laver en entré
Wow, for en entrance, Sonic Girl leverede på Eos. Soundvenues anmelder, Jennifer Frydensbjerg Lehmann, beskrev det sådan:
»Man skulle tro, det var en fusion af Serena van der Woodsen fra ’Gossip Girl’ og Lady Gaga, der trådte ind på Eos-scenen iført en lang, platinblond paryk, lyssky solbriller og en koket hat.
»Roskilde, you look hot«, lød det ovenikøbet fra Sonic Girl, som var hun et spøgelse af Paris Hilton anno 2005«.
Læs hele anmeldelsen HER.
2. Mas autotune-croonede over en saxofonsolo
Gæstestjernerne stod i kø til Mas’ overlegne lukkekoncert tirsdag aften på Eos, men det lyriske talent stod selv for aftenens største overraskelse godt halvvejs gennem showet.
Her fandt den ellers så adstadige bar-rapper sig til rette i en lænestol, mens han fyrede op for en omgang inderlig, autotune-tung sangrap, der gudhjælpemig ovenikøbet blev akkompagneret af en saxofonsolo.
Måske er han så småt ved at have knækket »Mas-koden«? Malthe Hjort
Læs hele anmeldelsen HER.
3. Evil House Party zombiewalkede til sin gyserpop
»Er I klar til noget verdens undergang?«, spurgte Emma Acs den dansende masse foran scenen, og så forvandlede hun sig til en zombie.
Eller rettere: Hun zombiewalkede sig hele vejen gennem sin gyserpop-banger i det violet-blå spotlight-skær, imens Jacob Fohrman leverede dystre dancebeats bag pulten.
Publikum spejlede den gyser, der udspillede sig på scenen, og hele Gaia-teltet blev i få minutter forklædt som en scene fra ‘The Last of Us’. Caroline Toft Frost
4. Giifts uventede dansetrin
På Gaia-scenen rejste Giift sig ikke bare op undervejs, som hun ellers har gjort det ved tidligere koncerter. Hun lettede, skrev Soundvenues anmelder Sune Anderberg:
»Først med ‘Home Stu Freestyle’, helt ude på kanten af scenen med rytmisk overskud. Men pludselig blev den lækkert-phasende elguitar afløst af en sped up-backing, der fik Giift til at danse og teltet til at koge«.
Læs hele anmeldelsen HER.
5. Aperly Highs hypnotiserende lysshow
Hvem siger egentlig, at hyper-pop skal være hyper? Hvis man skal dømme efter Aperly Highs koncert på Gaia mandag aften, kan det i hvert fald sagtens lade sig gøre at gå mere afdæmpet til den ellers ofte så outrerede genre.
Han lokkede fra start med svævende indie-toner, men byggede langsomt op til en euforisk klubstemning komplet med et hypnotiserende lysshow i pink, gule og orange nuancer, som indhyllede hele Gaia-teltet i sit varme skær.
Et vaskeægte Roskilde-moment, hvor alt gik op i en højere enhed. Jennifer Frydensbjerg Lehmann
6. Kind Mod Kind og Medina hånd i hånd
Den allerede festlige stemning ramte et kogepunkt, da Medina betrådte scenen og spillede ‘Love Isn’t Easy’ sammen med Kind Mod Kind, skrev vores anmelder Carl Windahl Bøllingtoft:
»Og som de stod der ved sangen afslutning, Julius Amdisen (forsanger i Kind Mod Kind, red.) og Medina, med hinanden i hånden og armene hævet i fælles triumf, blev det næsten et symbolsk billede på hele Kind Mod Kinds aften på Roskilde Festival«.
Læs hele anmeldelsen HER.
7. Heathes metalliske, rockede EDM-drop
Heathe kombinerede ambient trance og groovy eufori i langstrakte soundsccapes på Gaia søndag aften. Jeg kender ikke navnene på sangene (kun første nummer er udgivet), men koncerten kulminerede, da bandet efter en længere ambient-klingende passage pludselig tog fusen på publikum og spillede hårdere end nogensinde – som et metallisk EDM-drop, blot i en tungsindig rock-udgave. Kjartan F. Stolberg
8. Ida Laurbergs sirenesang på Tobias Rahim-sangen ‘Stimulanser’
Ida Laurberg havde en stor gæst med i form af Andreas Odbjerg, men det var hende selv, der skabte koncertens største moment, skrev vores anmelder Jennifer Frydensbjerg Lehmann:
»Der var ikke én finger at sætte på vokalen, som helt afslappet formidlede tekst, melodi og fraseringer, som var hun en langt mere erfaren kunstner. Særligt da hun begav sig ud i sit vers på Tobias Rahims ’Stimulanser’, nåede hendes stemme nye højder i en tryllebindende sirenesang, der vakte velfortjent jubel«.
Læs hele anmeldelsen HER.
9. Pleasers punk-saxofon
Mandag eftermiddag spillede københavnske Pleaser et godt fyldt Gaia-telt op med deres mørke, søde og seje lollipop chainsaw-punk. Musikken bølgede frem og tilbage i et helvede af feedbackfrekvenser og bækkenstøj.
Pludselig, i sangen ‘Drive of Distress’, dukkede den formidable saxofonist Zeki Jindyl fra Narcosatánicos frem fra mørket, og kakofonien var fuldbyrdet.
First Days 2023 har budt på mange gæsteoptrædender. Det her var muligvis den mest blærede. Anton Rothstein
10. Sulkas svinere
Der blev ikke holdt igen, da Sulka indtog Eos-scenen tirsdag. Hun sendte bredsider mod både branchen og alle mulige andre – både i sangene og i sin dialog med publikum.
Soundvenues anmelder, Niels Jul Bruun, skrev:
»Det var ikke kun i sangene, at Sulka var ude med riven. Undervejs fik hun også sendt en stikpille afsted til branchen og alle dem, der havde fortalt hende, at det her skulle være en ‘vigtig koncert’, ligesom hun påtalte, at begrebet ‘upcoming musik’ er en kapitalistisk konstruktion«.
Læs hele anmeldelsen HER.
11. Fællessang til August Høyen
Det er dejligt, når publikum gør ens arbejde for én. Soundvenues anmelder, Carl Windahl Bøllingtoft, beskrev, hvordan Roskilde-koncertgæsterne løftede August Høyens sange med ham:
»Allerede i løbet af eftermiddagens anden sang, ‘Regner med’, skete der noget. For publikum begyndte pludselig at synge med i stedet for at snakke, og det klædte i den grad Høyens lette og soulede popsange«.
Læs hele anmeldelsen HER.
12. Zar Paulo fik Eos til at føles som Orange
… og apropos fællessang: Der blev i dén grad skrålet med på godt og vel hver eneste teknologikritiske linje, da Zar Paulo tirsdag aften triumferede på Roskilde som opvarmningsdagenes uofficielle hovednavn.
De fem efterskolevenner blev behandlet som verdensstjerner af det enorme publikum, der sad på skuldrene af hinanden i bar overkrop og svingede t-shirten, mens de klappede i takt til signaturhittet ‘Klap for fædrelandet’.
Koncerten foregik på Eos, men i et øjeblik føltes det som Orange. Malthe Hjort
Læs hele anmeldelsen HER.