’Bedrag’

’Bedrag’
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Jeppe Gjervig Gram

Konceptuerende instruktør

Per Fly

Medvirkende

Thomas Bo Larsen, Nikolaj Lie Kaas, Natalie Madueño, Esben Smed

Spilletid

10 afsnit a 60 min.

Premiere

Den 1. januar på DR1

Stream serien:

Se 'Bedrag'' hos Blockbuster

Voldsomt originalt er det jo ikke. Den stedsegrønne krimigenre blev skamredet godt og grundigt i 2015, ikke mindst af DR, der lagde skærm til den lettere forvildede ’Mord uden grænser’ samt en tredje omgang ’Broen’, der delte vandene, og som tilmed kørte simultant med TV 2’s ’Norskov’.

Og nu kommer endnu en krimiserie minsandten dryssende fra public service-stationens hånd.

Heldigvis er der ingen metaltræthed at spore i ’Bedrag’, som den nye søndagssatsning hedder, og det er vederkvægende at konstatere, at hovedforfatter Jeppe Gjervig Gram (’Borgen’) trods alt prøver at gå andre veje.

’Bedrag’ adskiller sig først og fremmest fra DR’s tidligere krimiserier ved at være mere howdunnit end whodunnit. Med et kalejdoskop af synsvinkler nøjes Gram ikke med at lade os følge betjent Mads Justesens efterforskning, vi er også med inde bag de transparente glasfacader hos vindmøllevirksomheden Energreen, hvor det åbne, blanke kontormiljø, som kaster solens stråler i alle retninger, udgør en raffineret kontrast til det fordækte mummespil, der foregår bag de gennemsigtige døre.

Læs også: Vores anmeldelse af hele første sæson ‘Bedrag’

Forstillelsen, dobbeltheden, er et af de temaer, serien er bygget op over, og det ses helt nede på castingniveau. Modcastingen af Nikolaj Lie Kaas som den charmerende, medievante direktør, der tager racercyklen til og fra arbejde, men som kan være kold og kynisk, når kameraerne ikke ser det, gør en potentielt klichéfyldt og endimensional rolle mere sammensat end som så. Det samme gælder ’castingen’ af en grøn og CSR-artig virksomhed som denne velsmurte, koldblodige spinmaskine, der sætter kroner og øre højere end sine menige medarbejderes sikkerhed.

Bedrag 5
Annonce

Thomas Bo Larsens Mads i favnen på sin skleroseramte kone, spillet af Line Kruse.

Thomas Bo Larsen er vel også en slags modcasting i hovedrollen som betjent Mads Justesen, en vejrbidt, men handlekraftig arbejdsnarkoman, der blæser på al bureaukrati og hellere hopper i havet eller besnakker sig til en telefonliste end venter på sine overordnedes tilladelse. Det er en karakterskabelon, vi har set ofte før – selvfølgelig er der også bøvl i privaten med en skleroseramt kone (Line Kruse) – men Thomas Bo Larsen fylder den godt ud med et dæmpet nærvær, der ligger langt fra ungdommens brovtende (p)roller.

På bedste Laura Palmer-manér åbner serien med fundet af et lig i Københavns Havn (men bemærk, at der (endnu) ikke er blevet slået nogen ihjel), som bringer Mads Justesen på sporet af Energreen. Der er noget muggent ved den grønne virksomhed, mærker han og slår sig sammen med Alf fra Bagmandspolitiet (Thomas Hwan, der ikke helt har fralagt sig teaterdiktionen), men det er sin sag at prikke hul på Energreens PR-panser.

Allerede nu har vi en ret klar fornemmelse af, hvem det er, der har været nogen bøller, og ved at sætte opklaringen og karaktererne i centrum frem for mysteriet får Gjervig Gram mulighed for at rulle fortællingen ud i et støt og tålmodigt tempo. I forskræppet har han sågar solgt serien som en socioøkonomisk samfundsskildring om »penge som drivkraften for mennesker, som binder os alle sammen, og som for alvor kan komme imellem os og knuse os«, som han har formuleret det til bt.dk.

Man tænker uvilkårligt på ’The Wire’, og spiller man karakterbingo, vil man især se meget af fætrene Nick og Ziggy Sobotka fra anden sæson af David Simons mesterværk i de to biltyve, der uforvarende bliver fedtet ind i sagen. I øvrigt et yderst velfungerende par med Esben Smed (’Faxe’ i ’Sommeren ’92’) som den mere intelligente og realistiske Nicky (wink wink, ’The Wire’), der modvilligt falder tilbage i sin gamle kriminelle rille, da det kniber med at skaffe penge til hans families nye hjem, og Lucas Hansen (’Human Centipede 2’ – jep, seriøst!) som den dumdristige og lettere underfrankerede Bimse.

Annonce
Bedrag 6

Nicky (th.) og Ziggy, undskyld, Bimse, glimrende spillet af Esben Smed og Lucas Hansen.

Men Gjervig Grams visioner lyder nu også lidt finere, end tingene reelt forholder sig her til at begynde med. Selvfølgelig er ’Bedrag’ ikke ’The Wire’, og mindre kan også gøre det, men indtil videre kommer serien ikke for alvor ud af mediernes nedgroede generalisering, hvor de rige er griske og udspekulerede, og livets sande værdier findes tættere på samfundets bund.

Her hjælper dog den unge, opportunistiske jurist Claudia, der gerne skyder genveje på sin raketfart opad i hierarkiet, men som næppe ved, hvor dybt vand hun begiver sig ud i, da hun kupper sig til en chefstilling. 28-årige Natalie Madueño har en rig og nuanceret mimik, der antyder en snigende tvivl hos den viljefaste, men naive kvinde, som er splittet mellem sine professionelle ambitioner og sin søn.

Også Nikolaj Lie Kaas balancerer på den rigtige side af det skurkagtigt sleske, og man er stadig i tvivl om, hvor vederstyggelig hans Alexander Sødergren egentlig er.

Bedrag 3

Natalie Madueño som den ambitiøse jurist Claudia.

Første afsnit bar præg af, at Gram var nødt til at rykke en masse bønder i position, før han kunne bringe kongerne og dronningerne i spil, men med velvalgte og præcise nedslag fik vi på tilfredsstillende vis introduceret det mangfoldige persongalleri og deres motivationer. Og mod slutningen steg fortælletempoet og intensiteten, da karrierekvinden Claudia snigløb chefjurist Mogens, og Mads Justesens efterforskning nåede et point of no return. I næste afsnit kommer der mere damp på krimiplottet, som tegner til at blive mere stramt, subtilt og stringent, end hvad DR diskede op med i 2015.

Produktionsværdien fejler som vanligt ikke noget. Selveste Per Fly er konceptuerende instruktør på serien, og uden ligefrem at være en formeksplosion er ’Bedrag’ en flot serie med en konsistent og selvstændig visuel stil, fra den suggestive introsekvens til de lurende, håndholdte vinkler – bag glas, over skuldre og gennem blade – som i samspil med en abrupt, paranoid klipperytme giver en fortættet, allestedsnærværende fornemmelse af mistænkeliggørelse og overvågning.

alright, DR, I vinder. Vi tager en krimiserie mere. Én.

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.

Læs også: ‘Bedrag’ afsnit 5 – så gik der ‘House of Cards’ i den

Annonce