’Thank You for the Rain’: Klimadokumentar vækker stof til eftertanke

CPH:DOX. Lige nu, mens du læser dette, står verden ifølge FN over for den største humanitære krise siden 1945. Flere end 20 millioner mennesker i Sydsudan, Somalia, Nigeria og Yemen risikerer at dø af sult.

I de fire afrikanske lande har langvarige væbnede konflikter forværret situationen, som nu har drevet et uhørt højt antal mennesker på flugt. Men samtidig har klimaforandringerne også spillet ind. Vejrfænomenet El Niño, som opstår med tre til syv års mellemrum, har resulteret i en lang periode med tørke i landene.

Et andet sted i Afrika, i Kenya, oplever landmanden Kisilu Musaya også, at klimaforandringerne betyder liv eller død. Kisulu er hovedpersonen i norske Julia Dahrs dokumentarfilm ’Thank You for the Rain’, og det står hurtigt klart, at landmanden har noget på hjerte. Kisulu har selv formået at få afgrøderne på sin jord til at spire, og efterfølgende er han begyndt at holde møder med andre landmænd i Kenya, hvor han plæderer for, at de bliver nødt til at plante deres jord på rette vis. Ellers vil de og deres familier sulte.

Kisulus og de andre landmænds jord er dog afhængig af en ting: regn. Den er en sjælden gæst på disse kanter. Derfor går Kisulu og hans kone og deres ni børn konstant og beder til, at regnen vil komme. Kisulu holder også hele tiden øje med de mindste ændringer i vejret.

Og så, pludselig, vælter regnen ned fra himlen. Men nu i alt for store mængder – en stormflod. Det ødelægger familiens lille stenhus og smadrer samtidig nogle af de af mange grøntsager, Kisulu har brugt fem år på at få til at vokse.

Her, halvvejs inde i filmen, kommer nogle af de fineste sekvenser. Kisulu er på sammenbruddets rand og erklærer direkte til kameraet, som han selv fører, at han ikke ved, om han kan blive ved med at plante sine afgrøder. Det gør han dog, den sympatiske, kenyanske landmand, som også får gejsten tilbage igen. Kisulu bryder hvert andet øjeblik ud i et smittende grin, og han er i det hele taget en virkelig godt fundet hovedkarakter.

Til gengæld tæller det ned, at Julia Dahr i filmen benytter sig af en irriterende voice-over. Det skæmmer også, at mange af sekvenserne er lettere amatøragtigt præsenteret og kluntet klippet. Historien i ’Thank You for the Rain’ havde stået stærkere ved blot at skildre Kisulu uden at behøve at lægge et meta-fortæller-lag indover.

Til slut bliver Dahrs dokumentar dog igen virkelig vedkommende, da Kisulu bliver inviteret med til COP21 i Paris. Her clasher den driftige kenyanske landmands  nødråb med de forsamlede statslederes mangel på lyst til at handle.

Kisulu har på allernærmeste hold kunnet konstatere, at hvis vi ikke gør noget for at stoppe klimaforandringerne, så vil vi også i fremtiden opleve mange eksempler på tørke i Afrika. Hvilket altså delvist har været med til at udløse den aktuelle, desperate situation i Sydsudan, Somalia, Nigeria og Yemen.

Ikke siden 1980’erne har så mange i Afrika været ramt af sult og hungersnød. Det – og den rørende fortælling i ’Thank You for the Rain’ – bør vække stof til eftertanke.