Efter gamechanger-tid: Vi tager temperaturen på årets Oscarfelt

Efter gamechanger-tid: Vi tager temperaturen på årets Oscarfelt
Viggo Mortensen og Mahershala Ali i 'Green Book'.

Festivalerne i Venedig, Telluride og Toronto fungerer vanen tro som affyringsrampe for Oscar-sæsonens sande hardhittere. For to år siden blev syv af de ni film, der blev Oscarnomineret for bedste film, vist ved en eller flere af de tre festivaler, og sidste år var tallet seks ud af ni. Det taler vist for sig selv.

Fra cirka midt i august til midt i september bliver der produceret et utal af nyheder på især de netbaserede medier om det felt, der trænger sig på i Oscar-øjemed.

Her forsøger vi at samle op på den sidste måneds frenetiske udvikling i det kapløb frem mod Oscar, der for bare 12-14 år siden knapt nok var gået i gang på det her tidspunkt af sæsonen.

Vi inddeler en række af filmene i tre kategorier: De, der har fået styrket deres mandat oven på de tre festivaler. De, der står med nogenlunde samme (gode eller mellemgode) kort på hånden, som inden efterårssæsonen blev skudt i gang. Og endelig de film, der står med svækkede muligheder.

Alfonso Cuaróns ‘Roma’.

Er kommet styrket ud efter efterårsfestivalerne:

1. ’Roma’
Den mexicanske mesterinstruktør Alfonso Cuaróns film om en middelklassefamilies liv i en forstad (titlens Roma) til Mexico City i 1970’erne – angiveligt baseret ikke så lidt på instruktørens egen familiehistorie – blev fremhævet som den største åbenbaring i det ellers overmåde prangende konkurrenceprogram på festivalen i Venedig, der i det hele taget mere og mere er ved at indtage den festivalførerposition, de fleste ikke troede stod til forhandling: Der plejede at være Cannes – og alle de andre.

Det har sikkert frydet festivalledelsen i Venedig, at dens ’progressive’ (eller opportunistiske, alt efter temperament) forhold til Netflix og andre streamingtjenester gav kunstnerisk pote i form af universelt begejstrede anmeldelser (en metacritic-værdi på 96!) til ’Roma’, der som bekendt distribueres af Netflix.

Bevares, Oscar har – lig Cannes – det svært med streaminggiganten, og filmen er på spansk, med ukendte skuespillere og i sort-hvid, så i den forstand skal der mere end fremragende anmeldelser til for at forvandle ’Roma’ til Oscar-frontrunner, men omvendt: ’Roma’ kunne dårligt have fået en bedre start på Oscarsæsonen. Cuarón er desuden så stort et instruktørnavn – også i Hollywoodcirkler (han vandt en Oscar for sin instruktion af ’Gravity’ i 2013) – at auteurens renommé alene nok skal sikre, at den bliver set af de rigtige (og rigtig mange) mennesker i akademiet og omegn.

2. ’A Star is Born’
Hatten af for Bradley Cooper, der tilsyneladende har forvaltet det vanskelige spring fra skuespiller til instruktør med en perfekt skruet landing. Stilkaraktererne har så godt som været i top hele raden rundt, selvom enkelte anmeldere har hæftet sig ved, at historiens første halvdel – hvor Lady Gagas figur er på vej, men endnu ikke har opnået stjernestatus – er mere spændende og interessant end den ’greatest hits’-agtige stemning, der præger filmens anden halvdel.

Alle synes dog enige om, at Cooper har givet klassikeren (originalen er fra 1937, og de to genindspilninger fra henholdsvis 1954 og 1976) en fornem ansigtsløftning, og at han og Lady Gaga brillerer i hovedrollerne, og, ikke uvæsentligt, har en on-screen chemistry, man som tilskuer tror på.

Bradley Cooper og Lady Gaga i ‘A Star Is Born’.

’A Star is Born’ behøvede i slem grad gode anmeldelser for at fremstå som en troværdig Oscarvinderkandidat – ikke mindst set i lyset af, at den nyorientering af Akademiets demografiske profil, der er blevet søgt gennemtrumfet, synes at være slået igennem (’Moonlight’ havde for eksempel næppe vundet Oscaren for bedste film for 10 eller 15 år siden).

Som situationen er aktuelt (filmen har en fornem score på 87 på Metacritic) – og med en forventet betragteligt box office-indtjening, der med garanti vil øge filmens profil endnu mere – ligner ’A Star is Born’ andet og mere end en kalkuleret og blodløs prestigefilm. Den ligner i høj grad the real deal.

3. ’Green Book’
Anmelderapplaus er ikke et sine qua non i Oscarsammenhæng, selvom det ofte fylder meget, når Oscar-kommentariatet diskuterer egnede kandidater. Noget så gammeldags som publikumstække kan også gøre en positiv forskel, og det har Peter Farrellys (’Vild med Mary’) feelgood-film om en sort musiker, der hyrer en (fordomsfuld) hvid chauffør til at transportere sig rundt syd for Mason-Dixon-linjen for at optræde i Syden, der i 60’erne – hvor fortællingen finder sted – befandt sig på et politisk og socialt kogepunkt i forlængelse af borgerrettighedsbevægelsens fremmarch.

‘Green Book’.

Filmen vandt publikumsprisen i Toronto, og det har i nyere tid været en garant for en bedste film-nominering i Oscarregi (de to seneste års vindere af samme hæder hed ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ og ’La La Land’), og mon ikke publikumspotentialet er stort til en film, der nænsomt berører raceproblematikken, men uden ligefrem at gnide salt i de åbne sår?

Filmen er blevet sammenlignet med ’Driving Miss Daisy’, Bruce Beresfords film fra 1989, der chokerede mange ved at vinde en Oscar for bedste film trods et ikke just imponerende kunstnerisk format (men til gengæld fyldt til randen med gode hensigter). Nogle gange er den gode (og tydelige) fortælling alt, hvad der kræves for, at en film bliver kørt i stilling, og med stærke (og over en bred kam roste) hovedrollepræstationer fra Viggo Mortensen og Mahershala Ali, ligner ’Green Book’ denne sæsons bud på et feelgood-alternativ til al det mistrøstige mørke og tunge formsprog, der ofte præger de seriøse Oscarkandidater.

Andre titler, der kom styrket ud af efterårsfestivalsæsonen: ’Can You Ever Forgive Me’, ’The Favourite’ og (i mindre grad) ’Old Man and the Gun’

Tre film med en halv sejr efter efterårsfestivalerne

1. ’First Man’
Da vi kiggede nærmere på årets felt af forhåndsfavoritter for lidt over en måned siden, rangerede jeg uden at tøve ’First Man’, Damien Chazelles ’La La Land’-opfølger – en historisk biopic med udgangspunkt i månelandingen i 1969 – som en sikker nummer 1. Derfor skal der også meget til for utvetydigt at kunne påstå, at filmen står stærkere nu end dengang.

Anmeldelserne har været overvejende positive (83 på Metacritic), men man fornemmer, at mange af de kritikere, der har givet deres besyv med, har mere respekt for Chazelles indsats, end de føler passioneret begejstring.

Ryan Gosling og hans medastronauter i ‘First Man’.

I sidste ende synes ’First Man’ ikke at være helt så populistisk en film, som man måske kunne have regnet med (eller frygtet), og det kan vise sig at være et problem: En månelandingsfilm med fokus på nationalhelten Neil Armstrong (spillet af en fåmælt og upåvirkelig Ryan Gosling – vi savner efterhånden at se ham give mere los i komisk udfordrende roller, gør vi ikke?), der ikke rigtigt ønsker hverken at skrue op for sentimentaliteten, nostalgien eller patriotismen, kan godt komme til at fremstå en kende distanceret.

Spørgsmålet er, om filmen er for meget tempereret karakterstudie af en følelseshæmmet mand (Armstrong mistede sin toårige datter i starten af 60’erne) – frem for et begejstringsmættet epos om nationens mageløse fremskridtstro midt under den kolde krig – til for alvor at samle passionerede støtter.

2. ’If Beale Street Could Talk’
’Moonlight’-instruktør Barry Jenkins’ første film siden den spegede (men superfortjente) Oscar-triumf for to år siden har fået en ret så fornem modtagelse af et stort set samlet anmelderkorps (86 på Metacritic), der fremhæver et stærkt skuespillerensemble, men måske først og fremmest hæfter sig ved en imponerede (mere stiliseret end egentlig realistisk) billedside.

Spørgsmålet er, om filmens æstetik og dens langsommelige dvælen ved romantikken mellem hovedpersonerne (spillet af Kiki Layne og Stephan James) ikke gør den til en lidt for arthouse-associerende oplevelse frem for et reelt bud på en tung Oscarkandidat? Det er i hvert fald slående, at mange kritikere og bloggere har nedtonet filmens Oscarchancer i samme åndedrag, som de har udnævnt den til at være lidt af et kunstnerisk svendestykke.

‘If Beale Street Could Talk’

Nu er nyere Oscar-historie jo ellers et vidnesbyrd om, at skellet mellem highbrow og Oscar-appel er under delvis nedbrydning. Det er i høj grad anmelderroste film, der kører med klatten i en æra, hvor dagsordensættende bloggere og netbaserede medier dikterer Oscar-diskursen snarere end box office eller branchestyrede kampagner.

Hvis ’Beale Street’ begynder at tage for sig af kritikerpriserne, når de bliver uddelt i december og frem, skulle der intet være til hinder for, at Jenkins kan blande sig i Oscar-feltet for bedste film nok en gang.

3. ’Widows’
Steve McQueen er i samme situation som sin kollega Barry Jenkins. ’Widows’ er hans opfølger på en Oscar-vindende film, nemlig ’12 Years a Slave’, og ligesom Jenkins måtte McQueen lide den tort ikke at vinde for sin instruktion i forbindelse med sin forrige films succes (ergo mangler Oscar endnu at give instruktørprisen til en sort filmskaber).

Ligesom ’Beale Street’ har ’Widows’ høstet stærke anmeldelser efter festivalpremieren, uden at det for alvor har placeret filmen i forreste geled blandt de film, de fleste iagttagere betragter som hovedfavoritter. Det skyldes formentlig, at McQueen – i modsætning til Jenkins – har lavet en film med væsentlig mere (forventet) populærkulturel gennemslagskraft end profilen på den typiske Oscarvinderfilm i nyere tid.

‘Widows’

Nu skal det jo ikke hedde sig, at en film er forhindret i at vinde en Oscar, fordi folk rent faktisk gider se den i biografen, men alligevel må man konstatere, at den type film som McQueen lægger sig op ad med ’Widows’ – en krimi med hævn- og heist-elementer – ikke er den form for publikumsvenlighed, Akademiet ynder at præmiere (selvom ’The Departed’ var i nogenlunde samme boldgade).

Bliver ’Widows’ en stor succes ude ved billetlugerne, bliver det spændende at følge dens snoede vej gennem Awards Season-landskabet: Det kan bekræfte nogle fordomme om filmens lettere aura (sammenlignet med McQueens tidligere film), eller det kan give den nyt liv.

Har mistet noget af pusten:

1. ’Beautiful Boy’
Felix van Groeningens første engelsksprogede film blev forlods hypet på grund af en kombination af et stærkt vedkommende selvbiografisk forlæg (om en ung narkoman), en knugende intens (men også sentimental) trailer og en lovende rollebesætning (Steve Carell og hele verdens favorityngling, Timothée Chalamet).

Anmeldelserne har dog ikke været alt for opløftende ved efterårsfestivalerne. Flere anmeldere har hæftet sig ved, at filmens spring i tid fungerer dårligt, og at Carell ikke rigtigt formår at aktivere tilskuerens engagement i den fortabte fars situation. Chalamet er de fleste enige om fortsat er et stærkt bud på en birollenominering, men det ligner så også det maksimale udbytte for en historie, der vurderes som for skematisk og sentimental til de trods alt hærdede smagsløg i Akademiet, der ikke lader sig følelsesmanipulere i nær samme opbyggelige grad som i 1990’erne.

2. ’Boy Erased’
Man kunne næsten sige det samme om ’Boy Erased’ som om ’Beautiful Boy’. Stærkt vedkommende selvbiografisk materiale (om såkaldt ’omvendelsesterapi’ på en ung homoseksuel kristen) og en overmåde stærk rollebesætning (Kidman, Crowe, Lucas Hedges – foruden popsangeren Troye Sivan), men som med ’Beautiful Boy’ er det lovende udgangspunkt tilsyneladende ikke lig med en specielt helstøbt filmoplevelse.

Skuespillerpræstationerne bliver fremhævet som det bedste ved filmen, men derudover er det småt med rosen til skuespillerinstruktøren Joel Edgertons anden spillefilm. Flere anmeldere peger på, at filmen er så overbevist om sit eget budskabs moralske overlegenhed, at det spænder ben for formidlingen af de komplekse sociale og emotionelle kræfter, der er på spil, når religiøse mennesker forsøger at kontrollere (eller udrense) kimen til ’ondskab’ (homoseksuelle tilbøjeligheder).

‘Boy Erased’

Filmen kan opfattes som del af en verserende kulturkrig mellem liberale og konservative kræfter i det amerikanske samfund, og der ved vi jo godt, hvor Hollywood står. Spørgsmålet er, om det velmente budskab overdøver de kunstneriske begrænsninger, når kampagnetrommerne for alvor sættes i svingninger.

3. ’The Front Runner’
Jason Reitman kom hujende ud af startboksen på sin Hollywoodkarriere, da han tidligt i karrieren leverede charmerende (læs: bagatelagtige) film som ’Up in the Air’ og ’Juno’ – han var i årene omkring indgangen til 10’erne Hollywoods next big thing. Men det går jo sjældent, som præsten prædiker (eller som Hollywood-sensationsmaskinen spår), og de sidste tre-fire Reitman-film har været tunge mavelandinger, men i stigende grad mavelandinger, som folk næsten ikke engang har bemærket (og det er jo endnu værre end klokkeklare fiaskoer!).

Alligevel havde der på forhånd formet sig en del forventninger til Reitmans nyeste, en politisk film med udgangspunkt i en virkelig historie (fra dengang i 90’erne, hvor sexskandaler og utroskab vitterligt kostede magtens mænd deres position) – måske på grund af filmens mere sobre emne (’en voksen Reitman-film’), måske på grund af castingen af vennesæle Hugh Jackman som filmens altovervejende hovedperson.

Anmeldelserne har været høflige (hvilket, trods alt, udgør et fremskridt for Reitman), men ikke nær positive nok til, at ’The Front Runner’ for alvor synes at kunne leve op til sin titel i Oscarsammenhæng. Der skal mere til. En lille måned efter den første fremvisning af filmen er det forbløffende så få pundits, der overhovedet nævner filmen, når de ridser kandidatfeltet op.

Andre titler, der ikke længere ligner tunge Oscarkandidater: ’The Sisters Brothers’, ’Peterloo’, ’At Eternity’s Gate’, ’22 July’

Hvis nomineringerne blev offentliggjort i morgen , ville jeg satse på:

Bedste film:
1. A Star is Born
2. First Man
3. Roma
4. Green Book
5. The Favourite
6. BlacKkKlansman
7. Can You Ever Forgive Me
8. Black Panther
9. If Beale Street Could Talk

Bedste instruktør:
1. Bradley Cooper: A Star is Born
2. Alfonso Cuarón: Roma
3. Damien Chazelle: First Man
4. Spike Lee: BlacKkKlansman
5. Barry Jenkins: If Beale Street Could Talk

Bedste kvindelige hovedrolle:
1. Glenn Close: The Wife
2. Lady Gaga: A Star is Born
3. Olivia Colman: The Favourite
4. Melissa McCarthy: Can You Ever Forgive Me
5. Nicole Kidman: Destroyer

Bedste mandlige hovedrolle:
1. Viggo Mortensen: Green Book
2. Bradley Cooper: A Star is Born
3. Willem Dafoe: At Eternity’s Gate
4. Robert Redford: Old Man and the Gun
5. Ryan Gosling: First Man

Bedste kvindelige birolle:
1. Claire Foy: First Man
2. Regina King: If Beale Street Could Talk
3. Emma Stone: The Favourite
4. Nicole Kidman: Boy Erased
5. Sissy Spacek: Old Man and the Gun

Bedste mandlige birolle:
1. Richard E. Grant: Can You Ever Forgive Me
2. Mahershala Ali: Green Book
3. Sam Elliot: A Star is Born
4. Timothée Chalamet: Beautiful Boy
5. Ben Foster: Leave No Trace

Bedste fremmedsprogede film:
1. Roma, Mexico
2. Cold War, Polen
3. Sunset, Ungarn
4. Shoplifters, Japan
5. Capernaum, Libanon

Overblik: Aktuelle Metacritic-værdier for en række Oscarkandidater

Roma: 96
The Favourite: 92
A Star is Born: 87
If Beale Street Could Talk: 86
Widows: 86
Old Man and the Gun: 84
Can You Ever Forgive Me: 83
First Man: 83
The Sisters Brothers: 79
22 July: 76
At Eternity’s Gate: 75
Green Book: 69
Peterloo: 69
Boy Erased: 68
The Frontrunner: 67
Beautiful Boy: 64
Destroyer: 62

Læs også: De 10 bedste film, vi så på Venedig Film Festival

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold