’Sælhud’
Instruktør: Peter Salling. Manuskriptforfatter: Morten Schmidt. Producer: Zara Bækkelund Fotograf: Asbjørn Kiel. Klipper: Timo Dziallas. Lyddesigner: Karen Skipper Trudsø
5 stjerner
»Det er så nice, at vi bare har hele huset for os selv«, siger 13-årige Anton, som er på besøg hos sin jævnaldrende ven Felix. Værtens ansigt kommunikerer dog det modsatte af begejstring og velvære.
For teenagedrengedrømmen om at være alene hjemme, se splatterfilm, spise pizza og drikke cola i de sene nattetimer er faktisk symptomer på det svigt, som Felix oplever fra sin alenemor. Hun er ofte i byen, og når hun kommer hjem, er hun så plørefuld, at Felix må hjælpe hende ud på toilettet for at kaste op.
Den fremragende kortfilm ’Sælhud’ nævner aldrig ordet alkoholisme, men bruger andre elegante metoder til at beskrive Felix’ ubehagelige situation med en forælder, der er misbruger.
Et af filmens første ordløse skud siger alt om den fortælling, vi står over for. Her ser vi Felix fra lårene og ned, da han træder ud i sneen i bare tæer for at smide en klirrende plastiksæk fyldt med tomme flasker i en affaldscontainer. Andre steder hviler kameraet ganske enkelt, men effektfuldt på et vinterkoldt bymiljø og en mørk himmel som repræsentation for Felix’ følelsesliv.
Der er en god pointe i, at hovedpersonen i løbet af filmens 20 minutters spilletid aldrig får sat ord på morens problem. For misbrug er fortsat et yderst tabubelagt emne, og barnet tager skamfuldt forælderens byrde på sig.
Alle i hans omgangskreds ved også godt, at der er noget galt. De bekymrer sig, men ingen gør noget ved det – i hvert fald ikke nok. »Der er også en anden voksen hjemme, ikke?«, spørger eksempelvis en taxichauffør, der har kørt moren hjem og nu afkræver sønnen betaling for turen.
Bag børn og voksnes tvetydige miner banker det hjerteskærende drama konstant på.
’Safe House’
Instruktør: Darshika Karunahara. Manuskriptforfatter: Adrian Kirk Ejsing. Producer: Anine Xinh Lodberg. Fotograf: Robin Holtz. Klipper: Elise Lucia Langager. Lyddesigner: Nora Øland.
3 stjerner
’Safe House’ fokuserer ligeledes på et ungt menneske i utrygge rammer. Her følger vi imidlertid hovedpersonen, efter hun har taget en stor beslutning om at søge hjælp – og flygte.
En nat bliver den unge kvinde Sofiya hentet i bil på hjemmeadressen af en mand, der hedder Sammi. »Vi bliver nødt til at sikre os, at ingen kan spore dig – især din familie«, siger han, hvorefter han kører hende til et afsidesliggende landsted, hvor andre unge kvinder bor. Her skal hun selv finde på et nyt navn til sig selv, og valget falder på Liv.
Vi får aldrig direkte at vide, hvorfor hendes familie er ude efter hende. Men i åbningsteksterne står »RED, Center mod æresrelaterede konflikter« som medafsender.
Anslaget er elementært spændende, hvilket underbygges af en veleksekveret og stemningsfuld billed- og lydside. Det håndholdte kamera og de gultonede billeder emmer af mørk thriller, og den intense, elektroniske underlægningsmusik kunne sagtens have været med i ’Underverden’.
Desværre formår ’Safe House’ ikke at følge det autentiske drama til dørs på særlig forløsende vis.
Filmen beskæftiger sig ellers med den interessante problematik, at Sofiyas safehouse kan føles lige så klaustrofobisk som det miljø, hun blev reddet fra. For eksempel går der en høj alarm i gang, hvis bare hun åbner vinduet på sit værelse.
Herfra tager hendes spirende venskab med en medbeboer dog over. De to unge skuespillere har ikke helt nok erfaring i bagagen til at gøre dialogscenerne troværdige, og en sanselig dansescene føles ikke så naturligt placeret i handlingsforløbet.
Holdet bag filmen viser bestemt potentiale. Et smukt komponeret slutskud, som på én gang rummer både fangenskab, tryghed og frihed og flugt, er bevis for stort filmisk snilde, som jeg glæder mig til at se mere af i fremtiden.
’Mariehøns i benene’
Instruktør: Thor Zing. Manuskriptforfatter: Asta Bech Zachariassen. Producer: Anine Xinh Lodberg Fotograf: Sune Bang. Klipper: Amanda Bahl. Lyddesigner: Frey Corfix
4 stjerner
At skildre tunge emner i børnehøjde er en svær kunst, som ’Mariehøns i benene’ lykkes ret godt med.
Kortfilmen følger drengen Magne og hans far, der skal gøre sig klar til begravelsen af Magnes farfar senere på dagen. Hele fortællingen foregår på samme location, den lille families københavnerlejlighed, for det skal vise sig at være en gevaldig udfordring at komme ud ad døren.
Faren bliver tiltagende frustreret i forsøget på at få sin søn til at klæde om til hvid skjorte. Magne vil hellere have sit Batman-kostume på.
»Men jeg har mariehøns i benene«, siger drengen, mens han tager sig til fødderne. »Du er for stor til at bruge den undskyldning nu«, svarer faren halvt råbende og ikke særligt pædagogisk, tydeligvis emotionelt berørt.
Sønnen smækker faren ude af lejligheden, tager superheltekostumet på og danser til punkmusik. Han forstår ikke alvoren af situationen. Eller gør han?
Da Magne nænsomt retter på et indrammet fotografi af, må man formode, den afdøde bedstefar, får man et nyt blik på drengen. Måske er julelegene og føromtalte mariehøns blot barnets måde at håndtere en sorg, han ikke selv helt forstår.
Filmen tager sig god tid til at dvæle ved sine flotte nærbilleder fra den småkaotiske hverdagskulisse. Derfor føles fortællingen også en smule langtrukken, inden ovennævnte glimt af indsigt pludselig rammer én.
Jeg så egentlig gerne, at Magnes perspektiv blev udfoldet yderligere. På den anden side er det usagte også meget fint og enkelt, og det kunne nok godt være gået i vasken, hvis en uprøvet barneskuespiller skulle sætte flere ord på karakterens følelser.
Desuden bliver ’Mariehøns i benene’ egentlig rundet godt af med mildhed og varme, da far og søn finder sammen i et kompromis, de begge kan rumme.
Afgangsfilmene fra 18 Frames kan ses på Ekko Shortlist.