Bon Iver giver sig hen til synthesizeren på det helstøbte ’22, a Million’
Justin Vernon har været igennem et berømmelsens stormvejr, siden han debuterede som Bon Iver med ‘For Emma, Forever Ago’ i 2007. Narrativet om den unge Vernon, der med et knust hjerte søgte op i en afsidesliggende hytte i Wisconsins skove for at indspille albummets intime guitarsange, virkede stærkt forførende på en overraskende stor lytterskare og brolagde Bon Ivers vej til stjernerne. Skovmandsskjorten og fuldskægget blev nærmest institutioner i sig selv og led i den forventning om ‘autenticitet’, fans har pålagt Vernon, om han bryder sig om det eller ej.
Men ni år er gået, siden Vernon forskansede sig med en guitar og lod hjerteblodet flyde. I 2011 voksede Bon Ivers lyd betragteligt på den selvbetitlede efterfølger til debutalbummet, og samarbejder med Kanye West og James Blake har siden præsenteret os for en Vernon, der har fået smag for popmusik, autotune og synthesizeren.
Bon Ivers tredje album er nu endelig en realitet, og ‘22, a Million’ er et skelsættende værk, der markerer Vernons definitive hengivelse til synthesizeren – uden at han på nogen måde giver afkald på sit dybt humanistiske musikalske dna.
Albummet lyder som en kunstner, der forsøger at få jordforbindelse igen efter at være blevet katapulteret til stjernerne, men som har taget samples af det månestøv, han har fundet undervejs, med hjem til Wisconsin.
På ‘22, a Million’ møder det robotificerede det menneskelige, det analoge det digitale, det grandiose det intime. De Aphex Twin-agtige sangtitler som ‘22 (OVER S∞∞N)’ og ‘8 (circle)’ påvirker ens møde med og opfattelse af albummet, men på trods af deres umiddelbart fremmedgørende effekt distancerer albummet sig bestemt ikke fra sin lytter. Det peger langt ud i det ydre rum, men også indad, hvor menneskelige følelser af ensomhed, håb og længsel cirkulerer.
Her mødes stoflig saxofon, varme guitaranstrøg og inderlig sang med næsten chipmunk-lydende vokalstumper, tørre elektroniske beats og alskens synthesizerlir på en måde, der egentlig ikke lyder som noget andet, men på magisk vis stadig lyder ret så Bon Iver’sk. OP-1-synthesizeren er blevet Vernons foretrukne instrument at skrive sange på, og måske derfor fremstår flere af de nye numre som små musikalske forløb eller øjeblikke, der er stykket sammen af samples, snarere end klassisk strukturerede sange.
Alligevel har størstedelen af numrene balladekvaliteter, og grundtonen er melankolsk. ‘715 – CRΣΣKS’ er beslægtet med Bon Iver-klassikeren ‘Woods’, da Vernons autotune-vokal her udgør eneste instrument med stor følelsesmæssig effekt, imens ‘666 ʇ’ fremmaner stor skønhed med et ensomt cirkulerende guitarriff og synthesizerens fjerne bippen.
‘21 M♢♢N WATER’ nærmer sig det ambiente med sin svævende synthbund og det udflydende mylder af manipulerede, småforuroligende vokalsamples, mens ‘10 d E A T h b R E a s T ⊠ ⊠’ er det måske mest aggressive og mindst skønhedssøgende, vi har hørt fra Bon Iver, med et buldrende elektronisk beat og en hær af chipmunk-korstemmer i uventet ledtog med saxofon.
‘22, a Million’ afprøver modigt forskellige territorier, men lyder stadig fuldstændigt helstøbt – futuristisk og universelt følelsesformidlende på samme tid. Autenticiteten redefineret.
Kort sagt:
’22, a Million’ er et skelsættende værk, der markerer Justin Vernons definitive hengivelse til synthesizeren – uden at han på nogen måde giver afkald på sit dybt humanistiske musikalske dna.
Læs også: 12 navne Roskilde Festival bør booke til Orange Scene – inkl. Bon Iver