J Hus i Pumpehuset: Afrobeat-fest med lige lovlig langt forspil

J Hus i Pumpehuset: Afrobeat-fest med lige lovlig langt forspil
J Hus i Pumpehuset. (Foto: Oliver Klitgård Larsen/Soundvenue)

Det var modigt af britiske J Hus at starte sin koncert i Pumpehuset med en række relativt stille sange i form af titelnummeret fra hans ’Common Sense’-album, den DipSet-agtige ’I Like Your Style’ og de r’n’b-lænende ’Closed Doors’ og ’Sweet Cheeks’. Især fordi det var mandag, publikum allerede havde ventet til klokken over ti, og folk måske forventede mere fest end en afdæmpet intro.

Det var modigt, men det tog også energien ud af en koncert, der først for alvor kom i sving mod slutningen.

For selv om J Hus’ vokalpræstation var solid, havde koncerten lidt svært ved at komme helt i gang. Rapperen kunne virke lidt genert (hvilket han jo også rapper om på ’Plottin’), og det virkede stedvis som om, den lidt tilbageholdne publikumsreaktion på de tidlige sange hæmmede ham lidt. Der var endda et par sange, som Nines-samarbejdet ’High Roller’, der blev stoppet ret hurtigt, fordi reaktionen fra salen udeblev.

Andre gange var der et par mistimede ’reloads’, hvor dj’en genstartede sangene på et lidt skævt tidspunkt. Det skal egentlig ske for at maksimere energien i en sang, men under det mere afdæmpede ’Samantha’ dræbte tricket mere momentum end det skabte.

Det er sikkert delvist fordi reloads ikke er så udbredte i Danmark, men det blev lidt ufrivilligt komisk, da J Hus og hans backup-rapper/danser udførte en koreografi omkring et high five for anden gang på under et minut.

Men ellers var rapperen og hans kemi med sine to sidekicks faktisk noget af det stærkeste ved koncerten. De havde små indstuderede dansetrin, og J Hus rappede sine linjer sammen med dem. Og så udstrålede de bare den der svært definerbare gode energi, der gør, at glæden spreder sig fra scenen og ud i publikum.

Det galt især da koncerten mod slutningen kom op i fart med sange som den UK garage-inspirerede ’Plottin’ og det tidlige hit ’Lean & Bop’. De obligatoriske moshpits kom frem på ’Clartin’, og vi fik endda et stage-dive. Hitparaden fortsatte med ’Friendly’, som blev reloadet en fire-fem gange, hvilket igen skabte mere forvirring end fest.

Det var kendetegnende for aftenen som helhed – energien var der, og J Hus var veloplagt, men på en eller anden måde klikkede koncerten ikke altid.

Læs også: Standard-vært Kristian Karl: Sommerens bedste hiphop-album er lavet af en 21-årig britisk rapper

J Hus. Koncert. Pumpehuset.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af