Kendrick Lamars ‘Black Panther’-soundtrack er kompleks, sort superheltemusik

Kendrick Lamars ‘Black Panther’-soundtrack er kompleks, sort superheltemusik
Kendrick Lamar på scenen ved Grammy-showet i januar.
Foto: Christopher Polk/Getty Images
Kendrick Lamars ‘Black Panther’-soundtrack er kompleks, sort superheltemusik - Black Panther: The Album
5 6
Kendrick Lamar
'Black Panther: The Album'

Album, Top Dawg / Aftermath / Interscope

Det Kendrick Lamar-kuraterede soundtrack til ’Black Panther’ vil ikke blive målt efter samme standarder som andre soundtracks.

Det er ikke kun fordi, at vor tids nok vigtigste hiphopkunstner er involveret som kreativ hovedkraft bag projektet. Det skyldes heller ikke, at tracklisten ser usædvanligt lovende ud.

Nej, når ’Black Panther: The Album’ føles som noget helt unikt, er det selvfølgelig fordi, der er tale om soundtracket til den første superhelte-blockbuster med sorte skuespillere i de bærende roller. Et soundtrack med sorte musikere kurateret af manden, der om nogen repræsenterer det opvakte og opbragte sorte USA.

Kendrick Lamar skabte ’Alright’, der blev hymnen for Black Lives Matter-bevægelsen, og har som ingen andre indkapslet oplevelsen af at være sort i USA med hovedværket ’To Pimp a Butterfly’ og senest 2017-albummet ‘Damn’, som vi kårede til sidste års bedste udgivelse.

Når Kendrick Lamar orkestrerer soundtracket til den første sorte superhelte-blockbuster, er det derfor en begivenhed – et kulturelt samlingspunkt.

Eller hvad? Måske er det store narrativ kørt lidt op? Det er jo trods alt kun et soundtrack til en Hollywood-film. Man ved ikke helt, hvor meget man skal lægge i den stort anlagte fortælling om udgivelsen.

Singlerne har været svære at tyde. ’All the Stars’ og ‘Pray For Me’ var glatte popsange, ‘King’s Dead’ var solid, hård hiphop – men samtidig også førstesinglen fra Jay Rocks kommende album, underligt nok. Soundtracket har vist hitlisteambition, og kunstnerisk set er det klart på den sikre side.

Men albummet leverer heldigvis (næsten) alt det, der manglede på singlerne.

Ambitionsniveauet bliver allerede antydet i introen ‘Black Panther’, der er rappet fra film-hovedpersonen T’Challas perspektiv og fungerer som en slags indledning til filmens konflikt, hvor han gør krav på kongetronen. Men soundtracket bliver ikke kun en slags genfortælling af filmens historie. I stedet bruger Kendrick både T’Challa og skurken Killmonger som fortælletekniske virkemidler, der viser de forskellige sider, vi alle rummer.

Killmonger er et aggressivt magtmenneske. Men er han nødvendigvis et dårligt menneske? Sangene, hvor Kendrick rapper som Killmonger – som SOB X RBE-samarbejdet ‘Paramedic!’ eller ‘King’s Dead’ med Future og Jay Rock – er nogle af de stærkeste på albummet, netop fordi de indkapsler hans rå aggression.

Er det ikke samme kompromisløse vilje til magt, der også skinner igennem i den gangstarap-tradition, Kendrick Lamar selv kommer fra? Ligesom den (især i hiphopsammenhæng) ikoniske Scarface-figur, som Kendrick også refererer på ‘Opps’?

Annonce

Faktisk ligner beskrivelsen af Killmonger til forveksling de Compton-gangstere, der så tit befolker rapperens musik – en sammenhæng, der bliver endnu tydeligere af, at han jo netop iscenesætter det unge rap-crew SOB X RBE i en Killmonger-referende sang. De er hårde og rå, men ikke onde.

Det er den samme slags flersidede univers og komplekse problemstillinger, Kendrick allerede har udforsket på sine tidligere albums.

‘Good Kid, M.A.A.D City’ var det byen Compton, der konstant truede med at korrumpere dens indbyggere, på ‘To Pimp a Butterfly’ undersøgte Kendrick primært, hvad det ville sige at være sort i samtidens USA, mens sidste års ‘Damn’ vendte blikket indad. I alle tilfælde har rapperen brugt en række forskellige karakterer og symboler til at fortælle historien – tænk på forføreren Sherane, de mange karakterer (inklusive selveste Gud!) på ‘To Pimp a Butterfly’ eller den ambitiøse albumafslutter ‘Duckworth’ fra ‘Damn’.

Så ja – det var vel næsten uundgåeligt, at Kendrick også ville bruge karaktererne fra ‘Black Panther’ som psykologiske værktøjer.

Det er værd at huske, at Kendrick også selv har set sine egne albums som filmiske værker. Han kaldte ‘Good Kid’ for en kortfilm, mens ‘To Pimp a Butterfly’ nærmest var en dekonstruktion af denne. ‘Damn’ var så selvportrættet. Dén tænkning får et nyt twist her. I stedet for at lade sin musik blive til med inspiration fra film, har han nu taget udgangspunkt i en faktisk film og fortalt videre på dén historie i musikken.

De andre kunstnere på soundtracket bliver nærmest skuespillere, som Kendrick instruerer. Ligesom Vince Stapels og SOB X RBE bliver inkluderet i filmens narrative kontekst, får Swae Lee fra Rae Sremmurd og Khalil lov til at soundtracke kærligheden på ‘The Ways’, imens Kendrick er til stede på næsten alle sangene i en slags fortællerrolle, der binder hele historien sammen.

Derudover involverer Kendrick Lamar en række sydafrikanske artister på albummet. Ligesom filmen er modig nok til at flytte sin handling helt ud af en amerikansk kontekst, har soundtracket givet plads til artister som Saudi, Babes Woduma, Reason og Sjava.

På den måde bliver ‘Black Panther’ et alternativt bud på den ‘playliste’, Drake udgav med sidste års ‘More Life’. Hvor Drakes præmis var at dyppe tæerne i en række forskellige kulturer og genrer på må og få og sammenstille dem i en lang odyssé af en udgivelse, har Kendrick Lamar tøjlet en række artister, og indsat dem i en stramt tilrettelagt fortælling, der favner både sydafrikansk og amerikansk kultur.

Albummet er som oftest stramt tilrettelagt, men mod slutningen er det som om, det taber den berømte røde tråd. Travis Scott-samarbejdet ‘Big Shot’ er en stærk trap-banger, men den ville passe bedre ind på et Scott-album som ‘Rodeo’ end her. Især fordi den kommer efter den søvnige ‘Seasons’ og den housede ‘Redemption’, der lyder meget som Drakes ‘Get It Together’. Der kommer lige lovlig mange forskellige gæster med forskellige stilretninger – lidt som på et mere konventionelt soundtrack, med andre ord.

Oftest er det imponerende, hvor let det stort anlagte blockbuster-soundtrackformat er smeltet sammen med Kendrick Lamars ambitiøse historiefortælling. Selvom det måske ikke er helt oppe i samme skala som hans seneste tre hovedværker, er det ret enestående, at Kendrick på relativt kort tid har skabt sin egen version af ‘Black Panther’ i lydform.

Især fordi Kendrick Lamar er lige så kompromisløst kompleks som altid – selv når han laver sort superheltemusik på en anden fortællings præmisser.


Kort sagt
’Black Panther’ lykkes med at forene Kendrick Lamars ambitiøse tilgang til sine albums med blockbuster-soundtrackets krav om tilgængelighed. Karaktererne fra filmen og kunstnerne på soundtracket bliver skuespillere i Compton-rapperens stort anlagte fortælling.