10 potentielle hovednavne, der stadig har tid i kalenderen til de danske festivaler

10 potentielle hovednavne, der stadig har tid i kalenderen til de danske festivaler
Chance the Rapper.
Foto: Nicholas Hunt/Getty Images
De danske festivaler er i fuld gang med årets plakater, som over hele linjen er ved at være godt fyldte. Men alle de store festivaler mangler stadig nogle få hovednavne, så helt færdige er programmerne altså ikke. Her er 10 potentielle headlinere, som både har plads i kalenderen og er i nærheden af Danmark til sommer.

1. Chance the Rapper

Altid charmerende Chance the Rapper har (igenigen) annonceret, at han har et nyt album lige på trapperne – denne gang siger Chicago-rapperen, at vi får et album til juli. Det lyder jo som ideelt til en af sommerens danske festivaler. Indtil videre har rapperen kun fire koncerter på sin turnéplan, men de er alle fire sommerfestivaler i det nordlige Europa. Blandt andet spiller han som hovednavn på Lollapalooza Stockholm samme weekend som Tinderbox, hvilket altså også vil sige weekenden inden Roskilde Festival. Han er altså lige i nabolaget under højsæsonen. Så håber vi bare, at ingen er bange for at booke ham, nu hvor han allerede har aflyst danske festivaloptrædener to gange.


2. Vampire Weekend

Den quirky popgruppe fra New York har lige nu sat den nordamerikanske del af deres turné til at slutte den 22. juni, hvilket udelukker optrædener på både Heartland og NorthSide, hvor de ellers ville være oplagte i toppen af plakaten. De er dog i skrivende stund uden planer i løbet af hele Tinderbox og Roskilde, hvor de er i nabolaget med julikoncerter i Irland og Madrid. Ellers er de på nuværende tidspunkt først sat til at vende tilbage til Nordamerika i midten af august, så et Smukfest-visit er også muligt, omend de godt nok ville stikke en kende ud i Bøgeskoven.


3. James Blake

James Blake er vant gæst på de danske festivaler, og han bliver ved med at blive et større og større navn, så måske bliver 2019 året, hvor han kommer helt op i toppen af en plakat? Han er i sydeuropa omkring NorthSide og Heartland, men derefter er der på nuværende tidspunkt et rimelig stort hul i hans turnéplan. Så atter har vi et navn, hvor Roskilde eller Tinderbox virker mest sandsynligt, omend de andre festivaler ikke er umuligheder. Uanset hvor det bliver, ønsker vi brændende at høre de fænomenale sange fra ‘Assume Form’ på en af sommerens festivaler – helst om natten.


4. Pusha-T

Da Pusha-T besøgte København i december med mesterværket ‘Daytona’ i ryggen, viste han, at han muligvis er i bedre liveform end nogensinde. Til den koncert var Store Vega udsolgt, så muligvis er han efterhånden i en liga, hvor han kan være med i toppen af de danske festivalplakater – kvaliteten kan ingen i hvert fald sætte en finger på. Pusha er i Europa under hele festivalsæsonen, og øjensynligt mangler han stadig at annoncere en del optrædener, for der er store huller i hans planer. Alle de store danske festivaler ville umiddelbart passe med hans kalender, omend Smukfest muligvis er lidt for sent, da den finder sted en hel måned efter det seneste show, han indtil videre har annonceret.


5. Janelle Monáe

Til april tager Janelle Monáe på turné, og i slutningen af maj bringer turneen hende til Europa, så vi endelig kan få set numrene fra sidste års mesterlige ‘Dirty Computer’ live. Den ambitiøse popsanger har meget travlt under Heartland, men efter det er der rigeligt med ledige datoer, der forhåbentlig får hende forbi en af de andre festivaler. Roskilde var flinke til at give hende en plads på plakaten tilbage i 2011, før hun var et så stort navn igen, så de har i hvert fald et godt forhold til hende – er hun mon ved at være af Orange-format? På den anden side har hun allerede spillet på Roskilde to gange, så måske er det ved at være på tide med en anden festival.


6. The Strokes

Sidste år fokuserede The Strokes-forsanger Julian Casablancas på sit sideprojekt The Voidz, mens guitarist Albert Hammond Jr. fokuserede på sit solomateriale. Det lader dog til, at The Strokes er tilbage i 2019. Indtil videre er deres turnéplaner meget sparsomme, men alle deres hidtil annoncerede koncerter er festivaloptrædener, så der er sikkert flere på vej. De er i USA under Heartland, men ud over dette, ville de amerikanske garagerockere tilsyneladende være fuldt ud i stand til at pryde en hvilken som helst større dansk festival – de spiller til reference i Madrid i midten af juli.


7. Erykah Badu

I 2017 viste den roste soulsanger, at der skam stadig var rift efter hendes silkebløde hiphop-r’n’b, da hun gav en proppet koncert til Fredagsrock i Tivoli. I år er hun indtil videre offentliggjort som hovednavn på både spanske Primavera Sound og festivalens portugisiske modstykke, NOS Primavera, begge i starten af juni. Derudover har hun lige nu hele sin sommer fri, og det ville da godt nok være underligt, hvis disse to var hendes eneste sommerkoncerter. Badu kommer sandsynligvis snart til at blive annonceret til flere festivaler, og hun ville da være kærkommen i toppen af en dansk plakat.


8. Rae Sremmurd

I starten af juni spiller Swae Lee og Slim Jxmmi til Wireless i London, og efter dette er der en måned til deres næste planlagte koncert, Longitude Festival i Irland. Det virker sandsynligt, at de krydrer måneden imellem de to med flere festivaloptrædener. De ville stå flot side om side med Migos på NorthSide – og ellers kan de muligvis stå for årets helt store hiphopkoncert på Roskildes Arena-scene, nu hvor Cardi B og Travis Scott begge har fået Orange. Men Heartland, Tinderbox og for den sags skyld Smukfest er også sandsynlige muligheder.


9. Florence + The Machine

Florence + The Machine har ikke været i Danmark siden deres pragtpræstation på Roskilde Festival i 2015, og med et solidt nyt album på repertoiret tager Florence Welch og band rundt i verden til sommer. Welch og co. er først i Europa fra midt i juni, så NorthSide og Heartland er udelukkede, men resten burde være mulige. Især Roskilde-perioden er mærkbart tom for koncerter lige nu, selv om hun har en travl turnéplan allerede. Til gengæld har hun ret travlt omkring Smukfest og Tinderbox, selv om det skam stadig bør være muligt at klemme en dato ind der også.


10. Stormzy

Stormzy er de seneste par år blevet en af britisk raps sværvægtere, og herhjemme er hans stjerne blandt andet blevet fasttømret gennem to fremragende moshpitkoncerterRoskilde Festival. Nu er det vist ved at være på tide, at andre festivaler sigter efter ham også – NorthSide og Tinderbox er nok de mest oplagte bud, men han kunne også snildt stå for en massiv nattefest på Heartland, der trods deres image som klassens pæne dreng ikke er blege for det lidt rowdy, nu hvor de har booket Die Antwoord og Danny Brown. Stormzy har ikke en særlig stram kalender endnu, så alle muligheder er som sådan åbne – dog naturligvis med undtagelse af Roskilde, der som regel undgår at booke de samme udenlandske navne to år i træk.

På falderebet: Der er naturligvis andre end disse, der turnerer de europæiske festivaler til sommer. Andre store navne, der også er rimelig god sandsynlighed for, at vi får på de danske plakater, inkluderer Weezer, Muse, Marshmello, The 1975, Twenty One Pilots og Young Thug.

Læs også: James Blake er sårbar, forelsket og ærligere end nogensinde: »Jeg har aldrig haft modet før nu«

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold