Drake og Hans Philip inkarnerede 2010’ernes nye, følsomme mand

Drake og Hans Philip inkarnerede 2010’ernes nye, følsomme mand
Drake og Hans Philip.
Poetisk, følsom og melankolsk. Men samtidig selvsikker, karismatisk og en smule narcissistisk. Drake og Hans Philip har inkarneret 2010’ernes mandeideal og udtrykte en generations drømme med to værker, som de begge udgav året de fyldte 25.
Drake og Hans Philip inkarnerede 2010’ernes nye, følsomme mand
Kristian Karl

Musikskribent for Soundvenue og vært på Standard – Soundvenues hiphop-podcast.

FARVEL TIL 10’ERNE. Hiphoppen har overtaget musiklandskabet og kulturen i løbet af 2010’erne. Selv her hos den tidligere indie-bastion Soundvenue er genren uomgængelig, som man kunne læse i en kommentar af vores musikredaktør Christian Wolkoff, der beskrev 2010’erne som »hiphoppens årti«.

Man kunne altså godt frygte, at en hel generation ville blive følelsesmæssigt forrået, når den (til tider) følsomme rock blev overhalet af den noget mere hårdføre hiphop, og mandeidealet skiftede fra indadvendt guitarhelt til mikrofonsvingende alfahan-rapper. Men det er faktisk ikke sket.

Musikken er ikke blevet mindre følsom i takt med hiphoppens fremmarch. Genren har faktisk formået at sætte ord på vor tids gennemgående sindstilstande – fra følelsesmæssig fremmedgørelse til kærlighed i de sociale mediers tidsalder og et opgør med den klassiske manderolle.

Det er sket, fordi hiphoppen som genre og kultur har ændret sig fundamentalt og gjort op med sine gamle fordomme. Rapmusikken er i det hele taget blevet mere flersidig, mere tolerant og mere åben. Genrens maskulinitetsideal blev i 2010’erne til en flerfacetteret størrelse. Og ingen inkarnerede det skift mere end canadiske Drake og danske Hans Philip.

De to kunstnere har mange ting til fælles. En grundtone af melankoli, en villighed til at italesætte følelser og en sans for det poetiske omkring natten, afstanden og kærligheden. De var rappere, der kunne lave sange om at ringe til en ekskæreste midt om natten (Drakes ‘Marvin’s Room’) og få det til at lyde som eksistentielle kriser, eller skabe sange om melankoli, selvindsigt og afsavn, selv i de mest euforiske og succesfulde stunder (Ukendt Kunstners ‘Langt væk’ fra ‘Neonlys’-albummet).

Men Drake og Philip har op gennem 10’erne også været kunstnere, der kunne lave storladne bangers, der viste dem fra deres mest selvsikre side. Som Drake, der udnævnte sin succes til at være selveste guds plan (‘God’s Plan’), eller som når Hans Philip ville være rig som finansmanden Stein Bagger.

De havde samtidig også en hang til det hedonistiske. Drake var måske sørgmodig på klubben, men han var vitterligt stadig på klubben. Og Hans Philip lavede også sange som ’Fucking Nummer’, hvor han simpelthen ikke kunne få sig selv til at gå hjem – selv om han »har en dame, der venter på mig«.

Det var måske 10’ernes mand på godt og ondt: Mere eftertænksom end før og mere fokuseret på sine følelser. Men også mere forelsket i den evige nat og den evige ungdom og den evige fest. De udviser begge narcissistiske træk, men de har samtidig selverkendelse nok til godt at vide, at de gør det.

Det er nok ikke tilfældigt, at Drakes mest følsomme øjeblik (’Marvin’s Room’) finder sted, efter festen er slut. Den nye mand var måske følsom, men han var stadig ingen engel. Altså: Man kan lige forestille sig, at Drake har stået og sprøjtet champagne få timer før opkaldet – men når mørket så sætter ind udvendigt og indeni, er han pludselig fuld af savn og trænger til kærlighed. Mon ikke en Hans Philip ville udvise samme savn, når klubben er færdig med at spille hans ‘Fucking nummer’, og der bliver stille omkring ham?

For det er selvfølgelig også kærligheden, der forener Drake og Hans Philip, og deres forhold til kærligheden er primært baseret på afsavn.

Drakes diskografi er én lang meditation over ekskærester og gamle flammer – hvor de mon er nu, og om de mon stadig tænker på ham. Det er som om, kærligheden aldrig finder sted i nutiden, men enten er noget han længes efter eller ser tilbage på. Den er enten utopisk eller nostalgisk.

Den samme fremmedgørelse kan man stedvis finde hos Hans Philip. Han har på en måde fuldendt en rejse gennem årtiet, der startede med den unge mand, der flakkede rundt i natten på ’Neonlys’, og nåede en midlertidig slutning med det eftertænksomme og hudløst ærlige breakup-album ’Forevigt’, der er udgivet under eget navn som soloartist.

På førstnævnte møder Philip først en pige med en rød mund, han vil ligge nøgen med (’28/46′), er så sammen med en rig femme fatale fra Charlottenlund på ’Guld & Diamanter’, og ender, som nævnt, på klubben på ’Fucking Nummer’. Det er et flakkende, rodløst album, der søger forgæves på samme måde, som Drake gør på sine natteture.

De to kunstnere har samtidig også udlevet deres ungdom i årtiet. Drake er født i 1986, Hans Philip er født i 1988. De er altså begge blevet 30 i anden halvdel af 10’erne. Og på den måde er deres diskografier også lyden af at vokse op gennem årtiet, der gik.

Det er måske ikke tilfældigt, at deres definerende album – henholdsvis ’Take Care’ fra 2011 og Ukendt Kunstner-albummet ’Neonlys’ fra 2013 – udkom i årene, hvor de to kunstnere respektivt fyldte 25. Året hvor de stod midt i tyverne, midt i livets mest intense fase. Det er som om, de er bevidste om det. Der er en dirrende følelse af, at det er ved at ske.

Alligevel har begge album en aura af melankoli. Fremmedgørelsen og afstanden er tilstede i form af en bevidsthed om, at det hele ikke varer ved – at alt ikke er neonlys og byture. Men det er også album, er rummer ekstremt store håb. Drake tror virkelig, han kan bortføre Rihanna fra alle det overfladiske livs fristelser på titelsangen ’Take Care’, og når Hans Philip drømmer om at se »mit navn bøjet i neonlys«, føles det som om, drømmen er et sekund fra at gå i opfyldelse.

På de album indkapsler de to rappere dermed en generations følelser og drømme. Det er 10’ernes prægende værker, skabt af to kunstnere, der som ingen andre indkapslede det nye mandeideal, der dominerede i årtiet. De var en ny form for hiphopkunstner – følsom, poetisk og melankolsk. Men de bibeholdt samtidig rapperens attitude og karisma.

De skaber selvfølgelig spændende album den dag i dag – Drake tacklede så småt sin faderrolle på ’Scorpion’, mens Hans Philip bearbejdede et forlist forhold på det gennemførte ‘Forevigt’. Men de værker, der inkarnerede følelsen af at være ung, ambitiøs og fuld af drømme i det snart forgangne årti, lavede de, da de var 25. Det var her, de skabte det klareste billede af 2010’ernes (hiphop)mand.

LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne

Læs også: De 20 bedste danske hiphopsange i 2010’erne

Lyt til podcast: Hvordan vælger man årtiets 20 bedste danske rapsange? Soundvenues hiphop-podcast diskuterer

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold