Diddy går i flæsket på Grammy Awards: »Sort musik er aldrig blevet respekteret«

Diddy går i flæsket på Grammy Awards: »Sort musik er aldrig blevet respekteret«
Diddy til pre-event for Grammy Awards. (Foto: Allen Berezovsky/Getty Images)

Diddy holdt sig ikke tilbage, da han skulle holde tale til et pre-event til Grammy Awards i lørdags. Her skulle rapperen og pladeselskabschefen sige nogle ord, fordi han modtog den såkaldte Salute to Industry Icons-pris, hvilket resulterede i en seks minutter lang svada rettet mod prisceremonien.

»Sort musik er aldrig blevet respekteret af Grammys«, fik Diddy blandt andet sagt, og så gav han endda et ultimatum: »I har 365 dage til at få styr på jeres shit!«

Grunden til Puff Daddys vrede er, at prisoverrækkelsen ikke er divers nok, og at processen er uigennemskuelig. Dén kritik er han ikke alene med.

De seneste år har der således været kontroverser omkring en række prioriteringer – som Beyoncés nederlag i kategorien ‘Album of the Year’ til Beck i 2015 og Adele i 2017 eller Mumford and Sons sejr over Frank Ocean (sidstnævnte har siden også kritiseret Grammy Awards) Og hvem kan glemme dengang Macklemore vandt bedste hiphopalbum mod Kendrick Lamar i 2014 – og undskyldte for det bagefter?

Samtidig hjalp det heller ikke på akademiets ry, da dets chef, Neil Portnow, reagerede på kritik af manglende kvindelig repræsentation i 2018 ved at sige, at kvinderne i musikbranchen måtte »step up« – altså tage sig sammen.

Nu har Grammy Awards altså fået en officiel udfordring fra selveste Diddy, der sluttede sin tale med at hylde nogle af de album, som er blevet overset i tidernes løb: Beyoncés ‘Lemonade’, Kanyes ‘Graduation’, Nas’ ‘Illmatic’, Snoop Doggs ‘Doggystyle’, Princes ‘1999’, Missy Elliots ‘The Real World’ og Michael Jacksons ‘Off The Wall’.

Årets Grammy-uddeling fandt sted søndag aften, og bød på optrædener fra blandt andre Billie EilishAriana Grande, Lizzo, Lil Nas X, Tyler, The Creator og en stort anlagt Nipsey Hussle-hyldest. Få det fulde overblik HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af