Royal Arena: Morgan Wallen har ikke erobret Europa endnu – men det kommer

Royal Arena: Morgan Wallen har ikke erobret Europa endnu – men det kommer
Morgan Wallen under et tidligere stop på turnéen i Nashville, Tennessee. Der var fotoforbud i Royal Arena. (Foto: John Shearer/Getty Images)

Morgan Wallen blev i lang tid spået til at være countrygenrens fremtid. Den amerikanske sanger fra Tennessee er med hver sang kravlet længere op ad hitlisterne, og han er nu et sted, hvor man nærmere må kalde ham countrymusikkens nutid og epicenter.

I Royal Arena søndag aften viste han i hvert fald, at countrygenren er ved at være nået hele vejen fra de store amerikanske vidder til Europas små brostenshovedstæder.

I moderne country er der en tendens til at kigge mod trappet hiphop. Det stod tydeligt i Royal Arena, hvor tunge, hiphop-klingende trommer ofte blandede sig med de twangede guitarer. Det er ikke altid lige delikat, men effektivt var det på eksempelvis ‘Cowgirls’ og ‘Wasted on You’. Morgan Wallen som performer låner også gerne lidt fra rapperne. Det handler om energi og om at hoppe rundt på scenen.

Udenfor scenen er Morgan Wallen også lidt af en vildbasse, der har flere kontroverser på cv’et. Det virker dog ikke, som om det har hindret hans karriere, måske nærmere tværtimod. Det er nok en del af hans appel, at han er lidt uperfekt.

Morgan Wallen i Nashville, Tennessee. (Foto: John Shearer/Getty Images)

Hans sange handler da også oftest om at feste, drikke whisky og slå op med sine kærester. Kan det flyve i en by som København, hvor folk drikker naturvin og er i situationships? Ja, det var i hvert fald ikke, fordi der manglede folk i cowboystøvler og cowboyhatte søndag aften. Om folk var trukket i kostume til lejligheden, eller om countryæstetikken rent faktisk er ved at bryde igennem, er svært at sige.

Men Morgan Wallen har måske ikke helt erobret Europa endnu. Der blev i hvert fald ikke sunget helt så meget med, og han er nok vant til, at publikum er mere bekendt med sætlisten. Der blev dog skrålet med på hits som eksempelvis ‘I Had Some Help’ og den forløsende ‘Whisky Glasses’, og der er ikke tvivl om, at Morgan Wallens sange har kaliber af pophits.

Alligevel opstod det mest gribende øjeblik, da Morgan Wallen skruede ned for tempoet og countrytrommerne og serverede en perlerække af mere stille numre i midten af koncerten. Her var der et helt særligt nærvær, som man ikke finder mange andre steder. Især balladen ‘Sand in My Boots’ stod som et tydeligt højdepunkt, hvor Morgan Wallen bag klaveret og med sin store stemme formåede at drage hele salen ind.

Morgan Wallen i Nashville, Tennessee. (Foto: John Shearer/Getty Images)

Og Morgan Wallen kunne også sagtens skabe en fest uden laserlys og traptrommer. ‘This Bar’ var lutter god stemning med sit ligefremme og energiske country-lydbillede med masser af guitar og insisterende trommer. Her viste Morgan Wallen sig fra sin bedste side. Masser af nærvær, gode melodier og med et glimt i øjet. Kæmpehittet ‘Last Night’ var ligeledes dramatisk og medrivende.

Koncerten sluttede med den kække og ørehængende debutsingle ‘The Way I Talk’, der handler om at være stolt af at snakke som en sydstatsknægt. »Some people like to make a little fun of / The way I talk«, sang han.

Det var det helt rigtige sted at slutte. Med at slå fast, at hvor countrygenren før i tiden ikke rigtig var noget, folk tog seriøst, så bør det være det nu.


Kort sagt:
Morgan Wallen viste i Royal Arena, at han er den moderne countrys epicenter, og selvom han måske ikke helt har erobret Europa, er den energiske stjerne godt på vej. Hans koncert i København rummede både god stemning, countryfest og stærke, intime øjeblikke.

Morgan Wallen. Koncert. Royal Arena.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af