Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – bl.a. Vince Staples og fantastiske Anderson .Paak

Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Jon Hopkins ‘Emerald Rush’

Jon Hopkins’ 2013-album ‘Immunity’ har som få andre udgivelser i den elektroniske musiks verden fået klassikerstatus på rekordtid. Der er derfor meget høje forventninger til efterfølgeren, ‘Singularity’, der er ude den 4. maj. Førstesinglen ‘Emerald Rush’ lover virkelig godt. Den langsomme opbygning leder stilfuldt op til et smukt drop, og den er blevet udgivet med en meget flot tilhørende animeret musikvideo. Men hvis man skal have det fulde udbytte af nummeret, bør man høre den fem minutter lange udgave, der kan findes på Spotify HER. Jon Hopkins giver koncert i Den Grå Hal den 12. oktober.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Aeris Roves ’Best Dressed Man’

I slutningen af februar udgav den ganske ukendte sanger Aeris Roves en akustisk iPhone-demo af et track ved navn ‘Best Dressed Man’ på Soundcloud. Allerede dengang vakte nummeret opmærksomhed for sin stilsikre r’n’b-sangskrivning, og med en en lækker, fyldig rytmesektion indtager nummeret nu nogle helt nye dimensioner. Det lyder pivlækkert, og det bliver spændende at se, hvor sangeren, der allerede har skrevet pladekontrakt med RCA, bevæger sig hen efter dette.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Anderson .Paak ’Til It’s Over’

Det er noget af et reklamestunt at markedsføre sit produkt med en spritny Anderson .Paak-sang. Det gør det blot vildere, at reklamens hovedperson er en dansende FKA Twigs, og at den praktisk taget er en musikvideo lige så meget som den er en reklame. Og så er den instrueret af en af de bedste musikvideoinstruktører nogensinde, Spike Jonze. Det er en cocktail, der fungerer på alle parametre, og ikke mindst er Anderson .Paaks nye sang en mesterlig omgang jazzet r’n’b fyldt med små kreative ideer til højre og venstre.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Beach House ’Dive’

I dette årti har ingen gruppe reaktualiseret 90’ernes dreampop i samme grad som Beach House, og med det kommende album, ‘7’, ser det ud til, at de vil fortsætte med at udvikle lyden. På ‘Dive’ er rytmesektionen energisk som sjældent før, og mod slutningen af tracket er der næsten lidt Joy Division over Alex Scallys guitarspil. Victoria Legrands nærværende vokal får nogle helt specielle kvaliteter i denne nye lyd, der elegant bygger videre på det, man i forvejen kender Beach House for. Beach House giver koncert i Forum Black Box den 9. oktober.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Serpentwithfeet ‘Bless Ur Heart’

Haven-festivalen kan et eller andet med at få fat i nye spændende navne inden de får den opmærksomhed, de så sandelig fortjener. Sidste år skete det med Rex Orange County, og nu har de fat i endnu et ungt r’n’b-håb. Serpentwithfeet er klassisk trænet, og det viser sig tydeligt i hans gospel-inspirerede harmonier og blidt virtuose sange om seksualitet, religion og tilværelsen som ung. Serpentwithfeets debutalbum udkommer den 8. juni.


6. Jenny Wilson ’Lo’ Hi’’

Svenske Jenny Wilson er med det kommende album ‘Exorcism’ tilsyneladende ved at træde ud af de poprammer, der prægede hendes seneste album, ‘Demand the Impossible’ fra 2013. Førstesinglen ‘Rapin*’ var en barsk knytnæve i maven lige fra man så titlen, men med ‘Lo’ Hi” formår hun rent musikalsk at tage et om muligt endnu modigere valg. Det er et pulserende, mindre melodisk nummer, end man typisk forventer fra hende, og hendes vokal er skærende – ja hun formår på en eller anden måde at gøre nummeret endnu mere ukomfortabelt end det foregående.

Hør sangen på Spotify HER.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Jack White ‘Over and Over and Over’

Jack White har med singlerne fra det kommende album, ‘Boarding House Reach’ bevæget sig lidt over det hele: Der har været elektronisk, soul, jazz-funk, men ikke særlig meget af den garagerock, man ellers kender ham for. Det ændrer sig dog nu med ‘Over and Over and Over’, som han oprindeligt skrev til hedengangne The White Stripes. Han giver dog stadig plads til det varierede kludetæppe af lyde, der har præget de hidtidige singler – dyrk blot koret i hooket eller det percussion-breakdown, der optræder to minutter inde.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Yangze ’Sometimes’

I starten af året udnævnte vi Jakob Littauers projekt Yangze til at være blandt de nye danske navne, du bør holde øje med. Med ‘Sometimes’ placerer han sig et sted mellem det minimalistiske og det eklektiske. Med et simpelt beat, nogle synth-celloer og en spændende twistet vokal giver han et innovativt bud på, hvordan man kan skrue en popsang sammen. Det viser sig nogle gange, at man ikke har brug for noget særlig flashy, hvis de simple virkemidler er godt skruet sammen, og det er de her.


9. Vince Staples ‘Get The Fuck Off My Dick’

Vince Staples startede denne uge en fundraiser, hvor han for 12 millioner kroner ville love at holde kæft for evigt. Han sagde ganske roligt i en video til sine haters, at »enten kan I være med til at finansiere min livsstil, eller også kan I ‘get the fuck off my dick’«. Fundraiseren viste sig da at være startet for at promovere netop dette track, hvor Staples vender tilbage til den helt klassiske hiphopstil, der kendetegnede hans fremragende første album, ‘Summertime ’06’.

Hør sangen på Spotify HER.


10. Topaz Jones ‘Nectar’

Topaz Jonez bør gå lige ind i hjertet for alle fans af førnævnte Anderson .Paak. Han bevæger sig ubesværet mellem at rappe og at synge over nogle velsammensatte beats, der både er jazzede og funky som bare pokker. Det er ikke den store overraskelse, at Jones kommer fra en familie af erfarne funkmusikere, og med sine to nye tracks ‘Nectar’ og ‘Pleasure Pain Passion’ viser han smukt, at jazz-rap stadig har en plads i 2018, hvor hiphop er mere melodisk end nogensinde.

Hør sangen på Spotify HER.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af