Joaquin Phoenix, der for tiden er biografaktuel herhjemme med hovedrollen i ’You Were Never Really Here’, er bestemt ikke kendt for at have et afslappet forhold til pressen. Han er derimod kendt for til de obligatoriske pressekonferencer og interviews at være indadvendt, akavet eller useriøs.
Det var også tilfældet, da han forleden blev interviewet af kollega Will Ferrell over telefonen for Interview Magazine. I starten af interviewet foreslår han eksempelvis, om de ikke bare skal droppe samtalen og lægge på.
Den venskabelige samtale byder dog også på mange gyldne, citatværdige udtalelser – eksempelvis da intervieweren Ferrell spørger, om Phoenix nogle gange kan være en »lille bitch«.
»Jeg tænkte forleden på din rolle i ’Gladiator’, hvilket er en stor Hollywood-film«, indleder Ferrell.
»Læser du forberedte spørgsmål op og forsøger at lade, som om de bare dukker op i dit hoved?«, svarer Phoenix over telefonen.
»Prøv lige at høre, hvad jeg har at sige. Jeg tænkte på din rolle i den film, og grunden til, at den virker, er, fordi du er er sådan en lille bitch«, siger komikeren. »Er du nogle gange en lille bitch i dit personlige liv?«
»Vær mere specifik«, svarer Phoenix.
»Kan du godt blive lidt bitchy, hvis du er i dårligt humør?«, spørger Ferrell.
»Absolut«, siger Phoenix.
Interviewet kommer derudover blandt andet ind på Phoenix’ evner på en hest, John C. Reilly’s fantastiske råd til spirende skuespillere og Will Ferrells Valentinsplaner. Ligesom Ferrell spørger Joaquin Phoenix til sidstnævntes oplevelser på M. Night Shyamalans ‘The Village’ med det meget Will Ferrell’ske spørgsmål:
»Kaldte du ham nogensinde for M. Night Shyamalamadingdong?«
Læs hele interviewet HER.
Læs også: Joaquin Phoenix: »Ideen om at blive i rollen hele tiden er latterlig«