SERIE: HOLDER DE I DAG? ’Fight Club’ blev interessant nok ikke et særligt stort hit, da den blev vist i biograferne for 20 år siden, selvom den ud fra en overfladebetragtning er et typisk sen-90’er-produkt med sin hyperstiliserede vold, perspektivforskydende fortællestil og en Brad Pitt på toppen af sin status som verdens førende mandlige sexsymbol.
Filmen blev i sin samtid køligt modtaget af ikke så få prominente kritikere. Legendariske Roger Ebert kaldte filmen for ’fascistisk’ og affærdigede den som en »macho-porno-fantasi«. Med henvisning til filmens måske mest berømte linje – »The first rule of Fight Club is: Nobody talks about Fight Club« – replicerede Los Angeles Times’ Kenneth Turan køligt-lakonisk: »Hvorfor pokker skulle nogen have lyst til det?« (altså at tale om ’Fight Club’, that is).
Med tiden er den blevet en kultklassiker: Enhver filmfan havde ved indgangen til 10’erne ’Fight Club’ stående på dvd-hylden. På den vis deler den skæbne med en faktisk overrumplende mængde titler fra 1999 – et filmår, der ofte fremhæves som det bedste i nyere (Hollywood-)filmhistorie (hvis ikke ligefrem filmhistorien in toto).
Filmens ærinde?
David Finchers film sætter fokus på mandlige fællesskaber (herunder den forvrængede form for bromance, der er på spil i mødet mellem Brad Pitts Tyler Durden og Edward Nortons navnløse fortæller), på maskulinitetsidealer, volden som problem og konsumkulturens bratte faldgruber. Filmen kan sågar – med tanke på sin apokalyptiske struktur (og sit afsluttende klimaks) – ses som en slags spøgelseskommentar til det 9/11, der lå to år ude i fremtiden.
At ’Fight Club’ er lidt af en filmisk tour de force, kan ikke komme bag på nogen med et bare rudimentært kendskab til David Finchers filmografi. Det er filmens tematik og budskab, der for alvor delte (og fortsat deler) vandene. Hvad er egentlig filmens ærinde?
Hvis filmen er tænkt som en kritik af forsimplede kønskoder, er præmissen – mænds uforbederlige fascination af vold – så overhovedet særskilt dækkende som tids- og samfundsdiagnose? Er fremstillingen af manden som et væsen, for hvem vold, fantasi og begær er tæt sammenfiltrede impulser, ikke en reduktion af den moderne mands komplekse natur? Og er filmens kulturkritik ikke faretruende tæt ved at slå over i en forherligelse af det, som filmen hævder at stille sig kritisk over for? Man kan sågar komme i tvivl om, hvorvidt filmen på overfladen er en kritik eller en glorificering, eller om det er under overfladen, at den er det ene eller det andet (eller begge dele)!
I 2019 er begreber som intersektionalitet og identitetspolitik blevet nærmest allemandseje. ’Vi’ har et noget andet blik på kønsrelationer og magtforhold, end ’vi’ havde i 1999. I dag ville man nok kalde det miljø, filmen portrætterer, for et udtryk for toksisk maskulinitet, men igen: Om ’Fight Club’ bekræfter eller begrænser de stereotypier, den sætter i svingninger, afhænger fortsat af øjnene, der ser.
Hvad der ikke kan herske tvivl om, er, at ’Fight Club’ er en nådesløs kritik af forbrugerismen og den senkapitalistiske samfundsform. Mange vil sikkert gå så langt som til at sige, at filmens blik for konsumkulturens iboende nihilisme er velplaceret og bestemt ikke mindre relevant i dag end for 20 år siden.
Afgørende for filmens tone er set med mine øjne, David Finchers markante (og dristige) formgreb med at lægge en voice-over ind i fortællingen, for ’Fight Club’ havde formentlig tippet i retning af en forstemmende (eller bare patetisk?) misantropi, hvis ikke Nortons indre monologer kørte som et humoristisk forløsende (og selvundergravende) ledsagespor til fortællingens dystopi om en verden dinglende over afgrunden ved indgangen til et nyt årtusinde. ’Fight Club’ er – det bør ikke overses – (også) en humoristisk film.
Freudiansk skitse
Jeg havde ikke set ’Fight Club’ i mindst 12-13 år, da jeg fornylig – med visse bange anelser – genså den. Hvorfor bange anelser? Måske fordi jeg ikke for alvor ønskede at stirre mit teenagejeg i øjnene ved at pille en fortælling fra hinanden, som jeg i særlig grad kan huske sagde mig en masse, dengang den var ’filmen alle talte om’.
Nogle ting ved filmen ’ligner sig selv’ på de mange års afstand (selvom jeg givetvis har fundet nogle andre ord for dem!):
Forholdet mellem den navnløse fortæller (Norton) og Tyler Durden (Pitt) er – udover den på film latente homoseksuelle fascination mænd imellem – som en freudiansk skitse over forholdet mellem individets id (repræsenteret ved Durdens lystfulde og aggressive væremåde) og overjeg (repræsenteret ved fortællerens normative statusjagt).
Man kan endvidere anskue Pitt som Nortons alterego, en slagkraftig projektion af dennes længsel efter at lægge den dresserede rationalitet bag sig og lade sig rive med af begærets og længslens sugende understrømme. Pitts Durden er drømmen (der let kan slå om i sin modsætning: mareridtet) om at lade det utæmmede flå det domesticerede menneske ud af sin søvngængertilværelse. En søvngængertilværelse, som forbrugets kortvarige dopamin-rush i længden kun er med til at forstærke.
Postmodernistisk opdatering
Under Durdens lederskab udvikler Fight Club sig til Project Mayhem, en form for voldsparat udgave af 00ernes Occupy Wall Street (også i den forstand var filmen forud for sin tid), og det er i opgøret med Durden, at fortælleren finder sig selv – ikke ved at vende tilbage til sit gamle selv (søvngængeren, der går op i boligindretning etc.), men ved at blive bevidst om sin egen indre vildskab, sin grænseløse impulsivitet.
Fortælleren – der flere steder lader det skinne igennem, at han har manglet en faderfigur at spejle sig i og se op til – opnår først en personlig modenhed, idet han gør op med Durdens viljestærke indflydelse – og det gør han kun ved bevidst at anerkende, at konflikten, der raser inde i ham, er en del af ham.
Fortællingen om det splittede jeg er ikke bare en ’smart’ postmoderne opdatering af tankegods fra moderne kritikere af den vestlige rationalitet, såsom Jung eller Weber – det er også selve udgangspunktet for historiens store religiøse nytænkere som Paulus, Luther og Kierkegaard. I den forstand lægger ’Flight Club’ sig i slipstrømmen på en kristen mentalitetshistorie: Det er splittelsen – mellem krop og psyke, norm og begær, frelse og synd – der er omdrejningspunktet for menneskets selvforhold.
Nortons figur kan ses som en gestaltning af det, den franske sociolog Alain Ehrenberg i 1998 – året før ’Fight Club’ udkom – døbte ’det udmattede selv’: Det er det selv, der er så udmattet af hele tiden at skulle være sig selv (’bare vær dig selv’, lyder mantraet), at det er gået helt i stå (som ved en implosion) eller – som i Norton-karakterens tilfælde – ved at reagere aggressivt/utilpasset (som ved en eksplosion).
Død og sex
Det mit gensyn med filmen måske allertydeligst satte i et anderledes relief, er fortællerens forhold til filmens feminine islæt, Marla Singer (spillet af Helena Bonham Carter), som fortælleren møder i en terapistøttegruppe for terminalpatienter. Der er noget sært romantisk ved det møde og det forhold, der opstår mellem Bonham Carters og Nortons figurer, der måske ligefrem gør ’Fight Club’ til en langt-ude-kusine til de klassiske romantiske komedier fra Hollywoods gyldne dage (’Bringing Up Baby’ et al.).
Forfatteren til romanforlægget, Chuck Palahniuk, der ret konsekvent har udtalt sig begejstret om Finchers filmatisering gennem årene, udtalte for nogle år siden i et interview, at ’Fight Club’-generationen – dvs. min generation – er den første generation, for hvem sex og død blev intimt forbundne, i og med, at det – vi – var en generation, der voksede op med bevidstheden om AIDS (alle danskere mellem 35 og 45 husker formentlig de dystre informationsfilm om risikoen ved sex, som vi blev hevet igennem i folkeskoletiden).
Frygten for sex – frygten for at leve, i det hele taget – levendegøres i fortællerens møde med Marla – og i det spring ud i en romantisk kærlighedshistorie, der netop finder sted med døden som en udløsende faktor og en (lidt for) nærværende medspiller.
På DVD-kommentarsporet på min udgave af ’Fight Club’ siger Norton, at filmen for ham at se er en historie om en mand, der bogstavelig talt er parat til at sprænge verden i luften for at kunne indgå i et forhold med en kvinde. Det er på sin vis en version af det Bowie sang om på sit hit fra de glatte 80ere: ’Modern Love’.
Så… holder den i dag?
Det gør den! Man kan diskutere herfra og til evigheden om ’Fight Club’ rammer den rigtige balance mellem en indigneret kritik af maskulinitetskoder og hjerneblæst konsumkultur og en stilistisk opgejlet repræsentation af selvsamme.
Jeg mener dog ikke at spore noget hverken fascistisk, voldsforherligende eller i egentlig forstand distanceblændende over filmens forsøg på at indkredse de kulturelle sygdomme, der leder til individets udmattelse (eller ligefrem undergang) i den senmoderne turbine af informationer og syreregn af symboler.
Indeholdt i dystopien er der en kærlighedshistorie, der har lidt samme virkning som billedet af blomsten, der bryder frem gennem fortovsbetonen. Lyset bryder frem – selv i det voldsomste uvejr.
TIDLIGERE I SERIEN:
Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?
Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?
Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?
Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?
’Avatar’ kom, så, sejrede og blev gjort til grin – men hvordan holder den i dag?
Holder ‘Borat’ og dens lifligt akavede humor i dag?