’I solsortens land’: Festivalhit om Balkankrigens kvindelige ofre er desværre stadig relevant
Mens jeg skriver det her, fylder forfærdelige billeder af russernes anslåede massedrab i mediebilledet.
Særligt manden på cyklen fra den ukrainske by Butja har låst sig fast bag øjnene. Han ligger med fødderne på pedalerne i et for evigt fastfrosset billede af den lille hverdag, der bliver slået itu af storpolitikken.
’I solsortens land’ handler på samme måde om et almindeligt menneske, hvis liv er blevet ødelagt af vanviddets politik. Fahrije forsøger at klare sig oven på sin mands forsvinden under massedrabene under Balkankrigen i starten af 1990erne. Serberne dræbte størstedelen af mændene og teenagedrengene i hendes landsby. Nu leder hun efter ham i hvide FN-vogne opstillet ved massegravene, hvor jordagtige rester fra fædre, brødre og sønner ligger i anonyme bodybags.
Fahrije forsøger at skabe et liv for sine to børn og gamle svigerfar, der nægter at indse, at sønnen ikke kommer hjem igen.
Hver dag passer hun familiens bier under den varme sol. Manden kunne undgå deres stik, men hun kan ikke. Hun ømmer sig sammenbidt foran spejlet om aftenen. En fin, men også meget tydelig metafor for sorg.
Landsbyen lever i fornægtelse. De forsvundne mænds død er tabuiseret, og de tilbageværende kvinders fremtidsmuligheder lider under, at de stadig ses som mændenes ejendom. De har ikke ret til at køre bil, gifte sig igen eller få et arbejde. Filmen giver en knugende indsigt i kvindelivets trængsler oven på krigens rædsler – også mange år efter våbnene er lagt.
Kvinderne kan ikke tage hånd om deres eget liv, men må i stedet vente i en stadig knugende fattigdom på, at de myrdede mænd vender hjem. Ellers får de det patriarkalske samfunds fordomme at mærke. Enten ved at blive kaldt luder på gaden eller ved at få kastet sten ind gennem ruderne på bilen, hvis de – som Fahrije – er tossede nok til at ville noget med livet.
Men Fahrije står imod. Hun er spillet sammenknyt grænsende til det maskeagtige af Yllka Gashi, der langsomt bløder op og vinder ved nærmere bekendtskab. Derfor er første akt tungt og indholdsløst, fordi hovedkarakteren ikke umiddelbart vinder ens sympati. Man må bruge de første, kedelige 30 minutter på mentalt at træde tilbage i gymnasietidens historielokaler og klistre den nødvendige viden sammen, fordi filmen ikke ulejliger sig med at beskrive baggrunden for Fahrijes smerte.
Fahrije møder en masse modgang fra sin omverden, som hun gradvist overvinder, i takt med at hun selv får kontrol over sin egen sorg. Det vises fint med drømmesekvenser, hvor manden smiler til hende fra dybet i den flod, hvor ligene blev dumpet.
Fahrije overbeviser landsbyens kvinder om at hjælpe hende i en ajvar-produktion – en slags lokal dip lavet af peberfrugt, der ser afsindigt lækker ud. Filmen er inspireret af en rigtig forretningskvinde, der i dag eksporterer ajvar og syltede grønsager til blandt andet USA.
’I solsortens land’ vandt (under den amerikanske titel ’Hive’) tre priser ved Sundance-festivalen tilbage i 2021. Det er ikke tidligere sket, at en film har hevet både Publikumsprisen, Juryens pris og Instruktørprisen hjem, men jeg er ikke helt overbevist.
Her er den langt stærkere, Oscar-nominerede ’Quo Vadis, Aida?’ fra sidste år et meget bedre bud på et foreløbigt filmisk monument for de mænd, der døde under massakrerne i det tidligere Jugoslavien, og de kvinder, som elskede dem og må leve videre.
’I solsortens land’ formår dog alligevel at gøre stort indtryk, fordi den tager sig tid til at blive i længere scener hos Fahrije og de andre kvinder, mens de småsludrer over Ajvar-presseren – eller mens Fahrija står sammenbidt over bierne i haven. Fotografen Alex Bloom får scenerne til at fremstå så taktile, at det føles som at sidde ved siden af Fahrije, træt i kroppen efter en langs dag slid under Kosovos bagende sol.
Derudover burde de danske distributører have valgt en bedre titel. ’I solsortens land’ er unødigt poetisk. Kosovo er angiveligt afledt af det serbiske ’Kosovo Polje’, som kan oversættes til ’Solsortesletten’ eller ’Solsortens mark’.
Der er ingen solsorte i filmen, men til gengæld virkelig mange bier.
Kort sagt:
’I solsortens land’ forlader sig på, at man griber stemningen og med ét forstår, hvad det er for en smerte, den indelukkede og tavse Fahrije bærer på.