UDGIVELSERNE, DER SMADREDE EN KARRIERE. Nogle gange kan en enkelt udgivelse spænde ben for en hel karriere, om det så drejer sig om et destruktivt diss-track eller bare et elendigt album. I denne serie dykker vi ned i en række af disse udgivelser.
Hvad gik forud for albummet?
Alles hiphopfans’ øjne var i marts 1996 rettet mod Dr. Dre.
Allerede dengang var rapper-produceren et etableret West Coast-ikon. Som en del af gruppen N.W.A pionerede han først den hårde gangsterrapgenre med udgivelserne ’Straight Outta Compton’ og ’Niggaz4Life’ i henholdsvis 1988 og 1991. I 1992 gik han så solo med sit storsælgende debutalbum ’The Chronic’, hvor han – i selskab af det nye navn Snoop Dogg – tog sin hiphoplyd i en ny, mere feststemt retning.
Med sin særlige blanding af hårdtslående gadelyrik, tilbagelænede funk-grooves, saftige synths og catchy omkvæd skabte Dre undergenren G-funk. Sangen ’Nuthin’ But A ’G’ Thang’ var stjerneeksemplet og det helt store hit.
’The Chronic’ var første udgivelse på Death Row Records, det toneangivende pladeselskab, som Dre havde grundlagt sammen med Suge Knight, Dick Griffey og The D.O.C. året inden. Senere udgav de to andre hiphopklassikere: Protegeen Snoop Doggs debutalbum ’Doggystyle’ i 1993 samt ’All Eyez on Me’ i 1996, 2Pacs sidste og bedst sælgende album før sin død.
På papiret var Dr. Dre altså i en umanerligt god position som en af kongerne af det førende vestkyst-label. Problemet var bare, at der var rod på de indre linjer hos Death Row.
Medstifter Suge Knight, der i dag sidder i fængsel, styrede selskabet med kaotiske og kriminelle metoder, mens hans og 2Pacs forbindelse til banden Bloods, herunder den blodige konflikt med Crips, blev blandet ind i forretningen. Det ville Dre meget gerne holdes ude af.
Derfor forlod han i starten af 1996 Death Row. I samme ombæring grundlagde han sit eget label, Aftermath Entertainment.
Forventningerne var høje til det nye pladeselskabs første albumudgivelse, der bar den ligefremme titel: ’Dr. Dre presents… The Aftermath’. Der var lagt i kakkelovnen til et nyt, spændende kapitel for Dre og hiphopscenen.
Dre havde brudt med stort set alle sine faste samarbejdspartnere og skulle nu bevise, at det var dem, der havde brug for ham og ikke omvendt. Nu skulle verden se, hvad han kunne udrette på egen hånd.
Hvorfor var det så ødelæggende?
»The Aftermath brings to you some of the best hip hop and r’n’b on the planet«, siger en kvindestemme i starten af albummets åbningsnummer. Samme begejstring og lovprisning blev udgivelsen dog ikke ligefrem mødt med. For hitmageren, der altid rammer plet, ramte denne gang helt ved siden af.
Det er ganske påfaldende, hvor meget ’Dr. Dre presents… The Aftermath’ er gået i glemmebogen – og hvor lidt, ja, faktisk ikkeeksisterende relevans, udgivelsen siden har haft for rapscenen.
Fans rakkede ifølge The Ringer ned på det skuffende album, og anmeldernes modtagelse var heller ikke ekstatisk. Rolling Stone tildelte for eksempel udgivelsen lunkne 2,5 ud af 5 stjerner.
Det nye album solgte nogenlunde og gik faktisk platin (en million solgte album) halvandet år senere. Men det var altså langt fra den succes, Dre oplevede med hitskiven ’The Chronic’, der solgte tre gange så meget på sit første år.
Den undervældende modtagelse skyldtes for det første, at mange nok forventede en regulær opfølger til netop ’The Chronic’, hvilket de overhovedet ikke fik. Albummet fungerede i stedet som en introduktion til det nye label og dets tilknyttede artister.
Kun en enkelt sang på albummet har Dr. Dre som hovedartist, og den var allerede udkommet som single. Eftertænksomme ’Been There, Done That’, der kritiserer rapkollegaernes voldelige livsstil, er bare ikke en feststarter, som Dres storhittende 2Pac-samarbejde ’California Love’ eksempelvis var det året forinden.
»Meget af den feedback, jeg fik til ’Been There, Done That’ var: ’Det shit er nice… lad os nu høre noget dope shit’. Og de havde totalt ret«, udtalte Dr. Dre selv til The Source i 1999 ifølge Rolling Stone.
Resten af sangene på det 1 time og 11 minutter lange album – en spilletid i den tunge ende – har mestendels ukendte navne i front, som Dr. Dre satsede på at give en stor karriere. Men hvor mange kender i dag folk som Maurice Wilcher, Kim Summerson, Hands On, RC, Whoz Who, Sharief, Jheryl Lockhart og Nowl?
Pladen har ganske vist en håndfuld solide rapnumre. Åbningssangen ’Aftermath (The Intro)’ med RC og Sid McCoy byder for eksempel velkommen med et stramt beat og et gyseragtigt melodisk underlæg, som lægger an til et dramatisk magtskifte.
Lige efter kommer albummets klart mest stjernespækkede sang, ’East Coast/West Coast Killas’ af Nas, KRS-One, B-Real og RBX i den nye supergruppe Group Therapy, der dog hurtigt blev skrinlagt igen.
Senere står Compton-pioneren King Tee for det stensikre, mørke nummer ’Str-8 Gone’. Og rapperen Mel-Man, der siden mest har gjort sig som producer, kommer med den tilbagelænede og ret sjove sang ’Sh**tin’ On The World’.
Sangene er ikke dårlige, men heller ikke særligt mindeværdige. Produktionerne er overvejende enslydende, og den famøse G-funk med de fængende og festlige melodier er kun repræsenteret på RBX-nummeret ’Blunt Time’. En håndfuld rendyrkede r’n’b-skæringer virker desuden lidt malplacerede.
Man skal heller ikke undervurdere gavflaben Snoop Doggs betydning for ’The Chronic’s succes. Ham havde Dre (endnu) ikke fundet et alternativ til.
Modsat ’The Chronic’s gavnlige effekt hos Death Row blev ’Dr. Dre Presents… The Aftermath’ altså ikke den flyvende start for det nye label, som stifteren uden tvivl havde håbet på.
Hvad har albummet betydet for Dr. Dre?
I samtiden kunne man nok tro, at det skuffende opsamlingsalbum var dødsstødet for Aftermath Entertainment, inden pladeselskabet overhovedet var kommet i gang. Sådan endte det dog ikke, for Dre kom eftertrykkeligt efter det i de følgende år.
Som tidligere nævnt kunne Dr. Dre godt bruge en lidt mere sprælsk makker til sine egne tunge bars, og det må man sige, at han fik to år senere. Her signede han som bekendt – efter et praj fra Interscope-stifteren Jimmy Iovine – en ung mand fra Detroit ved navn Marshall Mathers.
»Det sted i mit liv var jeg bare ude af balance musikalsk. Jeg var kørt af sporet dengang og forsøgte at finde tilbage«, har Dre senere udtalt i et interview med kanalen Clique. »Det var en periode med tvivl … det sker for artister. Alt kan ikke være et homerun… Men jeg forsøgte at finde det, og heldigvis kom Eminem med«.
Eminems nyskabende debutalbum ’The Slim Shady LP’ udkom på Aftermath i 1999 med Dr. Dre tilknyttet som producer på hittet ’My Name Is’ og gæsterapper på nummeret ’Guilty Conscience’. Albummet vendte skuden totalt for Dres label.
Senere samme år gjorde Dre selv comeback som artist, da han udgav sit andet soloalbum, kæmpesuccesen ’2001’. Ikke helt tilfældigt var de største højdespringere – ’Still D.R.E.’, ’The Next Episode’ og ’Forgot About Dre’ – gæstet af de loyale elever Snoop Dogg og Eminem.
Dre formåede her at modbevise enhver tvivl om sin berettigelse i kuratorrollen, som han jo ikke imponerede synderligt i på ’Aftermath’-opsamlingen. På ’2001’ bragte han de bedste samarbejdspartnere sammen. Og ikke kun ved mikrofonen, for han udvalgte også de helt rette producere og sangskrivere. Det er for eksempel bredt kendt, at Jay-Z skrev hele ’Still D.R.E.’, og at producer Scott Storch leverede den ikoniske klavermelodi.
I årene siden ’2001’ har det ikke gjort så meget, at Dres længe ventede, myteomgærdede tredje soloalbum ’Detox’ aldrig udkom (i stedet fik vi ’Compton’ i 2015).
For han fortsatte ufortrødent som fast producer for Eminem, der bare blev større og større, og sideløbende gentog han mentorrollen for de nye raptalenter 50 Cent, Kendrick Lamar og Anderson .Paak, der blev til internationale stjerner.
Dr. Dres gæstespækkede Super Bowl-show i 2022 understregede, at han stadig er urørlig som hiphop-mastermind.
Andre artikler i serien ‘Udgivelserne, der smadrede en karriere’:
Med ’The Big Day’ gik Chance the Rapper fra at være ’den nye Kanye’ til ugens joke
‘Whole Lotta Red’: Sådan blev Playboi Cartis punkrap-mareridt en kultklassiker på bare to år
‘Call Me Maybe’ brændemærkede Carly Rae Jepsen som evigt one hit wonder – men hun er så meget mere
Hvem havde troet, at Drake kunne ødelægge en karriere med en enkelt sang?
’The Story of Adidon’: Drake var flyvende – lige indtil Pusha T fandt haglgeværet frem
Det var meningen, Chief Keef skulle være den nye 50 Cent – indtil ‘Bang, Pt. 2’ smadrede alt
Arcade Fire var indierockens frelsere – lige indtil det gammelmandssure ‘Everything Now’