’Time Cut’: Halvhjertet Netflix-slasher kigger mod tidsrejseklassikeren over dem alle
Det er efterhånden blevet en industri i sig selv: De mange slasher-film, som låner fra tidligere tiders romcoms til at fortælle vedkommende og hyggelige morderhistorier om at finde sin plads i vores skræmmende samtid.
Fra Christopher Landons ’Happy Death Day’, som begyndte det hele ved at kigge mod ’Groundhog Day’, og komedien ’Freaky’, hvor en seriemorder og hans teenagemordoffer skifter krop, til den rundforvirrede ’It’s A Wonderful Knife’ (jep, et ordspil på James Stewart-juleklassikeren og ja, det er en ægte film).
Kategorien kunne kaldes cozycore-slashere. Nej?
Det er i hvert fald lige nok af det gode, at vi nu på blot et år har fået ikke én, men hele to slasher-film, som tager udgangspunkt i præmissen fra tidsrejseklassikeren ’Back To the Future’.
Sidste år var der Amazons ’Totally Killer’, hvor en teenager ved et uheld ryger tilbage til 80’erne, så hun kan stoppe en seriemorder. Og nu står vi så med den Netflix-aktuelle ’Time Cut’, hvor en teenager ved et uheld ryger tilbage til fortiden, så hun kan stoppe en seriemorder.
Det er værd at nævne, at ’Time Cut’ faktisk var i produktion et helt år før ’Totally Killer’. Og i stedet for endnu en gang at gennemtraske Reagans Amerika, foregår ’Time Cut’ i det herrens år 2003.
Er du gammel nok til at huske Y2K og 9/11, så gør dig klar til at føle dig ældgammel, når klaptelefoner, lavthængende jeans og croptops præsenteres med samme historiske nysgerrighed, som ’Stranger Things’ betragtede Eggo Waffles og Kate Bush med.
Den rosenrøde dyrkelse af 00’erne – komplet med bangers som ’Complicated’ på soundtracket – er desværre det bedste, der er at skrive hjem om instruktør Hannah Macpersons sløve slasher.
Selve slasher-elementet er grueligt spagt udført.
Filmen prøver sig med et ’Scream’-inspireret mysterium, da morderen i ’03 aldrig blev fundet. Men karaktergalleriet er for lille til, at der opbygges spænding om, hvem der gemmer sig bag masken. Læg dertil at filmens katten-efter-musen-scenarier er kedsommelige og hurtigt overstået uden noget forsøg på at chokere eller pirre det mindste.
Blot én interessant indstilling formår Macperson at filme, da morderen nærmer sig hovedpersonens søster bagfra, og hun skriger af hans refleksion i spejlet.
Film som ’Time Cut’ (blev vi enige om at kalde dem slashercoms?) lever dog ofte højere på deres kløgtige spin på den valgte romcom end deres evne til at få nakkehårene til at rejse sig. Også i den afdeling fejler ’Time Cut’ ved at være chokerende dovent skrevet.
»Det her er ikke ligesom denne der Marty Macfly-film«, advarer tech-nørden Quinn (’Tall Girl’s Griffin Gluck) den tidsrejsende teenager Lucy (Madison Bailey), da han skal forklare, hvorfor det potentielt kunne være farligt at stoppe mordene fra at finde sted.
Men tidsparadokser til trods fastslår ’Time Cut’ aldrig sit eget regelsæt for at rejse i tiden, og Lucys forsøg på at komme tilbage og hendes jagt på morderen virker derfor mere arbitrært end noget andet.
Da filmen i sine sidste minutter glemmer at fortælle, hvorfor tidsmaskinen, som er Lucys tur-retur-billet til fortiden, overhovedet blev lavet i første omgang, bimler og bamler alarmklokkerne for alvor.
Det står i modsætning til ’Totally Killer’, der heller ikke var et mesterværk, men trods alt forholdt sig mere stringent til slasher-genrens regler og præmissen for ’Back to the Future’.
Til sammenligning fremstår ’Time Cut’ som en halvhjertet første kladde.
Kort sagt:
Det er ganske kløgtigt at placere en ’Back to the Future’-inspireret tidsrejsefortælling i de nu fejrede 00’ere, men slasheren ’Time Cut’ fungerer hverken som en rørende komedie eller gruopvækkende gyser.