KOMMENTAR. Det er måske bare mig, der er lidt langsom i optrækket. Men først blev jeg irriteret.
Julie Andems Sana-sæson var knap nok startet, før den tidligere ellers så drengeindifferente muslimske powergirl begyndte at skæve beundrende i retning af den danseglade kasketkarl og flinkfyrstype Yousef.
Her har vi at gøre med de mest sprængfarlige emner i Vesten anno 2017, kultursammenstød, islam, integration, værdikamp. Og så får vi endnu en… teenagesødladen kærlighedshistorie!?
Efter Eva/Jonas, Noora/William og Isak/Even føltes det som en sti, serien allerede havde betrådt. Gennemtrådt. Misforståelser, jalousi, erkendelser, forløsning. Den store gymnasieforelskelse. Will they, don’t they.
Men så gik det op for mig, at det er hele pointen. At det er ’Skam’. For godt nok skifter hovedkarakteren fra sæson til sæson, men det er ikke kun Hartvig Nissen-rammen og karaktergalleriet, der er de faste ingredienser, som skaber den menu, der udgør det største ungdomshit i Norden siden nogensinde.
Kærlighedshistorien er selve kebaben i ’Skam’s 70 kroners-durumrulle. Pølserne i dens norske pølseret. Kardemommen på dens skiveskårne brød. En ’Skam’-sæson uden en stormende forelskelse ville være som ’House of Cards’ uden politik, ’Friday Night Lights’ uden football, ’Silicon Valley’ uden opfindelserne, ’Fargo’ uden eskalerende blodigheder.
Men er det ikke for nemt, for banalt, at lade det hele handle om kærlighed gang på gang?
Det fine er, at ’Skam’ bruger det arketypiske forelskelsessetup til at elevere det almene fra det specifikke. Der er nemlig intet generisk, intet kliché over karaktererne. Deres følelser er enestående – og dog letgenkendelige. Forelskelsen er en så almen følelse, at det ikke er svært at relatere sig til dilemmaerne.
I sæson 2 og 3 har kærligheden som almengyldig og almengørende kraft haft en endnu større betydning. Skildringen af såvel homoseksuelle som religiøse minoriteter i medierne efterlader stadig meget tilbage at ønske, og crush-setuppet er den direkte vej til øget forståelse for, hvor ens mennesker er trods diverse overfladiske forskelle. Afmaskeringen af Isak og Sanas følelsesliv, inklusive småtrivielle teenageintriger, er seriøst fordomsnedbrydende.
Samtidig er det værd at bemærke, at forelskelserne aldrig er en letkøbt vej til psykologisk forløsning. Det handler aldrig om, at når først den lækre fyr er parkeret i garagen, så er lykken gjort i bedste hollywoodske romcom-stil. Første sæson handler primært om, at Eva skal finde ud af, hvem hun er – og i den proces ender hun faktisk med at opgive sit forhold til Jonas (#evas blev aldrig rigtigt en ting).
Noora endte med at vælge William, men de levede, som vi ser nu, ikke ligefrem lykkeligt til deres dages ende (hvilket måske også, skal det retfærdigvis sige, hænger sammen med, at Thomas Hayes kvittede serien), men hun blev klogere på, hvad hun egentlig følte bag de nemme, politisk korrekte paroler.
Med Isak blev mekanismen tydeligere end nogensinde før: Først med Even turde han stå inde for sine seksuelle drifter, og det er en noget andet, mere bekymringsløs Isak vi møder som sidekarakter her i sæson 4 end den plagede, introverte fyr, der dominerede starten af sæson 3. Gudskelov holder Evak endnu, men selve forholdet er lige så lidt hovedsagen, som football-kampene er det i ’Friday Night Lights’. Hovedsagen er de erkendelser, forholdet bringer med sig, på godt og ondt.
For Sana føles Yousef heldigvis som et mål i sig selv, men på bedste public service-maner er han først og fremmest et middel til, at Sana skal finde en balance i sin skrøbeligt skizofrene position mellem sin religions dogmer og sine instinktive følelser i et sekulært samfund.
Alt er virkelig love i ’Skam’, men det er alt det, den bruger kærligheden til, som hæver den over enhver Jennifer Aniston-film fra 00’erne.
Læs også: Er det et problem, at Sana ikke smider tørklædet?