UGENS STREAMINGTIP. En af årets bedste film kan hverken opspores på prestigefulde festivaler eller i det hele taget i biografsalen. I stedet er internetgyseren ’Cam’ uden nogen fanfare dumpet ned i Netflix’ uoverskuelige rodekasse.
Den er skrevet og instrueret af de unge debutanter Daniel Goldhaber og Isa Mazzai og handler om camgirlen Alice, som ud af det blå oplever, at en mystisk dobbeltgænger lukker hende ude fra hendes konto og overtager hendes alterego Lola.
Det voyeuristiske dobbeltgængermotiv kender man fra Satoshi Kons psykoseksuelle mesterværk ‘Perfect Blue’, der også behandler vores forhold til kendte. Men hvor datidens stjerner var modeller og filmstjerner, er moderne celebrities i lige så høj grad Youtube-stjerner og Instagram-modeller.
Fra første scene rammer ’Cam’ oplevelsen af at udstille sig selv på internettet: Et grynet billede fra et webkamera viser os Alice streame sig selv i sit pink neonbelyste kammer. Kontrasten mellem de flamboyante, skarpe lys og hjemmevideokvaliteten fra webkameraet fremviser på smuk vis skellet mellem skaberens fabrikerede persona, formet af tilskuernes idé om hende som autentisk og kærlig, og hendes virkelige jeg.
Skuespilleren Madeline Brewer (’The Handmaid’s Tale’) jonglerer de mange karakterer på overbevisende vis. Vi sympatiserer straks med den ambitiøse Alice, der drillende viser lillebror alle de dickpics, hun får fra indebrændte advokater og svedige tabere. Som alteregoet Lola flirter hun lummert med klientellet og reagerer med en boblende varme og naivitet over deres sjofle kommentarer. Og som dobbeltgængeren sender hun en kold rislen ned ad ryggen, når hun med et tomt dukkeblik fjoller rundt i en oppustelig pool.
Fra ’Hereditary’s mange referencer til ’Rosemary’s Baby’ og ’It’s placering i de glade 80’ere er vi hjemmevant med, at gysere bruger nostalgisk ikonografi til at fortælle moderne historier. Men få film i genren er udelukkende bundet til den tid, vi rent faktisk lever i.
’Cam’ er én af de sjældne film.
Smukke, døde sexarbejdere
Den centrale skræk i filmen kommer hverken fra dæmoner eller spøgelser, men i stedet fra internettets mange faldgruber. En knude i maven samler sig straks, da Alice hjælpeløst ser til, mens dobbeltgængeren masturberer på det lokale bibliotek. Angsten ved at miste kontrol over sin internetpersona kommer fra et dybt personligt sted, da manuskriptforfatteren Isa Mazzai selv har en fortid som camgirl.
I et interview med Vice udtaler hun, hvor magtesløs hun følte sig, når hendes shows blev uploadet på pornosider uden hendes samtykke.
Men filmens fineste kvalitet er i høj grad det fordomsfri portræt af Alice som sexarbejder. Under et show skifter den joviale tone, da en bruger begynder at smide penge på bordet for at se Alice begå selvmord. De andre klienter følger glædeligt trop, og snart fører den unge kvinde en kniv til halsen og skærer den over. Emojis stryger ind af små gule mænd, som hakker sig selv til plukfisk. Selvmordet viser sig at være et stunt, og ’Cam’ leger derigennem med idéen om sexarbejderes selvbestemmelse over deres egen krop.
Denne positive fremstilling af sexarbejdere er uhyre sjælden, navnlig inden for gysergenren, hvor mandlige instruktører i årtier har skildret prostituerede som smukke kroppe, der bliver parteret og ødelagt, og som aldrig havde et aktivt valg over tilværelsen.
»I sidste ende tror jeg ikke, publikum fuldstændig forstår, at de rent faktisk hepper på en sexarbejder, som ønsker at vende tilbage til sexarbejde«, har Isa Mazzai udtalt. ’Cam’ handler ikke om et offer, som bliver straffet for sit syndefald, men i stedet om et menneske, der gang på gang bliver nægtet respekt, forståelse og hjælp af verden omkring sig på grund af sin profession. I én af filmens mest ubehagelige scener tilkalder Alice politiet for at anmelde identitetstyveriet.
»Hvad er det mærkeligste, du er blevet bedt om at gøre«, flirter en af betjentene til en tydeligt oprørt Alice. En kommentar Mazzai selv oplevede, da hun først pitchede manuskriptet til producere.
Parallel til Weinstein
Samtidig fungerer ’Cam’ som en dekonstruktion af de parasociale forhold, som dominerer online-sfæren: Den viser, hvordan man skaber en følelse af gengældt kærlighed gennem fabrikeret oprigtighed. Komikeren Bo Burnham fremviser på smuk vis, hvordan parasociale forhold kan udnyttes til at suge tilskueren for penge, i sin morsomme musikvideo ’Repeat Stuff’.
Men selv om Alice lever af at give mænd en falsk fornemmelse af kontrol, er ’Cam’ mere interesseret i den anden side af mønten: Hvordan tilskueren kan føle et privilegium eller ligefrem ejerskab over kvinden på den anden side.
Alice beslutter sig for at mødes med én af sine stamklienter, en stor, grim mand, som straks lokker hende med gaver oppe på hotelværelset, bestiller en nachos-fondue til forret og praler af de mange camgirls, hvis karrierer han har skabt. At han kalder sig selv for Barney, kunne ikke gøre MeToo-referencen til en vis falden Hollywood-mogul mere tydelig.
Sammenligningen mellem sørgelige tabere, der spiller den af til camgirls i skjul fra konen, og magtfulde Hollywood-bosser, er både sigende og dybt komisk.
Læs også: Hvordan min hund og jeg snøftede os gennem den forbløffende gode Netflix-serie ‘Hunde’