’Jupiter’s Legacy’: Netflix’ nyeste superhelteserie er ikke engang god nok til hatewatching
Det ser egentlig godt ud på papiret.
Showrunner på første sæson af Netflix’ ’Daredevil’, Steven S. DeKnight, står i spidsen for en superhelteserie baseret på tegneserien af Mark Millar, manden bag ’Kick-Ass’, ’Wanted’, ’Kingsman’ og Marvel-eposset ’Civil War’.
Det kan da kun blive godt – ikke?
Svaret er et utvetydigt nej og øv.
’Jupiter’s Legacy’ foregår i en verden, hvor superhelte og ditto skurke er blevet en del af dagligdagen. Iført farverige og tungt udseende kostumer er The Utopian (Josh Duhamel), en Supermand-lignende überhelt, Jordens mægtigste vogter.
Han er sammen med sin kone Lady Liberty (Leslie Bibb) to af de første personer, der fik superkræfter tilbage i 1930’erne. I sammenslutningen ’The Union’ kæmper de sammen med andre helte under ’The Code’, et kodeks, hvor den første regel lyder: »Vi slår ikke ihjel«.
Da skurken Blackstar (Tyler Mane) bryder ud af et topsikret fængsel, fører det til en episk kamp, som vil få selv Zack Snyder til at savle. Heltene bliver bogstavelig talt flået fra hinanden, indtil The Paragon (Andrew Horton) smadrer ansigtet på den gargantuane skurk.
Resultatet er et styks død kødklump og et meget skuffet faderligt ophav – Utopian er nemlig Paragons far. For samtidig med at være et superhelteshow er ’Jupiter’s Legacy’ et drama om familie – og et meget konventionelt et af slagsen, desværre.
Et af kendetegnene ved de tidligere Millar-adaptioner er, at de har bibeholdt noget af den foragt for det sikre, som forfatteren bruger kritisk over for tegneserie- og superheltekonventioner.
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at mange af karaktererne i serien minder om nogle, vi kender andre steder fra.
Men som metakommentar på genren er ’Jupiter’s Legacy’ håbløst kedelig og outdated. ’The Boys’ har allerede været der.
En stor del af problemet ligger i seriens dvælen ved, hvordan superkræfterne er kommet til verden. En markant del af serien udspiller sig i flashbacks til 1920-30’erne, hvor Utopian var en almindelig rigmandssøn ved navn Sheldon.
Børskrakket på Wall Street sætter en stopper for det søde liv, og i en emotionel cocktail af desperation og sorg begynder han at se syner og underlige tegn. Jagten på svar fører ham vidt omkring og involverer både broren Walter (Ben Daniels), aka Brainwave i fremtiden og den skarpe journalist Grace (hans fremtidige kone, Lady Liberty).
I begge tidslinjer gør det sig gældende, at udfoldelsen af historien virker gumpetung og uden det Millar’ske touch for at indfange, hvordan verden ser ud fra et almindeligt menneskes synspunkt, når de står over for det fantastiske, som Wesley og Dave i henholdsvis ’Wanted’ og ’Kick-Ass’.
Det gør det ikke bedre, at den makeup, der bruges til at gøre skuespillerne ældre, ligner noget, som det lokale dilletant-teater har kasseret. Det er svært at tage Josh Duhamels Utopian seriøs, når han mest af alt ligner en muskuløs krydsning mellem Julemanden og Colonel Sanders.
Den overordnede plottråd kredser omkring, hvem der står bag Blackstar-klonens hærgen. For selvfølgelig er det ikke skurken selv, men en kunstigt fremskabt klon, der stod for blodbadet i begyndelsen. Men hvem der sidder og trækker i trådene, bliver aldrig synderligt interessant, fordi fokus altid vender tilbage til oprindelseshistorien.
Forklaringen på seriens mislykkede strømlining skal muligvis findes i et produktionsforløb, hvor der har været mange holdninger. Således skred serieskaber DeKnight halvvejs igennem optagelserne på første sæson på grund af »kreative uoverensstemmelser«.
Det er svært at komme på en god grund til at se ’Jupiter’s Legacy’ med tanke på de alternativer, der findes derude, som Netflix’ egen ’The Umbrella Academy’, førnævnte ’The Boys’ fra Amazon og dennes ditto nye animationsserie ’Invincible’.
Med andre ord: Lad være med at spilde tid på den.
Kort sagt:
Ikke engang som hate-watching er Netflix’ superhelteserie værd at se.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.