’Sygeplejersken’: Ny dansk Netflix-serie om uhyggelig kriminalsag er afsindigt binge-værdig
Christina Aistrup Hansen er dømt for fire drabsforsøg i en sag, der rystede Danmark tilbage i 2015. Formodentligt er ofrene langt flere.
Der var run på, når sygeplejersken med det ravnsorte hår og de stærkt optegnede øjne var på arbejde.
Hjertealarmen lød ofte, og hun stod klar med hjertemassage. Det lykkedes langt fra hver gang at få patienterne tilbage til livet, men sygeplejersken blev altid beundret for sin indsats.
Sygeplejerskesagen folder danske Kasper Barfoed (’Kastanjemanden’, ’Dicte’) ud i en miniserie på Netflix, der lægger sig dygtigt op ad Politiken-journalist Kristian Corfixens bog fra 2019.
’Sygeplejersken’ er ikke klassisk whodunnit. I serien er det alle andre sygeplejersker end morderen, der sættes i centrum, og med den empatimaskine behøver man ikke alskens snoninger, hemmeligholdelser og tricks. Neglene bider sig selv, når man forestiller sig, hvad fanden man selv ville gøre, hvis man fik den usandsynlige mistanke, at ens kollega myrder andre mennesker.
Vi følger Pernille Kurtzmann, virkelighedens kronvidne, så tæt, at vi næsten træder i hendes hvide Birkenstock-sko på akutafdelingens linoleumsgulv.
På sin første dag møder hun Christina, den dygtige, karismatiske sygeplejerske, der skal oplære hende. De bliver hurtigt et »dreamteam«, der morbidt synger Gloria Gaynors hit ’I Will Survive’, når de giver hjertemassage, tager i byen sammen og følges ad i skumringen inden nattevagterne i Pernilles bil.
Og selvom vi som publikum ved, at der findes et afgrundsdybt mørke i Christina, er Josephine Park i rollen så dragende, at man på en måde forstår, hvorfor sygeplejerskerne på afdelingen lukker øjnene for, hvad der sker, når de vender rykken til.
Josephine Parks monster er atypisk. Hun overdramatiserer og sætter sig selv i centrum foran de andre sygeplejersker. Det går gradvist op for Pernille, at de vilde historier er decideret løgn. Men Christina er også sød og imødekommende. Støttende ligefrem. Unheimlich.
Pernille spilles ængsteligt af Fanny Louise Bernth. Man er med hende, da hun rystes, så knoglerne rasler, når hun endelig erkender, at hendes kollega slår patienterne ihjel med ampuller og kanyler.
Særligt i seriens allersidste afsnit, hvor Pernille under en nattevagt skal samle beviser mod sin kollega, der når at slå tre patienter ihjel, inden myndighederne tilkaldes, er så velspillet et psykologisk drama, at man næsten selv glemmer at trække vejret.
Spændingen opstår også, fordi ’Sygeplejersken’ genskaber en hverdag på sygehuset, som er genkendelig for alle, der har været i kontakt med det danske sundhedsvæsen. Sygeplejerskerne slynger om sig med selvsikkert fagsprog, patientomsorg og hyggelig kaffesludder, så serien sjovt nok giver én lyst til at blive sygeplejerske.
Det gør det desto mere uhyggeligt at følge kvinderne i deres livreddende arbejde, mens det rådne æg på personalestuen har helt andre intentioner.
De såkaldte ’dødsengle’ er et kendt fænomen. I Tobias Lindholms meget beslægtede ’The Good Nurse’ fra sidste år, også baseret på virkelige begivenheder, hjælper en kvinde efterforskningen af en tidligere, tæt kollega, der stod bag hundredvis af drab med insulin.
Vi kender det også fra plejehjemssagen herhjemme, hvor sosu-medhjælperen Susanne Hein Kristensen for nyligt blev dømt 16 års fængsel for fire drabsforsøg på sin tidligere arbejdsplads.
I sygeplejerskesagen fortalte utallige kollegaer politiet om en mistanke, de i nogle tilfælde havde haft i årevis. Men de havde holdt den for sig selv, indtil Pernille Kurtzmann fik Christina Aistrup Hansen anholdt. Det viser Barfoed også i sin serie.
Man spørger sig selv, om folk hellere ville have en konfliktfri kaffepause og en morder på gangen end det drama, det vil medføre at anklage sin kollega for mord?
De fleste er åbenbart villige til at bytte andres liv for selv at leve i fred.
Og det er fandme uhyggeligt.
Kort sagt:
’Sygeplejersken’s allerstørste styrke er, at den handler mere om den modige sygeplejerske Pernille end Christina, der slog patienter ihjel under nattevagter på Nykøbing Falster Sygehus. For hvad fanden ville man egentlig selv gøre, hvis det viste sig, at ens tætte, vellidte kollega var morder – og alle andre lukkede øjnene?