‘Death Card’: Astrologifikseret gyser er godt selskab, men højst uoriginal
En stige, et spejl, en porcelænsdukke, et sæt kort med mystiske figurer på.
Gennem tiden er ellers uskyldige genstande blevet tildelt en ildevarslende kvalitet. I den rette setting kan de i sig selv frembringe et ubehag, hvilket udnyttes flittigt i horrorfilm.
I en tid, hvor astrologi har fået en hardcore revival, vil ungdomsgyseren ’Death Card’ advare om tarotkortenes uskrevne regler og indbyggede kraft.
I et afsides hus er en vennegruppe på en tiltrængt miniferie. Aftenen trækker ud, og de når igennem alle deres indkøbte dåseøl. Festen er dog kun lige begyndt, hvorfor de beslutter sig for at gennemlede huset for rationer af spiritus.
Sprut finder de ikke, men bliver i stedet optaget af en boks med ældgamle tarotkort. Belejligt ved Haley (Harriet Slater) alt om at lægge tarotkort og får advaret vennerne om den uskrevne regel, at man aldrig må tage andres tarotkort i brug.
Vennerne insisterer, og Haley overtales til at lægge alles horoskop, inklusive sit eget. Horoskopet viser sig dog at være en selvopfyldende profeti, da kortene er underlagt en grusom forbandelse.
Én efter én bliver vennerne besøgt af en besjæling af det kort, der vedrører deres nutid. Og i bedste ’Final Destination’-stil skal vennerne nu forsøge at snyde døden.
Instruktørerne bag ’Death Card’, Spenser Cohen og Anna Halberg, vil lave en film, hvor den latente spænding spiller en større rolle end den eksplicitte gru. Det lykkes de ikke med. Filmen er så forudsigelig, at man ville kunne bruge den i et opslagsværk for generisk gyserdramaturgi.
Til gengæld lykkes de med at gøre karaktererne mere interessante end plottet. Det skyldes ikke mindst, at skuespillerne er velvalgte og veloplagte. Avantika fra ’Mean Girls’ og Jacob Batalon fra de nye ’Spider-Man’-film skiller sig særligt ud. Førstnævnte som et virkelig troværdigt sorgramt menneske og sidstnævnte som omvandrende comic-relief.
Skuespillernes slidsomme, overbevisende indsats gør, at man er mere optaget af deres hverdagslige konflikter end det tynde plot med døden i hælene.
Uhyggen er sparsom og punkteres af evindelige metakommentarer om handlingen, der antyder, at filmskaberne apatisk selv har givet op over for at injicere skud af originalitet.
’Death Card’ skulle have spået om sin fremtid og sat en ny kurs. En fjollet lille indie-komedie, hvor en gruppe opportunistiske venner tjener kassen på at spå andres fremtid med tarotkort?
Det er en film, jeg gerne ville se med det skuespilensemble.
Kort sagt:
Skuespillerne forfører flot i gyseren ’Death Card’, men plottet følger gyserskabelonen fra a til z, når det da ikke apatisk kommenterer den uoriginale handling selv.