‘Ghostwire: Tokyo’ kan skræmme dig halvt ihjel
Jeg står midt i Shibuya Crossing, et af verdens største og mest kaotiske fodgængerfelter, hvor der ved hvert grønt lys krydser op til 3.000 personer ad gangen.
Men lige nu er jeg helt alene. Regnen siler ned, stilheden i Tokyos ellers så travle bydistrikt er overdøvende, og af hvad jeg kan regne ud, har jeg lige været i et trafikuheld, imens størstedelen af Shibuyas indbyggere er pist forsvundet.
Som om det ikke er nok, er min krop blevet indtaget af en ånd, som holder mig i live. Jeg fatter vitterligt ingenting. Og så sker det.
En ceremoniel musik lyder i det fjerne, og igennem den tætte tåge skimter jeg et optog af Slenderman-lignende mænd, ansigtsløse kvinder og et gigantisk bæst af en helvedes-kat.
Jeg kravler om bag en bil og gemmer mig. Hvad fuck er det lige, der sker?
Spøgelsesjagt
’Ghostwire: Tokyo’ spilder ikke tiden med at kaste dig direkte ind i en klassisk spøgelseshistorie om forurettede ånder, der lader deres vrede og pinsler gå ud over mennesker med varmt blod i årerne.
Således placeres man midt i historien om den unge mand Akito, som man tager kontrol over, da Tokyo rammes af et paranormalt fænomen, hvor næsten alle indbyggere forsvinder ud i den blå luft og fanges som ånder et sted mellem liv og død.
Af uransagelige årsager forbliver vores hovedperson fysisk i Shibuya, hvor hans krop invaderes af KK – en ånd, der har en fortid som efterforsker, hvilket naturligvis viser sig at have sin fordele, når alle omkring én på mystisk vis fordufter.
Som om det ikke er noget, toner en mystisk skurk iført en skræmmende hannya-maske (som i japansk kultur repræsenterer en ond dæmon) frem på storbyens mange reklametavler og varsler sin uforbeholdne vrede mod alle, der ikke makker ret.
Så er scenen ligesom sat for overnaturligt spøgelsesgys i Tokyos gader, der skildres fra byens mest dystre side, når regnen daler ned over neonskilte, og K-pop blæser ud af højttalerne i de mennesketomme stræder.
Det er ikke for sarte sjæle, for japansk gys har altså bare noget særligt over sig, når det skyr den vestlige konformitet og i stedet kaster sig ud i menneskelige følelser, der forvrænges, indtil de manifesterer sig i uhyrlige monstre.
Her er den absurd høje kvinde med en rusten hækkesaks, der bare gerne vil lade sin vrede gå ud over dig. Der er små skolepiger, som hinker i paradis trods manglende hoveder, og så er der manden med paraplyen, som ligner Slendermanden på afveje.
Har du spillet ’Silent Hill’ eller set ’The Ring’, ved du, hvad der er i vente. Det er gru og klamme overraskelser, men det er også en ulmende uro, man bare ikke helt kan sætte fingeren på.
Simpelt, men effektivt
Selvom du vælger at snige dig igennem det øde Shibuya, så er konfrontationer med onde ånder umulige at undgå, og det er her, hvor ånden, som er flyttet ind i Akitos krop, flekser sine evner.
Ens arsenal består ikke af klassiske våben som pistoler og granater (det er jo spøgelser, vi har med at gøre). I stedet udgøres det af magiske evner, og hvor fancy det end lyder, så er det blot en anden udgave af netop pistoler og granater.
Der er et vindangreb, som ’skyder’ af sted og skader fjenderne. Der er ildkugler, som kan kastes over lang afstand, hvorefter de eksploderer. Og så er der vandangreb, der rammer bredt som spredehagl.
Det er et simpelt våbensystem, som er skåret helt ned. Men når man sammenligner med spil som ’Horizon Forbidden West’, hvor man konstant veksler mellem 10-15 våben, så er det altså et velkomment afbræk.
Faktisk kendetegner det flere aspekter af ’Ghostwire: Tokyo’, som netop ikke føles proppet til randen med ligegyldigt indhold, men derimod virker næsten skrabet.
For selvom spillet byder på en åben verden med masser af indhold, man langsomt låser mere op ved at rense ikoniske orangefarvede Torii-porte for en ellers uigennemtrængelig tåge, så melder den opgivende følelse af en uendelig to do-liste sig aldrig.
Japansk koncentrat
Hvor våbensystemet og verdensdesignet sjældent føles som noget, man ikke har set før, ligger spillets absolutte force derimod i dets evne til at holde fast i sine dybe rødder i den japanske mytologi og landets – for vesterlændinge ofte bizarre eller overdrevne – kultur.
For omgivelserne i Shibuya er det stik modsatte af det, som området plejer at være. Normalt vrimler det med folk på grænsen af det klaustrofobiske, men her er alt livet suget ud.
Tilbage ligger tøj og paraplyer efterladt fra de menneskekroppe, som nu er fanget mellem den fysiske og spirituelle verden.
Og når man forvilder sig ned i byens labyrintiske metro, som kræver et landkort for turister, så ved man, at spillet sigter lige så meget efter at skabe en troværdig oplevelse i Japans hovedstad, som det prøver (men delvist fejler) på at skabe en fængende spøgelseshistorie.
Det samme gør sig gældende, når man skal hjælpe et spøgelse med at finde toiletpapir, fordi det blev fanget på et offentligt toilet uden at have tjekket, om der var nok tilbage på rullen til at klare nummer to.
Derfor er det også en smagssag, om den japanske æstetik og stemning fænger, for måske når man desværre aldrig det punkt, hvor spillet bare klikker og bliver mere end summen af alle dets dele.
Uanset hvor man ender, hersker der dog ingen tvivl om, at ’Ghostwire: Tokyo’ er et solidt alternativ til de mange spil med åbne verdener, som efterhånden begynder at ligne hinanden.
Kort sagt:
‘Ghostwire: Tokyo’ er hverken årets bedste eller værste spil. I stedet står det på egne ben med et dyk ned i den skræmmende del af japansk folklore, hvor man aldrig helt ved, hvad der er i vente.