Stomped
Jeg har en tendens til at synes, at de halvgode albums er de mest irriterende. En dårlig plade er en dårlig plade. Men det er røvirriterende at sidde og lytte til et album, der egentligt er ganske pænt, velspillet og godt produceret, men som i sidste ende bare ikke siger én en skid, og sådan har jeg det desværre med debutalbummet fra den danske rock/metalkvintet Stomped.
Stomped placerer sig lunt i midtersporet på den motorvej, der de sidste par år er blevet åbnet for semi-tung musik med pop-hooks og lidt hip hop-attitude. De leverer på ‘Opening Statement’ 11 numre, der viser, at de er glimrende musikere, der kan skabelonen. Men numrene løfter sig kun i glimt over det jævne. Bandets riffs lyder alt for tit, som om de kommer fra metallens overskudslager, og selvom de sagtens kan få benet til at vippe i takt over en fadøl, så er de hverken særligt originale eller memorable.
Når det kommer til vokalen, er det lidt den samme historie. Vokalleveringen er pæn, men i sidste ende uden den gnist eller personlighed der gør, at man for alvor tager det til sig.
Forsanger Esben Hansen mener en masse om en masse ting. Det er som sådan fint nok, men det er som om æstetikken går lidt tabt i alle de (rigtige) meninger, han gerne vil formidle, og derfor bliver lyrikken altså lidt gumpetung meget af tiden. Desuden har jeg svært ved at sluge hans tirader om storkapitalens knusende diktatur, og kampen mod mainstreamkulturen, når jeg samtidig sidder med en pressemeddelelse, der gør meget ud af at kommunikere, at Stomped er signet til et majorlabel (EMI/Virgin), har vundet pladekontrakten i en bandkonkurrence (Starfighters) og har samme manager som Michael Learns To Rock.
Men de har måske tænkt sig at bekæmpe mainstreamkulturen indefra?
Der er dog nogle få numre, hvor Stomped viser potentialet. ‘Ridiculous’ rider et godt groove gennem hele nummeret, og har en af albummets bedste vokalleveringer. Men pladens i særklasse bedste nummer er i mine øjne det sidste, ‘Vanish in Disgrace’, der blander et riff, som Rammstein godt kunnet have slynget ud af ærmet, med et nærmest gotisk omkvæd godt kvalt i lækre keyboardflader.
Ellers er der langt mellem snapsene på ‘Opening Statement’, der ellers kun varer godt 36 minutter, hvilket både er alt for lidt, men på samme tid mere end rigeligt.