Obstacles

Den københavnske mathrock-orkan Obstacles går landsmændene og genrefællerne i Town Portal i bedene og udsender en betal-hvad-du-vil ep på randen af deres fælles turnéstart. Udgivelsen er derudover lidt af et sidestep, for hvor deres nu ét år gamle debutalbum ‘Dividual’ viste lidt ansatser til at ville åbne sig for lytteren, klapper ‘Oscillate’ prompte klejnekassen i. Om muligt er det nemlig et endnu mere krasbørstigt stof, meget af ep’en er gjort af.

‘Trajectory of Loose Ends’ er dog velvalgt som en lidt venligere og mere lettilgængelig, stemningsfuld og melodistærk åbner, der lusket trækker lytteren ind et forrædderisk kringlet univers. Snedigt. Men allerede på ep’ens andet nummer spidser det så meget til, at man skal være en æselstædig lyttertype for ikke at lade sig kue af ‘Supercollider’s afsluttende, uhyrlige og kakofoniske nedsmeltning eller den tilsvarende måde, hvorpå ‘Sleeping Pills’ fuldstændigt opløses til sidst i jazzet jamsuppe med masser af slør i differentialet. Hidsige sager, hvilket også afspejles i et lidt mere spidst og konfrontativt lydbillede overall.

Kvartetten, der netop er reduceret til en trio beviser altså igen deres værd, men jeg vil lige repetere mit brændende ønske til bandet: Mal lidt mere udenfor stregerne. Dette udfordrer måske lytteren og kan synes som en sand ilddåb udi hård, instrumental mathrocks lyksaligheder, men hvorfor ikke prikke lidt til konventionerne også? For på sin vis føjer ‘Oscillate’ ikke meget uset eller -hørt til genren, selv om det lyder som om, overskuddet er til det.

Obstacles. 'Oscillate'. Album. Play/Rec.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af