Gillis 10 bedste sange – rangeret

I løbet af de seneste ti år er der ingen rapper, der har præget dansk hiphop som Gilli. Denne uge skulle han have spillet i selveste Royal Arena – en koncert der dog er rykket til november. Her kårer og rangerer vi rapperens ti bedste sange.
Gillis 10 bedste sange – rangeret
Gilli.

Hvilken Gilli er din yndlings-Gilli? Det tidlige grime-talent? ‘Ækte vare’-gaderapperen? Den innovative afrobeats-artist? Eller de seneste års tropiske Gilli, der leger med genrer som salsa og baile funk?

Bare det, at man kan stille ovenstående spørgsmål, understreger meget godt, hvor stilskabende Gilli har været. Den mediesky rapper har ikke bare domineret dansk hiphop de seneste år, han har gjort det på konstant nye måder. 

Denne uge (10. april) skulle de mange års dominans have kulmineret i karrierens største solokoncert i Royal Arena. Det show er som så meget andet rykket til senere i år grundet coronavirus, men vi har alligevel brugt lejligheden til at se tilbage på rapperens karriere og nedenfor kåret hans ti bedste sange.

OBS: Vi har valgt at holde fokus på Gillis eget materiale. Vi inkluderer derfor solosange og tracks, hvor Gilli er hovedkunstner sammen med én anden rapper. Men ikke gruppesange (for eksempel Molo) eller numre, hvor Gilli er gæsteartist.

10. ‘Små børn’ (2012)

Grime var Gillis første kærlighed, og på ’Små Børn’ viste den unge rapper, at han mestrede den til fulde. Den beskidte, Benny Jamz-producerede banger viser Gilli i en tid, hvor han stadig kaldte sig ’Ækte vare’, og hvor han bare rappede

Den unge Gilli griller sangen i det groveste tempo og smider shout outs til Skørmand, Semih Automatisk fra B.O.C. og Noah Carter (der gik under navnene Haren og CTK). På den måde er ’Små børn’ en tidslomme fra grime-dagene, der viser, hvor stærk Gilli var allerede som helt ung. 

9. ‘Langsom’ (2017)

Mod slutningen af 10’erne trak Gilli sig mere og mere væk. Væk fra de i forvejen få medie- og tv-optrædener, væk fra de sidste rester af rap i musikken og væk fra selve det danske sprog. ‘Langsom’, der udkom 31. december 2017, er den reneste og stærkeste af sangene, der kom ud af det.

Gilli vikler så mange sprog og så meget slang ind i teksten, at den knap nok føles dansk længere, som på denne omkvædslinje: »For min dudu, den siger ‘brr brr’ / og deres gabus, den siger ‘gang gang’«.

Men melodierne taler deres eget universelle sprog – og netop omkvædet på ‘Langsom’ er også et af Gillis største. Selv hvis sproget måske er uforståeligt for mange, er sangens stemning klar og direkte.

8. ’Fissehul’ (med Kesi) (2010)

Ét vers. Mere behøvede Gilli ikke for at melde sin ankomst på den danske hiphopscene. Da vi interviewede rapperen i 2016, fortalte han, at han oprindeligt knap nok gad være rapper. At det dybest set var pinligt. Men da han endelig prøvede kræfter med det for alvor, på ’Fissehul’ med vennen Kesi’, leverede han et af årtiets mest legendariske danske rapvers

Selv om han ikke selv havde valgt rappervejen, valgte den ham. Her kom en helt ung, ukendt artist, der var »én mand dyb«, kaldte sig »rapgeneral« og havde et klart mantra: »Intet er dybere end loyalitet«. Det her var introduktionen til Gillis årti som dansk raps største kunstner. 

7. ’Tidligt op’ (2016)

I 2016 prøvede alle at lyde som Gilli. Den afrobeats-rap, han havde introduceret året før, dominerede hitlisterne. Så manden, der havde startet hele bølgen, valgte – hverken for første eller sidste gang i karrieren – at genskabe sin lyd. ’Tidligt op’ er stadig forankret i afrobeats-lyden, men den er kogt helt ned.

Det er en ballade, der ligesom så mange af Gillis bedste sange kredser om de yngre i kvarteret, der altid kæmper mod overmagten. »Min bror, jeg ved, når nok er nok«, synger rapperen på omkvædet med den blanding af medfølelse og solidaritet, der gør ham så unik – her leveret som en øm ballade til de allermørkeste stunder, hvor alt kan virke sort.

6. ’Penge kommer går’ (2014)

Når folk siger, at de savner den gamle Gilli, er det ham her, de taler om. Rapperen, der er teknisk overlegen og flowmæssig perfekt, og som leverer den ene legendariske linje efter den anden. Allerede starten på første vers er ikonisk: »Skimask, Air Max, så’ de klar til et rob!«. 

Det er en sang om at være ung, sulten og fra ghettoen, og om ikke at acceptere grænserne, der møder én over alt: »Alle små børn kan blive konge, selv om de kom / hen fra beton«, som Gilli rapper et sted, hvor han nærmest leverer profetien om sin egen vej fra ingenting og helt til tops.

5. ’Vai Amor’ (2019)

Gilli kom fra beton, som han siger på ’Penge kommer går’, men de seneste år er det på alverdens eksotiske øer, han har haft hjemme. Men det fascinerende er, at Gilli ikke bare har siddet på, lad os sige Jamaica, og lavet den samme dancehall-sang om og om igen. Udover afrobeats-musik har han skabt salsa-rap på ’Rica’ og ’Su Casa’ – og så har han lavet mesterstykket ’Vai Amor’, der fusionerer hans danske flows med brasiliansk baile funk. 

Resultatet er rapperens bedste dansesang – et sommerhit, der kommer til at plage vores sommermåneder i mange år endnu. Det her er Gilli på toppen af sine evner som globetrotter, sangskriver og musikimportør. 

4. ‘C’est La Vie’ (2015)

Det første danske nummer inden for den genre, der endte med at blive kaldt afrobeat eller afrobeat-rap (ikke at forveksle med den originale afrobeat-genre fra Vestafrika), lød ikke bare anderledes end al anden dansk hiphop i 2015 – den lød som om, den kom fra en anden planet. Og det gjorde den på en måde også – for tracket er en mikstur af alle de genrer, kulturer og musikretninger, Gilli hørte i de multikulturelle kvarterer, hvor han kommer fra.

Det er samtidig her, Gilli for alvor skifter til sang og begynder et inkorporere andre sprog. Og så har ’C’est La Vie’ bare et af de mest uforglemmelige danske hiphophooks fra det seneste årti: »Har de ikk’, hvad de skal bruge / er det på med elefanthue!«

’C’est La Vie’ blev et kæmpe hit, og snart lød nærmest alle danske rappere sådan her. Lyden af dansk musik skiftede. Det er få sange, hvor man kan sige: Det var her, det skete, det var det her nummer, der ændrede alt. ’C’est La Vie’ er sådan en sang.

3. ‘Knokler hårdt’ (2014)

Man kunne citere hele det første vers fra den her sang. Fuck det, man kunne citere hele den her sang punktum, for den indkapsler perfekt dén fortælling, der går igen så ofte i Gillis oeuvre: Kampen mod fattigdom, ønsket om et bedre liv, loyalitet til de tætteste, mistro mod alle andre. 

I sangens første vers bygger hele den række af tanker og følelser op i styrke, og tempoet tiltager, indtil vi til sidst får den store udladning på omkvædet: »Selv om de vil stoppe mig, får de aldrig lov til / at se mig som offer, knokler, jeg går hårdt ind!«

Det er nu eller aldrig, mærker man. Det handler om det hele. Den Jens Ole McCoy-producerede sang har en form for episk, cinematisk kvalitet, og det kunne man også mærke, da sangen var med på soundtracket til Fenar Ahmads film ’Ækte vare’, der har Gilli i hovedrollen. For hele dén films handling – og hele Gillis mentalitet og miljø – er indkapslet i den her ene sang.

2. ’Habibi Aiwa’ (2017)

Hvis der er én følelse, der flyder igennem hele Gillis virke, så er det håb. Helt fra grime-dagene til nu har hans sange været en form for opmuntrende, opløftende budskaber om, at selv dén, der starter det værste sted, kan nå frem til det bedste. 

Og der er nok ingen sang, der fylder sjælen med så meget håb som ’Habibi Aiwa’ og dens euforiske omkvæd, hvor Gilli nærmest indtager en kærlig storebrorrolle: »Du på toppen, det ved jeg / jeg ville ønske, du vidste det samme«.

Det er en medfølende, håbefuld sang, hvor Gilli lover, at han ser dig, selv når ingen andre gør. 

 1. ’Orale’ (2015)

Da vi interviewede ’Orale’-produceren Hennedub om sangen i Standard – Soundvenues hiphop-podcast, fortalte han, at sangtitlen var noget, Gilli hele tiden gik og sagde. Det var hans ord, så hvorfor ikke lade sangen kredse om ordet, han altid brugte?

’Orale’ er altså en form for indkapsling af selve Gillis sprog; en sang, der fra første verslinje (»kig mig ind i øjnene, brormand, hvad skal jeg fortælle?«) inviterer os ind i en betonverden, hvor det kan gå galt hvert sekund, men hvor der også er en form for ømhed over for de yngre, som sangen er dedikeret til i omkvædet. 

Som så ofte er det trods mod staten og systemet, kærlighed til de nærmeste og en stålsat vilje til at sejre, der skinner igennem; det er ghettomusik, der emmer af stolthed. Og det er musik, som beskriver et helt miljø – fra dem der sælger, til dem der sidder inde, til dem der går i skole. Det er en verden, der åbner sig op gennem den unge rappers ord.

Hvis Gilli var en nation, ville ’Orale’ være dens nationalsang. Og hvis han var en Pokemon, ville det her være momentet, hvor han udvikler sig til det højeste stadie. ’Orale’ er momentet, hvor raptalentet Gilli bliver til den skelsættende kunstner, der har domineret et årti af dansk musik. Sangen, der opstod af Gillis eget ord, endte med at indkapsle ham som artist. Det er 2010’ernes bedste danske hiphopsang.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af